Sortlegeme – Mellem Starcraft og swampcorens kald
Sortlegeme – “They Are Many” (Barkhausen Recordings, 2023) – anmeldelse af Simin Stine Ramezanali
Efter at have sat et betydeligt præg på den danske undergrundsscene med udgivelser på labels som Moral Defeat, Katharsis og Perfect Aesthetics, lover Jeppe Dalsgaard Andersens seneste album som Sortlegeme, “They Are Many” at være et eftertænksomt dyk ned i svampede soniske territorier. Andersens inspiration fra spilverdenen og hans kærlighed til synthesizere tilføjer et lag af kompleksitet til fortællingen. “They Are Many” er ikke kun en musikalsk oplevelse, men også en erklæring af kærlighed til elektronisk eksperimenteren.
EP’en begynder med “Countless Eyes”, hvor polyrytmiske synth-linjer væver sig ind i et hypnotisk tæppe. Det føles som at være vidne til en repetitiv dans, hvor instrumenterne, som mest bare er synths, kolliderer som tektoniske plader og lægger sig oven på hinanden som lagkagebunde med en mere og mere crescendo fornemmelse, der, første gang jeg lyttede til det, faktisk var ret ubehageligt.
I sin pressetekst nævnes det, at et af temaerne og inspirationerne for musikken er undren over, hvad vi mennesker vil efterlade her på jorden efter at have udslettet os selv. Derfor accepterer jeg, at Andersen selvfølgelig er nødt til at forsøge at udslette eller nulstille mig (nu hvor jeg ikke egentlig havde tænkt mig at gøre det selv), før jeg kan være med på præmissen. Følelsen af at blive nulstillet som lytter opstår ved, at musikken i starten stresser og overvælder mig, det kræver lidt hengivelse for at jeg lader mig flyde hen og også kan opleve det smukke. Denne ubehagelige fornemmelse af overvældelse, blandet med det indre billede af jordens og pladernes bevægelser, sætter stemningen for EP’ens tema og udfoldelse.
“Incubation Caves” folder sig ud som det næste kapitel, hvor lyden stiger fra fundamentet af forrige track, og Sortlegemes håndværk og fremgangsmåde i produktionen bliver yderligere tydelig for os – flere og flere lag af lyd tilføjes løbende. Alligevel er “Incubation Caves” mere luftig og let at være i sammenlignet med det foregående nummer. Titlen på nummeret er meget passende, for det er netop som om, at han inkuberer lydene og skaber en sonisk livsform i et mystisk rum, der venter på at udfolde sig for lytteren. Nummeret har en blid melankoli over sig, en repetitiv synth-tone, der lyder som, at en forvrænget saxofon kalder i det fjerne, mens synthfladerne lægger et luftigt fundament.
Midt i denne soniske tur tager “Never Alone, Always Many” en drejning mod en skarpere lyd, men bibeholder stadig fundamentet af de luftige flader. Her fornemmer jeg en subtil konflikt mellem ensomhed og overflod, og Andersens fascination af synthesizere træder endnu mere frem. I sin egen pressetekst nævnes computerspillet Starcraft, der også har været en inspiration tilstedeværende ven under tilblivelsen af “Never Alone Always Many”, Jeg hører også elementerne som et bestemt nik til gaming, lyddesign og musik til spil. Med lidt god vilje kan man også høre de bagvedliggende lyde, som foley til en større scene, det er ved at udspille sig. Jeg får meget stærke associationer til soundtracket til serien “Stranger Things”, der foregår i firserne og også forholder sig til menneskets møde med ikke-menneskelige arter.
Musikken ebber ud, flyder og falder som tidevandet til et stillestående klart vandspejl.
“Drowning in the Swamp” introducerer nogle hjemsøgende sentimentale string-akkorder, der insisterende presser på og igen er tro mod et af EP’ens kendetegn: intens opbygning og langsom nedpilning. Jeg kan ikke lade være med at få associationer til det tidspunkt på natten/morgenen, hvor festen er gået på hæld, pga. synth-melodien, der minder mig om noget, som også kunne fungere i nostalgisk techno. Musikken ebber ud, flyder og falder som tidevandet til et stillestående klart vandspejl.
“Spawning” markerer et introvert og dystert vendepunkt i lyden med den kradsende white noise, der lyder både som vand, tv støj og stemmer fra dybet. Kontrasten mellem den syntetiske krystalklare synth i nummeret og det mere udefinerbare stoflige og dronede backdrop klæder EP’en rigtig godt. Hvis vi skal kigge på EP’ens tema og de ord, Andersen selv har knyttet til udgivelsen, så er det også på “Spawning”, at jeg klarest kan høre denne reflektereren over “et efter” menneskets selvdestruktion, genfødsel og overlevelse som opportunistiske arter – måske aliens – der spirer frem fra ødelæggelse.
Albummet kulminerer i “Death Cult”, hvor synthesizerne bevæger sig pumpende mod et dybt tomrum, symboliserende den uundgåelige afslutning på den soniske rejse. Her inviteres jeg som lytter til at konfrontere eksistensens skrøbelighed, og det bliver tydeligt for mig, at Sortlegeme har fundet kærlighed i at komponere med målet om at overvælde – og måske endda også kommer fra et overvældet sted.
På tværs af kunstformer er der en tendens til at udforske ambivalensen i sumpens natur – et sted for både forfald og genfødsel.
I et bredere kunstnerisk landskab forsøger albummet også at skrive sig ind i en (ikke helt ny) trend inden for samtidskunsten og internet-subkultur (døbt soggy eller swampcore), hvor fascinationen af sumpen som et symbolsk og æstetisk element vinder terræn. Den soniske sump i “They Are Many” synes at korrespondere med netop den interesse for sumpen som en metafor for kompleksitet, udfordringer og muligheder i det moderne samfund. På tværs af kunstformer er der en tendens til at udforske ambivalensen i sumpens natur – et sted for både forfald og genfødsel. Den soniske sump bliver derfor ikke blot et sted i musikken, men også en refleksion af en bredere strømning inden for samtidskunst, der omfavner det uudforskede, det komplekse, det paradoksale og kryptiske – sumpen som scenografi for fabulerende og eskapistisk swamp-building.
Det er dog i højere grad udgivelsens leg med polyrytmik, gaming-associationer og sonisk overvældelse, der gør størst indtryk på mig, snarere end det tematiske afsæt i ‘sumpen’. Lyden er i mine ører for syntetisk og for u-taktil til, at jeg føler, jeg står i en sump og betragter væsner, bakterier og ukendte arter. Dermed ikke sagt, at dette take på sumpen som tema og metafor ikke er interessant som lytter; jeg havde Andersens egen pressetekst og black-metalliske swamp-coverart til at lede mig i den retning, men uden det var jeg landet et andet sted, længere oppe i rummet blandt aliens og sorte huller.
Info: “They Are Many” udkommer den 16. februar på Barkhausen Recordings. Der afholdes album launch for udgivelsen på H15 i morgen, d.8.
