V/Vm – Genopstandelse, plunderphonics og et minde fra grillbaren ELLER: Mellem evig- og intetheden
Af Claus Haxholm
Engelske Leyland James Kirby er i dag en forholdsvis kendt musiker under bl.a navnet The Caretaker og arbejder i et felt omkring ambientmusik. Men før han lavede det, havde han et band og et pladeselskab, der hver især hed V/Vm og V/Vm Test Records, begge startet i 1996. Ofte havde udgivelserne (enten hans eget eller andres materiale, han udgav) et kunstpræg, altså som en social-aktivistisk tilgang til musikindustrien eller bare til måden, man indtager musik på, selvom det nok især var i første katagori. I 2008 stoppede V/Vm, og i nogle år lå udgivelserne i online-arkivet Vukzid, som siden er taget ned. Men for nogle måneder siden meddelte Kirby, at V/Vm (som band nok primært) er i fuld sving igen.
Jeg har glemt, hvordan jeg lærte V/Vm Test Records at kende, men jeg er ret sikker på, at det for mit vedkommende startede med de andre kunstnere, Leyland Kirby udgav (bl.a. About This Product, Goodiepal, Jansky Noise, Fast Lady), og ikke så meget hans egen musik under navnet V/Vm. Eller måske tager jeg fejl, for jeg forbinder også V/Vm med den tid, da jeg havde lært Cock E.S.P. at kende, eller måske bytter jeg om på tiden og på, hvad der er det ene, og hvad der er det andet. Hvilket passer meget godt til V/Vm’s måde at præsentere sig på.
Jeg kiggede meget på den side, der hed Brainwashed; dér må der have stået noget. Eller måske læste jeg noget i Geiger? Det, jeg husker, er netop fornemmelsen af skred mellem, hvad der er/var en udgivelse, stunt, branding, egen musik eller ren distraktion. Jeg husker grisemasken og de stærke farver – den hårdt opskårne digitale lyd og ikke mindst cuttet. Ja, eller V/Vm forsvandt ikke. Det stoppede bare, frøs fast, adieu.
Så var der kun Vukzid-arkiverne tilbage, og så forsvandt det hele, skåret ned, dynamit i bambussen og væk på traileren.
Her er et klassisk stykke med V/Vm:
Informationsmalstrømmen
Så kiggede jeg andre steder hen, og det må havde været efter nogle udgivelser, at jeg opdagede The Caretaker og slet ikke forbandt det med V/Vm. Men da det gik op for mig, hvordan de to hang sammen, var det både en overraskelse og et move, der egentlig gav meget god mening ud fra V/Vm-informationsmalstrømmen. For selvom Leyland stod for noget af det, jeg siden hen har tænkt på som præ-internet trolling (lige bortset fra at han var virkelig aktiv på nettet, så både præ- og i-fuld-gang-internet, at least, ikke sandt?), så har der jo stadig været stærke og radikale kunstneriske motiver og idéer bag – i hvert fald nogle gange (man kommer helt i tvivl) – og om ikke andet som en gennemgående, overordnet tanke, der er blevet twistet og drejet mere end et par gange, når der var behov for det.
Om det har været scam-Aphex Twin-udgivelser (måske V/Vm’s mest berømte udgivelse, da flere pladebutikker og lyttere rent faktisk troede, at “HelpAphexTwin” var en ny Aphex-udgivelse), eller turnéen med Coil (bl.a spillede de begge på Sonar Festival i 2000) – seriøsiteten eller manglen på samme har altid været et spændende sted at udforske. Og Kirby har arbejdet så dybt og intenst med det, at det i dag ser virkelig seriøst og konsekvent ud; en blanding af lyst og en type ambition, går jeg ud fra. Det kunne nogle måske også se dengang, men for mig gav det mig en meget håndfast oplevelse af netop det punkt, som Mike Kelly (the artist as a failure) også udforskede, ligesom Fluxus, nok mere ufrivilligt (for visse deltagere), også tog på opdagelse i det.
Det er et ømtåleligt område, der også stadig er et af de steder, der kunstnerisk føles spændende. Afgrunden. Eller bare skammen eller et sted imellem, som man igen ikke rigtig kan komme frem til, medmindre man virkelig får bygget sine informationschops op – ja, eller på en lidt omvendt måde får forvildet sig derhen. Nå, men det var jo så mere min egen investering i projektet.
Tilbage til V/Vm, som egentlig nok har optaget mig mere konceptuelt end klangligt, selvom det danner en god krydderbasis for meget af alt det andet, man propper i ørene; en snaps, der renser, eller en klump jord, der bare smager dårligt. Uanset hvad: en form for (klanglig) gen-kalibrering.
Plunderphonics
Da jeg senere stødte på Mark Leckeys Donateller-projekt, gav mine møder med V/Vm’s remixes af hits også pludselig mening på en helt anden måde. Til trods for at der er stor forskel på, hvordan og hvorfor de to projekter tager fat i populærkulturen, er der en form for referencepunkt (om ikke andet så for mig). Hvor det ene bærer en meget unuanceret kritik, og det andet er mere sofistikeret, bygger begge greb vel på en udvidelse af John Oswalds plunderphonics-teknik. Og alle tre giver sikkert en fuck for ordet kritik (så skal man måske have fat i Negativeland), men det er én vinkel at se det fra. En anden er måske mere kannibalistisk, og fair nok med det.
Her er en klassisk 7″ fra Donateller – linket virker stadig, hvor er det bare smukt!
Og her et klassisk John Oswald-track; så kan man jo selv bedømme, hvor der er lighed og forskelle, og om det betyder noget for andre, én selv, eller noget syvende.
Og selv når The Caretaker har kørt i et langt og konsistent løb, er der plads til lidt af den gamle stil, som her fra en performance for ikke så mange år tilbage, hvor der ellers længe ikke var sket ret meget V/vm-relateret.
Og nu jeg tænker over det, kan jeg ikke lade være med at tænke på den tour, Birds of Delay havde med de der amerikansk synthgutter, øhm, ja, Emeralds!? Ikke? Nå, men der var også en gnist, der var ret v/vmsk, og de udgav også pladen på Ultra Eczema, og den er virkelig god.
Jeg tror, mange/få/altså dem, der kom, følte, at de blev snydt for Birds of Delay, og netop det med at “snyde” folk for den æstetiske boks, de synes, man hører til i, er også et godt, klassisk V/Vm-move, selvom det også, da Kirby gjorde det, var en tradition. På stående fod ved jeg ikke, hvornår traditionen startede, men vi har jo både Henry Flynt og Tony Conrad med Jack Smith som nogle muligvis tidlige eksponenter i en meget lidt fri verden, om end der blev givet udtryk for det igennem take-it-easy-but-hey-fuck-we-can-make-the-world-a-better-place-pot?-you-say-pot?-ah-nice-yeah-ok-let’s-save-ehrm-some…-oh-eh-something-tomorrow-or-you-know-hehe-hey-the-world-is-a-fucked-up-place-and-this-probably-helps-right?-hippiekultur.
Men lige så snart nogle gjorde, som de ikke skulle, så var de nogle fucking backstabbere, ja-ja, hvad ved jeg, jeg var der ikke, men det var sikkert pænt tørt at jokke rundt i, men måske også vildt hyggeligt og rart (og ikke at i dag er bedre, saharatimes).
Nå, men det var den der Birds of Delay-tour – de tog bare en Macbook (hehehe, the ultimate no-go på den scene på det tidspunkt) med og et sæt spillekort med og spillede en kort drone, og så var der bare en kvindestemme, der gentog “snap”? Mens stemmen messede, spillede de 500 eller noget.
Nå, men tag det som en oplevelse, eller lad være. Der er måske grænser for, hvor længe det er sjovt, men lige dér syntes jeg, det både var sjovt og vigtigt at rokke lidt ved scenementaliteten.
Take me beef away (et minde fra grillbaren)
Jeg husker også, at Jonas har talt og tænkt sit om V/Vm, og hans beskrivelser ligger også meget godt i forlængelse af de muligheder, som den her slags musik kan give; sikke en grillbar at komme ind på, der spiller den slags musik:
“Tror, det var Bjarke Svendsen, der spillede en cd for mig, han havde fået tilsendt engang, hvor vi arbejdede på grillbar sammen i Århus, og jeg kan bare huske, hvor overdrevet fedt det var med det take på disse popnumre: Take My Beef Away og “Imagine” og disse tracks. De blev så skumle og off, nærmest visionært eller som en følelse, på simpel vis: underligt, det ikke var gjort før-agtigt, burde være gjort før, man havde selv gjort det før i hovedet. Så det ramte et hjemligt sted off, og så kom Youtube, så var de dér at finde, skønt skønt skønt sådan noget.”
V/Vm starter og stopper og starter og blander sig ind i det hele og spilder ned på kanten, uden at det nødvendigvis mangler præcision. Og det er måske også værd at tænke på. Jeg kender ikke alle deres udgivelser, jeg har fulgt lidt med på sidelinjen og ladet mig underholde og drømme/tænke af de ting, jeg er blevet mødt med fra de britiske hænder, og det er jeg glad for!
Info: Leyland Kirby har netop udgivet V/Vm “Between Nothingness and Eternity” (hvor han fortolker Tim Heckers album “Love Streams” fra start til slut) og The Caretaker “Everywhere at the End of Time”.
