Jvtlandt – Freejazzens idealistiske væbnere (interview)
Af Simon Christensen
Den ene bror er bosat i København, den anden i Japan. I seks år har Martin og Jonas Vognsen skabt et katalog med frisindet musik og japanske turnéer for bands fra kredsen omkring Yoyooyoy og Escho. Det er ikke forkert at sige, at brødrenes selskab, Jvtlandt, er på en endeløs rejse mod den ekstreme ende af impro-spektret med bands som Otomo Yoshihide, Ruins og Musik for Seks Elektriske Guitarer.
Men man kan også formulere det mere lavmælt. “Jvtlandt er et lille katalog af enkeltstående musikudgivelser, som vokser støt og roligt, så længe der er projekter, som vi har lyst og evne til at engagere os i. Lige nu har vi en håndfuld udgivelser i støbeskeen. Der er ikke noget overordnet koncept, hverken æstetisk eller ideologisk. Hver udgivelse kræver et vist engagement, og de udgivelser, der bliver til noget, er dem, der er i stand til at fastholde vores engagement. Så simpelt er det i virkeligheden,” fortællerguitaristen og grundlæggeren Martin Vognsen i et interview med P/A.
“Jeg kan ikke give en formel for, hvad der skal til for at tænde os, men som det første skal musikken have en form for livgivende kraft. Der er opstået en meget spinkel pladeselskabs-agtig struktur omkring de her udgivelser, og det er så Jvtlandt. Gennem årene har vi også af og til stukket fingrene i nogle koncertaktiviteter. Vi har bl.a. arrangeret turneer i Japan med Yoke & Yohs, Frisk Frugt, MX, Selvhenter og Musik For Seks Elektriske Guitarer, og lige nu arbejder vi på endnu et par turnéer med danske bands til næste år, og forhåbentlig en større Asien-tur med Meldgaard/Senju/Vognsen/Sakan, som gav koncerter for første gang i Europa i foråret.”
I skrivende stund mixer Martin Vognsen liveoptagelser med kvartetten med Boredoms-trommeslager Muneomi Senju, Anders Lauge Meldgaard, Iku Sakan og Vognsen selv. Jvtlandt planlægger også udgivelse med Otomo Yoshihide og Paal Nilssen-Love (live fra Jazzhouse) og en dobbelt-LP med den hollandsk/italiensk/norske trio Offonoff med master fra James Plotkin, som næsten er klar, som med Martin Vognsens ord er en “virkelig sprængfarlig udgivelse”.
Et stearinlys holdt op mod solen
“I 2006 var min medsammensvorne, Jonas, involveret i nogle Jazz Club Loco-arrangementer på Stubnitz med bl.a. Otomo Yoshihide, og vi undrede os over, at ingen ville udgive nogle optagelser, der blev lavet af en fantastisk koncert med bandet Emergency. På den måde gik det op for os, at der måske alligevel kunne være musik, der kaldte på at blive udgivet, selvom jeg i hvert fald personligt indtil da ikke kunne se nogen pointe i at udgive musik, hvad enten det var andres eller min egen. På et tidspunkt havde vi et stempel med en knytnæve, der holder et tændt stearinlys op mod solen. Det er måske et meget godt billede på ånden i Jvtlandt. Ret håbløst, når man analyserer det, men det skal man jo ikke nødvendigvis lade sig kue af,” fortsætter han.
Jvtlandts seneste to udgivelser (da interviewet blev lavet i 2013, red.) er en split-7″ med saxofonisten Hirose Junji og trommeslageren Yasuhiro Yoshigaki på den ene side og Yoke & Yohs sammen med guitaristen Kazuhisa Uchihashi på den anden, og et duoalbum med Martin Vognsen på præpareret dobro og den japanske saxofonist og Jvtlandt-kending Katsura Yamauchi. De to udgivelser ligger i hver sin ekstreme ende af impro-spektret. Kort før det udgav det lille pladeselskab det hidtil eneste album med Anders Lauge Meldgaards guitarsekstet, Musik For Seks Elektriske Guitarer, som, bare for at slutte cirklen, faktisk blev dannet på Jazz Club Loco.
“Hvis der er noget princip i det, vi laver, er det nok at stræbe efter så meget kunstnerisk frihed omkring vores aktiviteter som muligt. Absolut frihed findes ikke. Der findes fx ikke absolut økonomisk frihed. Spørgsmålet er i praksis, om vi helst vil være økonomisk afhængige af folk, der interesserer sig for det, vi laver – dvs. publikum – eller af mere eller mindre tilfældige udvalg, der uddeler gaver for andres penge. Vi hælder mod det første, uden at det ligefrem er et ideologisk korstog for os, og musikerne søger f.eks. tit selv støtte forskellige steder. Vi prøver hele tiden at finde en vej og lære af erfaringer. Det er så muligt, at der med tiden vil tegne sig et mønster i, hvad vi bruger den der berømte kunstneriske frihed til.”
P/A: Hvad er den japanske forbindelse?
MV: “Der er to hovedspor. Det ene spor er, at en af os bor fast i Japan. Derfor er det naturligt, at vi har en del japanske kontakter. Det andet spor går vel tilbage til en interesse for japansk alternativ musik, som opstod omkring 1993-4, hvor bl. a. John Zorn var central for en masse af den nye musik, vi opdagede. I 1997 tog vi til London for at høre Ruins. Utroligt skelsættende oplevelse. Året efter hørte vi, at de skulle arbejde med en danser i København. De endte med at bo hos mig en måned, og siden har de og mange andre japanske musikere boet hos mig, når de var på gennemrejse, og vi har hjulpet folk med at skaffe koncerter. Jeg har også arbejdet med nogle af musikerne omkring Otomo Yoshihide i forbindelse med deres koncerter på Stubnitz i 2006 og 2008, og de har siden været en uvurderlig kontakt i Japan. Ud over at de er nogle af mine favoritmusikere overhovedet, er de utroligt gæstfrie og hjælpsomme.”
P/A: Hvad var så skelsættende ved Ruins-koncerten? Hvad lærte du af den? Hvad gjorde den ved dig?
MV: “Mennesket har vel overlevet på en vis forsigtighed over for det fremmede – bær og dyr med mærkelige farver osv. Samtidig har der heldigvis sneget sig en god portion nysgerrighed ind i vores gener, og når vi først står midt i det fremmede og ikke er døde af det, holder det ret hurtigt op med at være fremmed. Det eksotiske fordamper ret nemt. Det, der så er tilbage, kan jo være alt muligt, men min pointe er, at det ikke længere er fremmed. På den ene side synes jeg, at jeg nogle gange kan komme tættere på musikken, jo færre referencer jeg har. Men hvis jeg så bare putter det i en kasse, der hedder “eksotisk”, er jeg jo næsten lige vidt.
Jeg tror, at Ruins ramte lige det rigtige sted. Selvom det var utroligt komplekst, var jeg f.eks. ikke imponeret af teknisk ekvilibrisme. Jeg anede faktisk slet ikke, hvad der foregik, og kunne derfor heller ikke vurdere, om det var “imponerende”. Jeg kunne bare mærke, at det var voldsomt intenst på en organisk måde, som jeg ikke havde oplevet før. Men det har aldrig faldet mig ind at forsøge at lave musik, der lød som Ruins. Til gengæld har jeg siden været utroligt inspireret af den måde, Yoshida har skabt en tilværelse omkring en totalt kompromisløs tilgang til sin musik.”
P/A: Hvad kan danske musikere lære af japanerne? Det er måske et dumt spørgsmål, men der må jo være noget, som bliver ved med at tiltrække dig ved at arbejde med japanere.
MV: “Ruins er Yoshidas musik, og Yoshida er japaner. Ruins er japansk musik, fordi det er spillet af japanere. Man kunne måske godt påvise en række statistiske korrelationer mellem særlige egenskaber og musik, der er spillet af japanere, men jeg interesserer mig ikke specielt for japansk musik eller sammenhængen mellem landegrænser og musik generelt, og det er ikke det, jeg tænker på, når musikken spiller. Danske musikere skal ikke lære noget bestemt af japanere, men mange af dem, jeg har lært noget af, er japanere, og hvorfor ikke gribe chancen?”
P/A: Hvad er din egen baggrund som musiker?
MV: “Som guitarist blev jeg desværre ret tidligt træt af band-situationen, hvor man står i et øvelokale og skal blive enige om, om introen skulle være 8 eller 16 takter osv. Jeg blev interesseret i at arbejde med andre kunstnere. For eksempel begyndte jeg at arbejde med samme danser, som Ruins havde arbejdet med, og oplevede, at man arbejdede meget intenst, hvad der passede godt til mit temperament, og samtidig havde en kritisk tilgang, hvor alt var på spil. Jeg havde mere frihed som musiker, og der var færre fordomme i forhold til musikken. Det var faktisk først ca. 10 år senere, hvor jeg tilfældigt havnede i en trio med trommeslageren fra Ruins og guitaristen fra Acid Mothers Temple, at jeg fik smag for at spille koncerter. Siden da har jeg været heldig at møde nogle musikere, bl.a. omkring Yoyooyoy, som har givet mig endnu mere lyst til at spille koncerter, og jeg håber, at den udvikling fortsætter. Jeg kan stadig udvikle mig meget på det område, og min appetit fejler ikke noget.”
P/A: Hvad laver du selv af musik p.t.?
MV: “Jeg er ved at starte nye projekter med forskellige gode folk. Dels et projekt med Michael Mørkholt, hvor vi udforsker dansebeats uden fast puls. Vi har haft et par sessions, som smagte af mere. Og en anden ting, som er helt i fosterstadiet, er noget med noget fuzz fire music. Men de ting kan jeg ikke sige så meget om nu, så det må vente til en anden lejlighed. Og så har jeg mit soloprojekt Scataw, som jeg går og pusler med.”
P/A: Hvordan kommer jeg ind i det ukendte?
MV: “Det tyder på, at du har trangen, siden du stiller spørgsmålet. Så skal du også nok finde din egen vej. Eller også finder du nogen, der kan tage dig i hånden. Hvis man er nysgerrig, støder man naturligt på ukendte ting, som fanger ens interesse, og det ene fører til det næste. Vi kan jo udveksle erfaringer, så er der chance for, at vi begge to kommer ind i det ukendte. Man kan selvfølgelig også bare følge den til enhver tid herskende buzz, hvis man er helt blank. Hvis man ikke er nysgerrig, hvad skal man så med det ukendte?”
Artiklen blev oprindeligt bragt i ZINE #4.
Kommende arrangementer:
Bad Astma + Solen (Oliver Laumann, Mads Egetoft og Danielle Dahl) + Martin Hoshi Vognsen & Toke Tietze Mortensen & Mads Forsby + Claus Haxholm, Mayhem 7. januar 2015 (RSVP)
Tigers Mind (Danielle Dahl: saxophones Niklas Adam: electronics Thomas Eiler: drums) – Japan tour, February 2015
Thulebasen – Japan tour, April 2015
