Klara Lewis – på sonisk strejftog gennem changerende klangrum i Dalarna, Baden-Württemberg og Konstatinopel
Af Mikkel Arre
At lytte til svenske Klara Lewis’ debutalbum, ”Ett”, er at træde ind i et vidtfavnende lydunivers under evig forandring. Ligesom hun selv har været på rejser – i bl.a. Sydtyskland og Istanbul – og indfanget stedernes lyd, sender ”Ett” lytteren på opdagelse i hvirvlende byrum, gennem nattemørke gader og ud i lysninger smykket med fuglekvidren.
Lewis tager afsæt i feltoptagelser og korte samples – russisk opera, et klirrende klaver, brudstykker af talte sætninger – og bøjer og bukker dem, så de bliver revet løs fra deres oprindelige kontekst og i stedet danner nye, på én gang sammenhængende og ustabile rum. Optagelsen af en muezzins kald til bøn bliver således loopet og vævet sammen med en skævt rumlende guitar, forvrængede stemmer og bagvendte samples. Alle elementerne kører i ring og giver en fornemmelse af hedeslag i flimrende varme gyder, hvis forvirrende snoninger bliver ved med at føre én tilbage til udgangspunktet.
“Ett” appellerer næppe til field recordings-puritanere. Det er mere musik end lydkunst (hvis den skelnen ellers giver mening), og Lewis bearbejder som oftest sine optagelser så meget, at de mister deres dokumentariske værdi og – med undtagelse af muezzinens messen – afkobles fra den geografi, de stammer fra. Scheer kunne lige så godt være Uppsala og omvendt. Det her er ikke nøgtern registrering, snarere en subjektiv sammenvævning af sanseindtryk. Det afgørende her er ikke, hvad Lewis hørte, men hvilke spor det efterlod i hende; en rejsedagbog med stemningsbilleder frem for datoer og destinationer.
Snarere end at lade sine lydkilder være nøgternt registrerende modellerer og integrerer hun dem i lydbilledet, og i varierende grad blander hun dem med rytmiske elementer. Det kan være bittesmå raslende grooves, mellembølgestøj i morsekodemønstre, kantede guitarfigurer i ujævne loops eller dub-agtige basgange. Selv om virkemidlerne er temmelig fragmenterede, er rytmikken ofte ret så insisterende – sine steder endda med et strejf af en slags postpunk. Uanset hvor taktfast musikken bliver, understreger feltoptagelserne og de svajende samples dog hele tiden dens tredimensionalitet: Rumligheden er vigtigere end rytmen.
Klara Lewis’ debutalbum fører lytteren på en fascinerende rundtur gennem soniske panoramaer med en imponerende spændvidde og dynamik i lydbillederne. Selv om hun er god til at holde igen og undgå at overlæsse numrene (tjek f.eks. det 12 minutter lange og formidabelt underspillede “Altered”), er der til stadighed nye detaljer at opdage i hendes urolige, omskiftelige klangrum.
Info: ”Ett” er ude nu på Editions Mego. Klara Lewis’ debut-ep fra 2012 kan høres i sin fulde længde via Bandcamp.
