Ying-Hsueh Chen – Ceremoniens grænseudvidende potentiale
Ying-Hsueh Chen – “Dark Radiance” (Dacapo, 2023) – anmeldelse af Mimmi Bie. Foto af Malthe Folke Ivarsson
Jeg må indrømme at solo-percussion ikke er min mest bevandrede genre. Alligevel var der noget ved Ying-Hsueh Chens kommende soloalbum Dark Radiance, der fangede min opmærksomhed. Den tawiaesisk fødte percussionist, performancekunstner og komponist har tidligere arbejdet med koncertprojektet Ancestrial Modernism, der søgte at udviske grænser for vores forståelse af tid, nationalitet og genrer, og allerede i titlen inspirerede projektet til et sådant opbrud. Chen arbejder tilsyneladende videre med denne sammenvævning af modsætninger på Dark Radiance. Det er ikke kun titlens paradoks, der pirrer min nysgerrighed. Den åbner også et spørgsmål om, hvordan et så visuelt billede kan komme til udtryk i lyd.
Ved at dykke ned i albummet står det hurtigt klart for mig, at musikkens visualitet er gennemgående, idet de mentale billeder flyder i en lind strøm for mit indre øje, mens jeg lytter. Måske er det manglen på den kontekst, det medfølger at beskæftige sig med et musikalsk fremmedartet udtryk, måske er mit kendskab til Ying-Hsueh Chens personlige historie, der inspirerer og orienterer min lytning. Hvorom alt er, flakker billederne frem under alle de otte improviserede værker, der udgør Dark Radiance. Numrene er optaget som one takes i Sankt Ansgards Kirke i det indre København, og jeg har et indtryk af, at kirkerummet binder oplevelsen af improvisationerne sammen til en samlet helhed. I hvert fald får jeg fornemmelsen af et særligt sonisk rum, hvor der virkelig er skabt plads til hvert enkelt lyd, hvert enkelt slag; fra det tyste og spinkle til det tordnende.
For hvert enkelt slag får jeg en fornemmelse af at komme tættere på lyden, fordi nye toner uafladeligt synes at åbenbare sig.
Åbningsnummeret “Machinery” vækker med et virvar af metallisk skramlende lyde, der synes at bevæge sig med irregulære repetitioner, tanker om en slags fremstillingsmaskine, der arbejder. Det er ikke til at sige, hvad denne maskine skaber, men det larmende udtryk, der intensiveres hen mod slutningen, hvor også tempoet sættes op, sætter albummet i gang med en kraftfuld, energisk dynamik. Ikke så snart er kaosset begyndt, før denne stemning sidestilles med sit absolutte modstykke. På nummeret “Meditation on One Buddhist Woodblock,” udforskes lyden af en enkelt woodblock, en såkaldt muyu, i alt sin enkelhed. Instrumentet er traditionelt en del af ceremonielle praksisser i Japan, Kina og Sydøstasien, og den taktfaste, dundrende lyd giver også her associationer til noget rituelt. De klangfarver, der vokser ud af instrumentet i takt med nummerets repetitive progression, er overraskende næsten anmassende i deres mangfoldighed. For hvert enkelt slag får jeg en fornemmelse af at komme tættere på lyden, fordi nye toner uafladeligt synes at åbenbare sig. Det giver en intens og hypnotisk lytteoplevelse.
Fortiden er allerede en del af nutiden, ligesom fremtiden er det.
Næsten alle numrene på albummet tager udgangspunkt i et enkelt instrument og dets udfoldelsesmuligheder. Den hypnotiske, tranceagtige oplevelse af lyden gør sig gældende igen og igen, fordi den sparsomme instrumentering koncentrerer oplevelsen i en sådan grad, at jeg føler mig transporteret ind i de mentale billeder af ceremonien. I albummets tilhørende booklet kan man læse, at Chen “væver fortiden ind i nutiden,” på Dark Radiance. Måske er det billede inspireret af sammenholdelsen af det rituelle i “Mediation…” og det industrielle eller maskinelle, der præger åbningsnummeret, og hvis stemningsudtryk går igen senere på albummet. Men hellere end at knytte det ceremonielle til en afgrænset fortid, der tages i brug igen, synes jeg, sammenblandingen af de forskellige elementer i højere grad peger på, at tidsligheden i sig selv altid allerede opererer på forskellige planer.
Fortiden er allerede en del af nutiden, ligesom fremtiden er det. På både “Nocturn” og “Dawn,” der med titlerne refererer til et vist tidsligt aspekt, føler jeg mig taget med på en bevægende, smuk rejse i et tyst landskab. På begge numre benytter Chen marimbaen og skaber en nænsom, vuggende harmonik, der bevæger sig ind og ud af opløftende og sørgmodige stemningslag. Lyden er blød og dæmpet, og synes på en gang nærværende og tilsløret; som at være ved at blive indviet i en hemmelighed, eller som en hjemsøgelse af noget endnu ikke defineret.
Med den sammensmeltning af perkussive elementer, der er på spil på Dark Radiance, sprænger Chen de begrænsende rammer, der knytter sig til skik og tradition.
Albummet rundes af med titelnummeret “Dark Radiance”, der er udgivelsens nok mest komplekse værk. Tamtam og stortromme er de bærende instrumenter, og i løbet af det godt seksten minutter lange nummer får en ceremoniel rytmik selskab af en polyfoni af klanglige udtryk, når Chen skiftevis gnider og slår på instrumenterne med forskellige genstande. Som modstykke til de to foregående numre afsluttes albummet med en mørkere sindsstemning, der peger tilbage på åbningsnummerets maskinelle lyde; denne gang mere i sammenspil med den ceremonielle rytmik. Med den sammensmeltning af perkussive elementer, der er på spil på Dark Radiance, sprænger Chen de begrænsende rammer, der knytter sig til skik og tradition. Med de otte improvisationer viser hun, hvordan det ceremonielle ikke kun forankrer lytteren i en traditionsbestemt uforgængelighed. Den ofte ceremonielt-klingende musik åbner for nye lyde, nye udtryk, nye veje. Det er det, vi får indblik i på Dark Radiance.
Info: Dark Radiance udkommer i dag via Dacapo. Releasekoncert og filmvisning for Dark Radiance afholdes i Koncertkirken den 29. oktober kl. 16.
