Scott Walker & Sunn O))) – En 70-årig yankee og et skru-op and beyond-orkester anmeldt af T.S. Høeg
Af T.S. Høeg
Scott Walker and Sunn O))). “Soused.”
De fleste aner stadigvæk ikke, hvem Scott Walker er, hvor imod de nok kender til David Bowie, som inspirations- og stemmemæssigt kan lyde som snydt ud af næsen på førstnævnte.
Bare lyt til seneste “Next Day”‘s sidste nummer: “Heat”. Nite flights.
Andre mere indforståede siger bare: Scott og måske ved kun de endnu tredje, hvad det egentlig drejer sig om: Kom helt ind i tingen, også selvom det netop kræver det meste af ens eget liv: Kunsten. At gøre.
At opridse en kunstner som karrieremæssigt er gået fra toppen til bunden, hvoraf top til bund kun er afstukket af samfundets regler.
Men hvem tør vende en ellers succesrig kommercialitet ryggen, når den var eller er der?
Eller er det heldigt aldrig at komme i nærheden?
I hvert fald alt andet end: The Middle of the Road (MoR).
Den nu over 70-årige yankee, Scott Engels, tog med sine to fiktive Walker Brothers over til England, hvor de pre-Beatles blev the-talk-of-the-town, ikke mindst fordi især denne forsanger Scott med sit store vokalorgan kunne blafresynge tøjet af enhver.
Den første fancraze krævede, at en engelsk betjent, a bobby med papmerce-hat, sagde:
“Hold your horses” til de hujende især pigemasser, hvorpå de slog hatten af ham. Uhørt, politiet havde aldrig oplevet noget lignende og måtte derefter sende hele to betjente, hvorpå det samme fancraze optrin skete.
De ville have Scott, men efterhånden ville han på den måde ikke have dem.
Han blev simpelthen træt af the fancraze og valgte gradvis langsomt at gå den modsatte vej med først de ellers storslåede album fra sen-60’erne og ind i 70’erne: “Scott #1″og så fremdeles “2”, “3”, “4” og så “‘Til the band comes in” som enhver lettere fremmelig musikelsker kan lytte til.
Det gælder også de sjældnere album: “Sing songs from his T.V. series”, som han faktisk havde, men som pga sin akavede generthed kun varede en kort stund, og “The Moviegoer” med favoritsange fra, ja, film. Der er mere rundt om i krogene, men det må være for de helt nysgerrige.
Siden med årtier imellem kom så de mere og mere lytterkrævende udgivelser: “Hunter” (1983), “Tilt” (1995), “Drift” (2006) og senest “Bish Bosch”(2012).
“Mr. Walker, what have you been doing in all these years?”
“Watching people playing dart.”
I alle disse mange år har det desuden været nærmest umuligt at få ham til at optræde live, og han har på ingen måde kastet sig i grams for noget som helst andet end nogle få velvalgte soundtracks, lidt kuratorvirksomhed og en anelse modvilligt at deltage i en portrætfilm om sig selv: “The 30th Century Man”.
Forfatteren Samuel Beckett skrev i hele sit liv, men med tiden kortere og kortere og mere og mere præcist, for til allersidst i “Stirring Still” at skrive: (Første linie): “One night as he sat at his table head on hands he saw himself rise and go.” (Sidste linie): “Oh all to end.”
Sådan er det med visse kunstnere, hvoraf Scott Walker tilhører den kategori, mens andre dør eller bare fader ud og andre igen i deres livs efterår bliver endnu flittigere.
“Steady” er en anden tilstand.
Men huhej allerede nu i 2014 udkommer så noget overraskende albummet: “Soused” i samarbejde med de langt yngre musikere i metaldrone- og skru op and beyond-orkestret: Sunn 0))).
Det er blevet til 5 godt og vel 10 minutter lange numre: Brando, Herod 2014, Bull, Fetish og Lullaby, hvor bandet spiller, som de gør, mens Scott gør sit med denne sin dramatisk højstemte stemme, der enten sireneagtigt lokker dragende til sig eller får lytteren til at lukke ørerne og skynde sig videre væk.
Men det er i hvert fald lykkes Sunn 0))) at få Scott Walker til at indvillige. Hvordan? Og er de nu et backingband, der kan få lokket Scott Walker tilbage på en scene?Det lyder godt nok som et Scott Walker-album, fordi han fylder så meget, men mens hans egne album er nærmest hyper-kontrollerede, bidrager Sun O))) med en mere flosset og såkaldt “håndspillet” kant. Samarbejdet fører mig i hvert fald først til noget andet og siden til sidst i seng, hvilket for mig er et godt tegn.
I skrivende stund har jeg kun haft mulighed for at høre “Soused” i dette til det dårligere fremskridts mp3-format, hvis kvalitet kan beskrives med Faster Fedbergs ord til mig i en radioudsendelse, hvor vi spillede yndlingsmusik for hinanden: “Det er det samme som at tvinge mig til at bo sammen med Cirkeline i en tændstiksæske,” så jeg vil se frem til at sidde med vinylalbummet foran fars eget anlæg, men: Now off to Ethiopia forbliver jeg TS Høeg, Vesterhood, oktober 2014.
Info: “Soused” er ude på 4AD.
