Soho Rezanejad – At lade magien flyde ind i dystopien
Soho Rezanejad “Torino” (Silicone Records, 2019) – anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen
Soho Rezanejad gør altid sit arbejde grundigt. Intet ved hendes udgivelser er halvhjertet: Musik, videoer, promotion og koncerter – alt virker gennemarbejdet og kontrolleret. Fra selvudgivelse til ambitiøse tværmediale projekter. På mange måder står det i ret skarp kontrast til den måde, eksperimenterende miljøer normalt fungerer på, hvor det amatøristiske fejres, og fokus er på høj udgivelsesfrekvens. Rezanejad konceptualiserer og eksekverer kompromisløst.
En af hendes styrker i denne henseende er hendes evne til at vælge de rigtige samarbejdspartnere. Om det er som medlem af Lust for Youth, i valg af videoinstruktør eller sidste års remix-udgivelse “The Idealist Compilation”. Hendes nyeste udgivelse, det audiovisuelle album “Torino”, er bestemt ingen undtagelse.
Værket består af seks numre med en 30 minutter lang tilhørende video lavet i samarbejde med kunster og instruktør Kamil Dossar, der også var inde over videoerne til albummet “Six Archetypes”. På lydsiden gæster bl.a. Astrid Sonne, Anton Rothstein og poeten Nat Marcus albummet.
Torino er en sælsom rejse gennem et mytologisk og dog intimt landskab. Et impressionistisk drømmesyn af overlappende billeder, tegnede figurer og grynet HI-8 billedkvalitet.
Musikken har i høj grad ‘soundtrackkvalitet’ i den forstand, at de forskellige numre føles som en slags tableauer. Langsomme opbygninger af retro-futuristiske synths, reallyde og digitale nylonstrenge. Kun få rytmiske elementer titter frem hist og her, og man har generelt fornemmelsen af, at billederne er værkets rytmiske skelet. At deres langsomme puls bærer tonerne.
Modsat tidligere udgivelser er Rezanejads vokal ikke i fokus på “Torino”. Størstedelen af albummet er instrumentalt, og Rezanejads stemme optræder mere som replikker, der understøtter billederne. Som klageskrig og ritualistisk messen.
‘Fortællingen’ er centreret omkring to engle, Anahita og Torino (spillet af henholdvis Rezanejad selv og Nat Marcus). Omkring deres adskillelse og længselsfulde søgen efter hinanden. Disse to liminale karakterer er portrætteret i elementerne vand og jord, der optræder som gennemgående metafor i værkets billed- og lydside. Men de er også portrætteret i kroppe i senge ved vinduer. Ufokuserede billeder af to menneskers intimitet. I Rezanejads vokal, der klagende gentager: “To-ri-no”.
Anahita er, foruden navnet på en old-iransk gudinde associeret med vand, fertilitet og visdom, også et pseudonym Rezanejad benytter af og til. Det er selvmytologisering og en måde at vikle sin virkelighed ind i den mytologiske fiktion, der opstilles i “Torino”. Hendes iranske rødder spejlet i Anahitas navn, et ulykkeligt kærlighedsforhold i fortællingen.
For mig står længsel mod fortiden som et centralt motiv i Torino. Både på et formelt og tematisk plan. De nostalgiens markører og erindringens dynamikker, Mark Fisher så smukt har teoretiseret, er til stede overalt. Stilhed, der fyldes af båndstøj, synthezisernes nostalgiske 80’er-fornemmelse og måske vigtigst: billedkvaliteten. Hi-8 kameraets udviskede univers. Mindelser om VHS-bånd, der for os, som er vokset op i 1990’erne, er erindringens visuelle udtryk. Ekkoer fra dengang, vi ikke var helt kognitivt bevidste; et dengang, der kun er fragmenter tilbage af. Den grynede kvalitet, der lå som et filter over tidens billedkult. Det er som at se på selve fænomenet at mindes, ikke at mindes noget specifikt, men selve handlingen at mindes. En handling, der synes central for en generation, for hvem verden fremstræder ikke blot forskruet, men direkte fortabt. Neoliberal, inhuman og overophedet.
Længslen manifester sig også på det indholdsmæssige plan i “Torino”. Den manifesterer sig i værkets endeløse række af spirituelle henvisninger: englene, de fire elementer, kirkerum, labyrinter og okkult litteratur. Det høres i musikkens svagt new age-klingende undertoner. I Marcus’ recitation af 1100-tals mystikeren Hildegard von Bingens ord. Det er ikke en stringent forfølgelse af myto-religiøse spor, snarere et miskmask af pejlemærker i marsklandet mellem det håndgribelige og det uhåndgribelige.
Denne dyrkelse af okkulte bliver der flirtet gevaldigt med i den kreative klasse i øjeblikket. Astrologi og krystaller er mainstream, heksefiguren kobles evigt tættere til feminismen, performances klinger af hedenske ritualer. Det er en afvisning af en moderne verden, hvor lægevidenskaben også er Big Pharma, og hvor teknologisk fremskridt er samtidig destruktion. Et sted mellem eskapisme og opbyggelig søgen mod alternativer. En higen tilbage til en verdensorden, der tillod magiens tilstedeværelse i menneskenes verden. Lod portaler til det himmelske stå åbne.
Så selvom pressemeddelsen til Torino indeholder en håndfuld meget specifikke henvisninger til fordums magi, slår det mig, at det nærmere er idéen om denne, der er interessant for Rezanejad og Dossar. Et virvar af perioder og metodologier præsenteret som fragmenter. En åbning af portalen. På klem. For at lade magien flyde tilbage ind i dystopien.
Info: “Torino” udkom den 20. maj på Silicone Records.
