Passive/Aggressive

Viet Cong – Bevidstløshedens puls

Blog November 15 2013, af passive/aggressive Viet-Cong1

Af Niklas Langeland Pedersen

Da guitarist Christopher Reimer på mystisk vis døde i sin nattesøvn sidste år, betød det et brat endeligt for det canadiske band Women. Kun to fremragende albums gammelt var bandet, der på den selvbetitlede debut fra 2008 og opfølgeren Public Strain fra 2010 ryddede en summende plads omkring sig selv og fyldte rummet ud med indadvendte, anspændte og intense Chad VanGaalen-producerede spøgelsesmelodier.

Rytmesektionen fra Women i form af trommeslager Mike Wallace og bassist Matt Flegel lagde under navnet Viet Cong tilbage i september måned et selvudgivet kassettebånd op på Bandcamp, der måske eller måske ikke bærer titlen Cassette. Båndets seks numre lægger sig med repetitive, mørke og skarpe guitarmønstre og en vitalt pulserende analog bund i logisk forlængelse af Women-pladerne. Og alligevel ikke helt. Selvom Womens “Black Rice” ramte lige ned i 2008- og 2009’s tilbagelænede surfpop-romantik var Women først og fremmest et mørkt, utilregneligt og bredtfavnende orkester. På nogle numre var de decideret math’ede, på andre uforsonlige i sylespidse støjudladninger og på tredje numre melodiske og nærmest romantisk storladne. Viet Cong virker i det lys lidt mere ukomplicerede uden overhovedet at kunne beskyldes for at være gennemskuelige.

Båndet lægger for med “Throw It Away”, der lyder som kvik og opløftende Manchester-post-punk anno cirka 1980, et perfekt gateway-nummer til at lade sig overbevise af Matt Flegels til tider Ian McCulloch-klingende vokal. De følgende numre er mere dystre og lever fint op til bandets eget goth-post-punk Bandcamptag. “Unconscious Melody” og “Oxygen Feed” er højdepunkter hvor Flegel folder sin mangefacetterede vokal ud ovenpå uforudsigelige og skarpe guitar- og synthsving. ”Nothing’s on the other side” messer Flegel på “Static Wall,” der er et mere psykedelisk skåret beat-nummer, der griber endnu dybere i referenceposen med britisk musihistorie og flyder ud med ”ooh-ooh” og ”doo-do-do-doo-doo,” som en mørkere opdateret udgave af The Hollies. Afslutningsnummeret “Select Your Drones”, genopliver Womens skarpeste øjeblikke og lader startens skrøbelige, nostalgiske og bedøvede bedrøvelse flyde over i krigstrommer, ængsteligt vibrerende bas-puls, hjemsøgende guitar-hyl og kampråb.

Info: Viet Cong Casette kan erhverves på Bandcamp til fem canadiske dollars, der ifølge en hurtig valutakonvertering mander sig ned til en petitesse af ca. 26.50 kr. Ifølge bandet selv har de en hel plade klar til udgivelse, der blot venter på det rigtige label. To be continued…