Passive/Aggressive

SØS Gunver Ryberg – En vekselvirkning mellem atmosfæriske kompositioner og skarptskydende rytmer

Kritik June 29 2018, af sandra SØS Gunver Ryberg © Emil Hornstrup Jakobsen

SØS Gunver Ryberg “SOLFALD” (Noise Manifesto, 2018) – anmeldelse af Ida Selvejer Faaborg

SØS Gunver Rybergs nye ep, “SOLFALD”, består af seks eksperimentelle numre, som skiftevis bevæger sig fra smukke og atmosfæriske kompositioner til insisterende og ubarmhjertigt hårde technobeats, der omfavner Rybergs mange facetter som komponist og lydkunstner.
Udgivelsen rummer bl.a. optagelser fra live-performances og manipulerede feltoptagelser som f.eks. på åbningsnummeret ”Kredsløb”, der er skabt udelukkende af lyde fra elektromagnetiske felter i Operahuset i København. Her danner SØS Gunver Ryberg med det samme et lydligt rum og en meget kropslig lytteoplevelse, da disse lyde nærmest cirkulerer rundt om lytteren og giver en fornemmelse af at blive omsluttet af en elektrisk strøm.

To af numrene på EP’en er oprindeligt skabt til ”Eurydike”, der kan beskrives som en kombination af en AR-kunstinstallation, musikteater og et “real life game”, som instruktøren Evelyn Hribersek beskrev det. Også disse numre har en meget rumlig dimension over sig og indeholder også en omhyggelig undersøgelse af tekstur og klang. “Another State_Eurydike” skaber både en dunkel og svævende stemning ved synthesizerens hårde slag, der sender ekkoer og rystelser gennem hele nummeret. Intensiteten og atmosfæren trækker tråde til navne som Ancient Methods, Silent Servant og Vatican Shadow, om end med en markant nedpitchet rytme, der strækker hvert slag og skaber en vanvittigt nuanceret tekstur. “Dead Space_Eurydike” indledes med smukke, melodiøse toner, der svagt stiger i lydniveau og erstattes af en synth, der hvislende og alarmerende strækker sig ud og til sidst stilner af.

Mellem disse mere organiske og symfoniske former finder man numre bestående af mekaniske og skarptskydende trommerytmer. Med den billedlige titel ”Op ad dybet” stiger en skudsalve af slag langsomt i intensitet og niveau, indtil nummeret nærmest bryder op over overfladen, og de mekaniske slag bliver mere hårdtslående og svagt ændres i rytme. Igennem nummeret vrister den mekaniske rytmik sig også mere og mere fri fra en hvæsende og forvrænget lyd, der konstant resonerer i baggrunden. På ”Lazayak” finder man et skarpt technobeat, der nærmest kører fra start til slut, og som igennem nummeret bliver akkompagneret og opbygget af forskellige insisterende, rytmiske komponenter, der danner et altomsluttende hele.

På ”Dispersion”, EP’ens afslutningsnummer, bevæger en flakkende synth sig nærmest rundt i cirkler, ledsaget af en ekkofyldt trommehvirvel og klangfulde toner fra et strengeinstrument. Disse forskellige lydlige elementer vikler sig ind og ud af hinanden og efterlader lytteren med en atmosfærisk og fuldstændig betagende lydlig afslutning på værket.

Denne vekselvirkning mellem energierne og strukturerne i de forskellige numre gør, at man som lytter spændt og opmærksomt holdes fast, idet man konstant bevæger sig mellem forskellige sinds- og kropstilstande. Med “SOLFALD” har SØS Gunver Ryberg skabt et kompromisløst og dragende værk, der manifesterer hende som en af de mest banebrydende og genretrodsende elektroniske komponister, vi har i Danmark.

Info: “Solfald” udkommer i dag på Noise Manifesto. På samme label har SØS Gunver Ryberg tidligere medvirket på den anden udgivelse i den kollaborative Decon/Recon-serie sammen med Aïsha Devi, Rose og Paula Temple.