Passive/Aggressive

Colin Potter – Fandenivoldsk minimalisme svøbt i nødvendig kassettebåndsæstetik

May 19 2017

Colin Potter

Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad.

Denne uges indlæg i Det Glemte Guld zoomer ind på debutudgivelsen fra Colin Potter (Nurse With Wounds/Current 93) “The Ghost Office” fra 1980, der blev genudgivet tidligere på året. Selvom vi i 2017 oplever, at genreskellene er mere opblødte end nogensinde, så viser “The Ghost Office”, at ‘Berlinmuren’ mellem krautrock, post-punk, techno og elektronisk minimalisme allerede tilbage i 1980 var opløst. Og selvom vi i 2017 i alt overvejende grad synes at diskutere mp3-er vs. vinyl, så viser “The Ghost Office”, at kassettebåndet har sin egen berettigelse i musikhistorien. I såvel 1980 som i dag.

I løbet af de sidste par år har der været en stigende interesse for den britiske DIY-musiker, pladeselskabsmand og studietekniker Colin Potters tidlige kassettebånd, der således er blevet genoptrykt i diverse formater på forskellige labels. Denne nyfundne interesse for de tidlige Potter-udgivelser kulminerer i år med Potters debut-båndudgivelse, “The Ghost Office”, der viser en ung og visionær DIY-kunstner, der bruger formatet kassettebånd og begrænsningen som en mulighed for at skabe et selvstændigt kunstnerisk produkt. Potter er i dag muligvis mest kendt for at være tekniker og livemusiker for Nurse With Wound, men i kraft af de sidste par års genudgivelser af hans tidlige kassettebånd, er der blev skabt en stærk fortælling om den engelske electro/punk-DIY-scene i slut-70’erne/start-80’erne, og hvordan en musiker som Colin Potter bryggede på nye musikalske landvindinger i grænselandet mellem den tyske krautrock, den amerikanske no wave og elektronisk minimalisme. Alt sammen med et ret unikt strejf af en art pop-sensibilitet badet i fandenivoldskhed og dystopisk humor (“Everybody dance/while the world falls apart”). Læs resten

Emily Reo – DIY-drømmepop med lo-fi-charme

Blog April 19 2013 530862_640084009680_1617579923_n

Mens Beach House nærmest er blevet mainstream (sagt med al kærlighed og respekt for Baltimore-duoen), er der fortsat beslægtede musikere, der holder søvngængergryden i lo-fi-kog i undergrunden. For eksempel amerikanske Emily Reo, der igennem flere år har udsendt kassettebånd via det nu hedengangne label Breakfast of Champs.

Nu er hun aktuel som initiativtager, producer og bidragyder til en otte numre lang splitudgivelse, Clubhouse Split’, med tre andre musikalsk beslægtede kvindelige musikere (dvs. to numre til hver): Yohuna, Brown Bread og MoonLasso. Fællesnævneren er DIY-synthesizerpop med knasende lo-fi-charme og dunkle undertoner af industriel fremmedgjorthed, om end Emily Reo virker mest interessant og flyvefærdig. Læs resten

Flying Nun – fem forårsanbefalinger til fuzz-tømmermænd

Blog April 17 2013

sneaky feelings
(På billedet: Sneaky Feelings)

Af Niklas Langeland Pedersen

I udkanterne af alternativ populærmusik vrimler det fortsat, her i foråret 2013, med fuzzede, mere eller mindre egensindige psych- og garage-revivalister og svampeskuds-romantiserende 60’er-genfærd. 13th Floor Elevators, Stooges og deslige har leveret en tilsyneladende næsten uudtømmelig grundformular på, hvordan man skærer et stykke med tidløs, cool og euforiserende rock-tærte – stadigvæk.

Dette skal ikke forklejnes i en tid, hvor tanken om det ”kontemporære rock-band” med klassisk ‘guitar, bas og tromme’-opstilling er et eller andet sted mellem ikke-eksisterende og sprunget fuldstændig i luften, og hvor mange af de rundbrillede revivalister desuden er helt fremragende og uimodståelige med blandt andre folk som Ty Segall og White Fence på toppen af kagen. I tidens ophobning dukker der – ”heldigvis” er alligevel ordet – også bands op, der suger fra andre kilder, der hylder en helt anderledes tilgang til det at spille guitardrevet popmusik.

I dén frontlinje står bands som Real Estate, Twerps, The Babies og Nodzzz for enden af en streg, der ofte trækkes tilbage til Television, Felt, The Go-Betweens og Galaxie 500, men som ligeså direkte kan trækkes tilbage til den ”Dunedin Sound” det newzealandske pladeselskab Flying Nun Records fremelskede i selskabets tidlige år.

Flying Nun blev dannet i 1981 af Roger Shepherd, med Chris Knox fra Tall Dwarfs som en væsentlig figur. Shepherd var den bløde initiativtager, der ønskede at imødekomme bandsenes ønsker, mens Knox var en slags uofficiel og selvudnævnt æstetisk label-betjent, der kæmpede for at opretholde den punk- og lo-fi-puritanistiske linje i selskabets udgivelser. En linje, der på den ene side resulterede i en ikonisk lyd og på den anden side holdt et selskab kørende, der blev drevet uden nogen som helst form for forretningsforståelse eller økonomisk realisme af Shepherd. Læs resten

Mette Mareridt – …mens vi venter på apokalypsen

Blog December 20 2012

Det nye album fra Mette Mareridt er trods alt en af de smallere udgivelser her på P/A. Improkvartetten er nemlig aktuel med albummet “2012”, som udkommer på 1,44 mb floppy diskette i meget få eksemplarer. Udgivelsen har været 1 år undervejs, omhandler dommedag og udkommer fredag den 21. december, årets korteste dag.

Stilistisk lægger vi os op af elektroakustikken, en industriel rumlighed, mellemtone noise og det, der lyder som en masse lag af guitar og percussion, som først og fremmest er en menneskelig støj (improvisation). Hvor Mette Mareridt tidligere har bevæget sig i et legesygt univers med en klar struktur nummer for nummer, så er “2012” mere formfuldendt og lydfokuseret. Læs resten