Sansui – Æstetisk alsidighed på godt og ondt
Sansui “3VPP” (Interzone Tapes, 2017) – anmeldelse af Alexander Julin
Danske Interzone Tapes har siden 2013 udgivet bånd med både hård og konsekvent techno såvel som mere obskure og ambient-tendenserende udgivelser. Efter at have udgivet artister såsom Selvmordsskolen, Metis og Rundhyl har labelet i den senere tid været aktuelt med udgivelser fra bl.a. Videodrones, Fallen Metropolis og senest Grøn og Sansui.
Med udgivelsen af “3VPP” debuterer den København-baserede duo Sansui (Christian Rütz og Álvaro Suárez) med sin første fysiske udgivelse efter to digitale. “3VPP” varierer mellem en tør, maskinel lyd og en mere flydende og fængende melodiøsitet, der også stemmer generelt overens med de forrige udgivelser på Interzone Tapes. Til gengæld er der også dele af udgivelsen – såsom den house-inspirerede åbning på båndets B-side, “Dual System” – der i høj grad udvider forståelsen af, hvilke aspekter af elektronisk musik Interzone Tapes er eksponent for.
“External Signal” er et af udgivelsens største højdepunkter – ikke fordi det er mere originalt end udgivelsens øvrige numre, men af den simple grund, at det er en eminent hymne til natten og de tidlige morgener. Det ellers pæne og forudsigelige klubnummer iklædes en rå, skrabet æstetik, der forhindrer, at det bliver decideret lettilgængeligt. Skal man udpege udgivelsens kvaliteter, bunder de dog unægtelig i flere af numrenes intuitive melodiøse appel.
Generelt rejser der sig et spørgsmål om, hvilke præmisser man skal værdsætte udgivelsen ud fra. For vel er der tale om appellerende kvalitetstechno, men ikke i en sådan grad, at det hæver sig over den nytænkning og kvalitet, man i øvrigt oplever i disse år både herhjemme og internationalt. Numrene på “3VPP” er generelt præget af en vis forudsigelighed. Til gengæld brillerer udgivelsen i kraft af duoens evne til at skabe noget interessant ved at veksle mellem eller sammensmelte forskellige æstetiske træk, uden at det på nogen måde er mærkbart, men tværtimod lyder helt naturligt. Et konkret eksempel er overgangen fra det technoide titelnummer til “Section B”. Overgangen virker på ingen måde mærkværdig, som man umiddelbart hører numrene, men alligevel bidrager den med noget nyt til numrene hver især, i kraft af konteksten de indbyrdes etablerer.
Med numre som “Section B” og “Dual System” breder udgivelsen sig altså ud over mere enkel techno, men samtidig fører denne diversitet også til et manglende fokus i det overordnede udtryk; diversiteten giver med andre ord et indtryk af, at der skydes med sprede hagl. Én ting er dog sikker: Det havde været en markant mere kedelig udgivelse, hvis den kompositionelle forudsigelighed ligeledes skulle komplimenteres af en stilistisk ditto. I den forstand er det uden tvivl en force hos udgivelsen, men paradoksalt nok også en af dens mest åbenlyse svagheder, da det får udgivelsen til at fremstå mere ufokuseret. Diversiteten bliver derfor et tveægget sværd for udgivelsen, der både går ud over dens fokus og skaber en alsidighed, der hæver den over det kedsommelige.
“3VPP” udkom i juli på Interzone Tapes.
