Passive/Aggressive

Schacke – I tempoets vold

Kritik August 16 2017 11647296_1008385975862321_1396667049_n

Schacke “Make Them Remember” (Ectotherm, 2017) – Anmeldelse af Emil Néné Rasmussen

Det stadig spæde københavnske techno-label Ectotherm er tilbage med endnu en Schacke-udgivelse under titlen “Make Them Remember”. Denne gang i en mindre dubtechno-klingende udgave end på hans Ectotherm-debut, “Patterns of Susceptibility”. Den mest markante forskel er et kursskift fra den dystre, noise-inspirerede produktion på debuten hen imod en nyfunden elegance med fokus på melodi. Det kan man særligt høre på den adrenalinfyldte progression i titelnummeret.

EP’en bibeholder dog stadig en del af det urovækkende, der kendetegnede flere af numrene på den forrige udgivelse – hvilket er lidt af en bedrift, når musikken bevæger sig i et ikke ubetydeligt 130-140 bpm-leje. Det sker dog på forskellige fronter, hvor titeltracket f.eks. er helt gennemført rave-orienteret, men til gengæld knap så industrielt klingende og med en næsten trance-agtig melodi. Pladens andel del er lige så tempofyldt, men med rumlige, kølige synths, der emmer af mørke.

Nogle vil også genkende Martin Schacke som bagmand for det ligeledes københavnske label Moral Defeat, og der kan da også trækkes flere paralleller hertil. Forbindelsen til selskabet – der bevæger sig i spændingsfeltet fra fetichistisk, voldelig harsh-noise til nihilistisk ambient – skinner rent æstetisk igennem på et nummer som “Life is Absurd”, der også står som den mest åbenlyse videreførelse af “Patterns of Susceptibility”-lyden. Det føles meget som en tempoopgradering af den ekkofyldte industrielle lyd, Schacke dyrkede på tracks som “Cavern Search” eller “Moss-Covered Structure”, og det føles om noget endnu mere paranoidt og ildevarslende.

På B-siden finder man “A Future Not Materialized”, der i undertegnedes øjne er højdepunktet. Det er lige dele rave-målrettethed og udnyttelse af techno-tempoets styrke par excellence til at oversætte helt grundlæggende vilkår i følelser, på samme måde som kunstnere i andre genrer (f.eks. Monolake eller Burial) har lydliggjort urban fremmedgørelse og rodløshed via hastighed. Ud over det åbenlyst futuristiske i titlen gør musikken det svært ikke at drømme om neon-oplyste superbyer i en ikke så fjern fremtid, hvor alt bevæger sig i digitale hastigheder, der forhåbentlig kan matche tempoet på tracket. Som sådan imiterer titlen præcist idealismen i trackets lyd, hvor den rent abstrakte forståelse af tid kontrasterer det materielles potentiale, hvorfor det insisterende tempo er helt afgørende for at markere fremgang og hårdhed på trods af en dybereliggende stemning, der indeholder langt mere sårbare elementer.

Info: “Make Them Remember” er udkommet på Ectotherm.