Passive/Aggressive

Felt ”Forever Breathes The Lonely Word” – Dekadent og pertentlig pop-perfektion

Feature August 31 2012

af Søren Christensen og Andreas Melchior

Ti år og ti albums og ti singler. Felt er fortællingen om en pop-perfektionistisk og protagonistisk vision om den formfuldendte forunderlige fuldkommenhed. Bandets hovedmand og sanger, Lawrence, var synonym med såvel den kompromisløshed, som de excentriske idiosynkrasier, der omgrænsede bandets mikrokosmos. I et epos, der stikker ud som et af de mest enestående og usandsynlige i moderne britisk popmusik, fremstår pladen ”Forever Breathes The Lonely Word” fra 1986 som et kunstnerisk og musikalsk højdepunkt, en uimodståelig og fortryllende skønhed.

Selvom det er vanskeligt at slå ned ét sted i Felts musikalske odyssé (der bl.a. inkluderer det instrumentale cocktailjazz-eventyr ”Train above the City”, hvor Lawrence ikke ulejligede sig med andet end at betitle de enkelte numre), så er netop ”Forever Breathes” selve inkarnationen af perfekt pop Læs resten

Excepter artist talk i København: “beat-survival and how to make it in the avantgarde”

August 28 2012

“I have been asked to give an artist talk
on the request of the Danish government
in exchange for my ticket here and back [laughter]

I have been asked to talk about beat-survival,
and how to make it in the avantgarde under today’s economy
which I will refer to the OD Beatnick, Mr. Allen Ginsberg
whom I never got to meet,
except his boyfriend
– at least that’s what he said, he was –
outside a punk show in the lower east-side of New York City…”

John Fell Ryan, hovedmand i New York-gruppen Excepter og i øvrigt stor The Shining-fan, har været i København siden Sejerø Festival på et kort dansk arbejdslegat. Fredag aften gav han en artist talk (ca.) Insula på Blågårdsgade. Eller rettere. JFR holdt et 70 minutters oplæg, fortalte gennem skiftende effekter om musikken/avantgardens udvikling i New York og kontaktmikrofoner, tegnede skitser og spillede en masse plader fundet i kasserne langs væggende i forretningen.

“…a better lesson can never be learned
especially in the world of music
where people will sell anything for anything

a free drink can cost you your career

but why are we talking about money
when it is obvious there isnt any here
why do musicians constantly pass the talk about the money
even in the Wire Magazine
where we famously talked about money in our interview
it cost us every relationship
they found out the truth
we have been blowing the big ones
on big tours to nowhere, west coast, didn’t care you know

I’m talking about a band, an avantgarde band
that even writes singles
a single costs just as much as an album
it is the same amount of plastic and the same amount of cover
but you can only charge half as much for it
but why? because there is less time involved, less effort?
less music?
is music sold by the yard? scratch paper, butcher paper?
is music worth the paper it is printed on?”

Hør hele John Fell Ryans artist talk:

Jay Reatard – Memphis’ sidste konge

August 27 2012

Mindeord, af Jens Franco (sanger i Tumor Warlord)

Da Jay døde 13. januar 2010, havde han medvirket på 22 albums samt et utal af singler. I alt ca. 100 udgivelser. Udover sine soloplader var den produktive sydstatsdreng involveret i bands som Lost Sounds, Nervous Patterns, Bad Times, Terror Visions, Evil Army, Final Solutions, Angry Angles, Destruction Unit, Digital Leather og selvfølgelig The Reatards, der udsendte deres første single i 1998 på det legendariske Memphis-selskab Goner Records.

Jeg missede Lost Sounds-koncerten i 2002, hvor Double Space spillede deres debutshow, men i 2005 var Jay igen forbi Århus med The Reatards, Angry Angles og Tokyo Electron. Jeg tror, at vi er rigtigt mange, som aldrig vil glemme The Reatards’ sæt, hvor Jay nærmest destruerede Sway stedet i et vanvidsshow af aggression og smadrede ølkrus. Nogle år senere var jeg oppe på Elværket i Helsingør og se Jay Reatard og Boston Chinks, der på det tidspunkt fungerede som hans backing band. Læs resten

Animal Collective – på svampejagt i Hakkebakkeskoven

August 25 2012

 ”What are you gonna do? 
Go into the forest, until I can’t remember my name.
When I come back things will be different
I’m gonna bring back som stories again”

Med disse linjer slutter, ”Amanita”, den sidste sang på Animal Collectives niende album ”Centipede Hz”. Sangen er opkaldt efter fluesvampefamilien, der er skyld i 95% af alle dødsfald relateret til indtag af svampe (tak, wiki!), men som også kan have en psykoaktiv virkning. Udover at være noget af det bedste og mest storslåede, bandet endnu har præsteret, tegner “Amanita”s tekstunivers et godt billede af et band, der tør at begive sig ud i ukendt terræn og skifte ham uden at kigge sig tilbage. Læs resten

Hahn Kult – Jysk metalgryde med blade fra meget stærk te

August 24 2012

Den midtjyske duo Hahn Kult (Golem Tapes and Mastermind Records) består af Antonius Marcussen og Christian Qvortrup, samt som ofte bassist Mikkel Stenholt, der har indspillet den her plade, “Jydsk Mudder” på en gård uden for Århus, hvor Marcussen bor. Se Varg-Gollum-illustrationen i Youtube-filmen herunde for specifikation. Hahn Kult blev dannet i 2007 af de dengang 15-årige musikere og har blandt andet udgivet båndet across ashen faces and leaden gazes” sidste år. Det musikalske opkog: Jysk metalgryde med knogler fra punk og black metal og blade fra meget stærk te. Læs resten

6つのエレキギターのための音楽

Blog August 22 2012

Bandlederen i dette afrikanske og perkussivt inspirerede projekt, Musik For Seks Elektriske Guitarer, er Anders Lauge Meldgaard, der er en fjerdedel af yoyooyoy, Frisk Frugt, Supermelle, samt medlem af Slütspürt og Kirsten Ketsjer, og desuden introducerede den heliotopiske musik for planter.

Man kan udlægge det således, at kompositionerne er cirkulære og på en måde genopliver en suppedas af minimalisme, no wave, lo-fi og avantgarde spillet af Steve Reich, Terry Riley, Glenn Branca, David Borden, men sender også en løs parallel til den afrikanske musiks guitarspil og rytmik, som Meldgaard under navnet Supermelle personligt har undersøgt af flere omgange. Projektet, der blev præsenteret første gang i Råhuset i 2010 af Jazz Club Loco, var oprindeligt et benhårdt koncept med præcis én times musik med seks elektriske guitarer med kun én streng hver (deraf netop seks guitarer), således opstår i naturlige, repetative mønstre improvisation. Læs resten

Det syvende familieportræt (FRKWYS feat. Borden, Ferraro, Godin, Halo & Lopatin)

August 20 2012

Pladeselskabet RVNG International (Julia Holter, Blondes, Sun Araw m.fl.) lancerede i 2010 en serie af udgivelser med navnet FRKWYS – kaldet Freakways -, hvor de sammensatte særlige orkestre til at udforske den elektroniske musiks grænser. Det vil sige, reminiscenser af de gode gamle pladeselskabsdage, hvor labels i høj grad var medskabere af deres bands og projekter. De har også et andet projekt, der hedder RVNG OF THE NRDS. Begge projekter er meget con amore, anti-kommercielle oplag og lidt af et familieforetagende, idet en sjov detalje ved udgivelserne er, at coveret altid er et fællesportræt af musikerne. En nævneværdig parallel til det improviserede øjebliksbillede i FRKWAYS.

“Our FRKWYS (Freakways) 12″ series pairs contemporary artists and their progenitors by way of remix, reinterpretation, and original collaboration. Like the Folkways releases, each installment in the FRKWYS series lives under a thematic banner (albeit sometimes loose) and explores a different facet of electronic music. It’s been inspirational / exhilarating working with both our peers and artists whom we hold close to heart as heroes. The willingness and enthusiasm on both sides to experiment in this context has created an unbounded feeling to the series. As you’ll hear, the results speak for themselves. This is future future music.”

Det syvende familiealbum i FRKWYS-serien, ganske vel fra sidste år, er lige dumpet ind i min postkasse, og det er en smuk blanding af den kosmiske, hypnagogiske tomgang og let improviserede synthesizer- og elektronisk musik, som generelt har og har haft en stor plads på Passive/Aggressive. Medvirkende er Laurel Halo, Daniel Lopatin, James Ferraro, Samuel Godin og minimalisten David Borden. Hver af deres musik taler for sig selv, men fælles… WOW!