Passive/Aggressive

Introducing #3: Girlseeker

New Music August 29 2011

København, det første katalognummer på Insula Records, der også er en ganske udmærket pladeforretning i Blågårdsgade. Girlseeker har udgivet 7’eren “Love Fuel” (b-side “Rearwindow Mirrorshades”), hvilket man sagtens kunne gå glip af, hvis man ikke lige fattede (undertegnede inklusiv), at det er et ret fedt nummer.

Det er en caribisk drøm med mørke lyd fra Warsaw/Manchester, men skønt psykedelisk, unøjatigheder improviseret af Jonas Frederiksen, Alexander Olsen (Sexdrome) og Simon Formann. Det er som et blomstrende slagsmål mellem skønheden/balancen og grimheden/kaos med sin rene linier og den overstyrede lyd.

Er det dig, der er døv, eller er A-siden meget Ariel Pink-esque?

Tip. Hvis du ikke er færdig med Sexdrome og iceage endnu, så check Elias’ og Antons blackmetalprojekt Marching Church, “At Night“, som er udgivet på bånd hos Posh Isolation. Det er virkeligt grumt og understreger en anden relevant pointe ligesom Girl Seeker og Ariel Pink, at musik også udtrykkes som lydens kamp med udstyrets grænser.

Tip. WAR “More Days”, er også Sexdrome-iceage samarbejde, som er udgivet på bånd hos Posh Isolation.

P/A presents Ford & Lopatin

New Music August 28 2011

Ford & Lopatin tog navneskifte efter den umulige, nørdede Games “That We Can Play”-ep. Inden da havde Daniel Lopatin ild i sit projekt under navnet Oneohtrix Point Never, et noget mere art-anerkendt buldrende, analogt, elektronisk, stressende droneprojekt; så det engelske musikblad Wire skriver om det.

Man behøver ikke forstå, hvad Ford & Lopatin går ud på, måske. Det er surrealistiske hooks via samplede vokaler, cembalo, robotter og andre opklippede passager, mens melodien bliver spillet på elektriske guitar og et udvalg af syntetiske casio- og for mange MIDI-input, der lyder 27-30 år gammelt. Det er ofte her anmeldelserne slutter, men hvis man skal være retfærdig, er “Channel Pressure” (Mexican Summer/deres album*) langt mere detaljeret og undersøgende end at være fra 80’erne. Det er transcendental sarkasme.

Konklusion: Se!, det er spacetechno, hvor værktøjerne kan være analoge eller digitale, men hvor det handler om konstruere et groove, der er out of this world. Man skal svæve og være blæst.

*Bonusinfo: “It’s got a concept, even, with the songs forming a largely incomprehensible narrative concerning a teenager who resists evil technological overlords, though understanding that component of the record has virtually nothing to do with one’s enjoyment of these songs.”

Passive/Aggressive er vært for Ford & Lopatin på Ideal Bar den 15. september: (link). Musikvideotrix til “World Of Regret”:

Note to self: Oneohtrix Point Never (Daniel Lopatin) udgiver “Replica” den 5. november.

Oneohtrix Point Never

Perfect prescription #1: Festival Of Endless Gratitude

August 25 2011

Dét, der startede som et venskab med Ron Schneiderman (Sunburned Hand Of The Man) i nordøst-usa i 2007, blev begyndelsen på Festival Of Endless Gratitude. Taknemmelig, fremsynet, undergrund, psych, new weird america, drone, freak med internationalt snit i KPH Volume (Enghavevej). I 2009 var Schneiderman visiting artist i Danmark, og i den samme periode blev festivalen grundlagt i Kbh.

P/A anbefaler Festival Of Endless Gratitude fra den 15.-18. september (event). Festivalen er nonprofit-dedikeret; billetterne er billige (220 kr. for hele festivalen! hos insula eller sort kaffe), og der er specialøl fra et lille bryggeri. Alle kan nyde at lytte til noget nyt. Man kan vælge at opfatte det således: Det eksponerede er ikke nødvendigvis bedre end det ikke-eksponerede. Den nysgerrige alternative musik har mindst den samme tiltrækning, som den mest eksponerede; lad det være dit dagens mantra.

FOEG deler 40 navne ud på fire dage. Der er fridyk i programmet og flere navne bliver offentliggjort inden for kort tid. Fx. Matthew ‘Doc’ Dunn, Norberto Lobo, Jozef van Wissem, Bäddet För Trubbel, Chris Corsano/Dennis Tyfus, Jakob Olausson:

Introducing #1: Dirty Beaches

New Music August 15 2011

Suicide møder Elvis. Rumklang og en 50’er-60’er lyd. Der er konstante strejf af referencer til andre musikstykker gennem historien. “Horses” lyder som et Velvet Underground-nummer, “True Blue” indeholder brudstykker fra The Ronettes-nummeret “Be My Baby”, men efterlader Roy Orbisons aftryk. Fraseringerne i “Sweet 17” er ren Elvis. “A Hundred Highways” minder mig om, hvad er det nu, Supremes?

Velkommen på passive aggressive fm.