Shellac – Tre triumferende aber, der løfter hinanden i det uendelige
Af Anders Thode
På coveret til det amerikanske rockband Shellacs nye plade, “Dude Incredible”, er afbildet en abe, der triumferende løfter en anden abe over hovedet. Aberne står på en betonkant, der er hævet over, hvad der ligner et fiskerleje i et eksotisk land. Skulle essensen af Shellac illustreres på lignende måde, ville der i stedet for to være tre aber, der simultant løfter hinanden over hovedet i triumf foran et hav fuld af eksotiske rytmisk vuggende både.
Der er nemlig noget triumferende over Shellac. Hvert anslag på bas, guitar og tromme er en sejr over det sejlende, det eksotiske, det tilfældige og det uordentlige. Hvert anslag er nøje udtænkt og udført med samme brutalitet som tre aber, der løfter og supplerer hinanden i det uendelige.
Shellac udgav sin første plade, “At Action Park”, i 1994, og efterfølgende er der udkommet fire regulære album. Det interessante ved pladerne er, at de alle sammen sagtens kunne have været udgivet i 1994 – og såmænd også i 2000, 2014 eller 2020. Guitaristen Steve Albini har nemlig ikke blot en markant guitarlyd – han er også en af nyere tids mest bemærkelsesværdige rockproducere. Han var med til at forme 90’ernes rock-, grunge- og posthardcore-lyd gennem sit arbejde med plader som bl.a. Pixies’ debut, “Surfer Rosa”, og Nirvanas sidste regulære udgivelse, “In Utero”. Og ej at forglemme vore hjemlige 90’er helte 18th Dyes album “Tribute to a Bus”.
En tidløs lyd, der gør mere ud af at gengive de respektive bands faktiske lyd end at pakke den ind i effekter. Han arbejder klogt med mikrofonplacering og indspiller i store rum frem for at tilføje produktionerne rumklang efterfølgende. Derfor er man aldrig i tvivl, når en plade er produceret af Albini.
Faktisk er der hele to legendariske producere i bandet, da bassisten Bob Weston også er kendt for sine evner bag en mixerpult. Disse evner kan bl.a. høres på det amerikanske indieband Sebadohs mesterværk “Bakesale” fra, ja, 1994.
Den huggende tørre lyd, man finder på Weston- og Albini-producerede plader, er en integreret del af Shellacs udtryk. Det er i høj grad en lyd, der er formet af de tre involverede musikeres fantastiske sammenspil samt deres valg af instrumenter og forstærkere. Dette er lyden af rigtig metal, ej at forveksle med heavy metal. Både Steve Albini og bassisten Bob Weston spiller nemlig på guitarer af mærket Travis Bean, der er delvist konstrueret af aluminium. Trommeslageren Todd Trainer spiller ikke på trommer af metal, men han spiller med en minimalistisk intensitet, der til tider kan sidestilles med et hårdt slag på kindbenet med et aluminiumsbat.
For de tre travle bandmedlemmer er Shellac i høj grad et fritidsband, der indspiller og spiller koncerter, når de ikke lige har andet på tapetet. De ferierer og spiller koncert hvert år i Barcelona på festivalen Primavera Sound, men derudover er det sjældent, at Europa har glæde af deres besøg. Derfor er det også nærmest uhørt, at de nu spiller hele to koncerter i Danmark. Et ord som mødepligt kan ikke siges nok i denne sammenhæng.
Info: Shellac giver koncert den den 30. og. 31 oktober på henholdsvis Jazzhouse i København og Atlas i Aarhus. Det nye album “Dude Incredible” udkom den 16. september.
