First Flush – En tempeltur i en musikalsk hvirvelvind (premiere)
Af Simon Christensen
First Flush er et på alle måder ret utraditionelt band. Det er et af de yngste bands omkring musikerkollektivet Af Med Hovedet, men også et af dem, der vifter mindst med armene. Jonathan Carstensen, Jeppe Davidsen og Alexander Weile mødtes i skoletiden i Odense og var lige dele interesseret i punkmusik, syrerock og det danske sprog, men er ligesom vennerne fra Synd & Skam og Seksuelle Mennesker inspireret af internetkulturens bredspektrede brug af effekter/samples/synthesizer og æstetiserede videoer (fx. “Mit tempel”).
På sit andet fuldlængdealbum, der er bandets klart mest gennemarbejdede udgivelse, aflægger First Flush en visionær og frigørende tilstandsrapport på en eksperimenterende musikscene, der normalt er så flygtig, at den er svær at komme ind på livet af.
Men det kommer man til gengæld med First Flush, der genopfinder ømhed i naivisme, begrebet tempel og generelt holder tempoet lavt, hvilket ligger i forlængelse af “Lykkeven” fra debutpladen samt sideprojekter som Forgiver Forever og Rød Himmel. Når First Flush er allermest flippet, blandes vidt forskellige virkemidler fra glat vocoder-hiphop, fodboldslagsange, no wave-lyd, korharmonier og rene pianoklang til et punkt af uforståelig overdrivelse og pastiche. Men sådan må det være, når man kommer ud af scenen for ny dansk kærlighedsmusik, der gør det modsatte af at skabe en skjult autenticitet med et meget organisk lydbillede: Nemlig ved at markere musikkens virkemidler og fejllyde ved at flytte dem helt frem i produktionen.
“Min Erindring” udkommer på CD (!) i 200 eksemplarer og sendes fra Odense; det er bandets udgangspunkt, selvom de nu fire medlemmer er spredt mellem Odense, Kerteminde og København. Ligesom debutalbummet “På Tinden” er det nye album produceret med hjælp fra Asger Hartvig og Holger Hartvig og mastereret af Peter Peter. Forsanger Jonathan Carstensen forklarer til Passive/Aggressive:
Albummet “Min Erindring” er optaget over en strøm af tid, som nok blev længere, end vi tænkte først. De første udkast til “Bliver oppe”, “Røde”, “Ud” er optaget i det gamle Henning Young, Af Med Hovedets nu nedrevne center, hvor folk passerede ind og ud omkring indspilningerne, som folk nu gør i et kollektiv, så der er en masse stykker og idéer, der blev skabt dér af flere forskellige folk.
Og midt i hele den hvirvelvind af en proces skulle Alexander og jeg pludselig til Japan, og så blev det lagt lidt på is, mens vi lige udforskede lidt, og Jeppe færdiggjorde sin HF. Men da alle var hjemme igen engang i august sidste år, genoptog vi processen (selvom vi nok ikke havde tænkt det som en proces endnu) og mødte ind hver morgen i en måned i Alexanders fars atelier i Skibhusene i Odense og indspillede grundsporene til en lang række nye numre (som “Natten er øm”, “Odense” og “Mit tempel”), hvoraf vi sendte nogle af udkastene til Holger og Asger Hartvig, vores brødre og åndsfæller fra Synd og Skam, som skabte videre. Sådan sendte vi frem og tilbage, til det ikke rigtig lignede noget, vi kendte.
Vi fik siden vores fjerde mand med, Mads Rubin, og fik igen mod på det hele – og vi spillede på Hovedbiblioteket på Kulturnatten, hvoraf to tracks er med på pladen i en ny forfriskende konstellation – og til sidst brugte vi så en uge her hos mig tæt på Kerteminde på at indspille det sidste med Holger Hartvig og Lukas Malte Bjørn Rasmussen.
Vi endte med at splitte det meste ad og samle det igen, som det nu er, når alt kan lade sig gøre – og det er vel det bedste, jeg kan sige om at skabe musik, derfra hvor vi står: Intet er forbudt, alt er åbent, hvilket i praksis betyder, at der ikke er nogen dogmer eller specifikationer eller guilty pleasures eller god smag, og det åbner op for, at man kan lave en form for rockmusik, der både lyder meget øm og lokalforankret, meget organisk og kunstig uden bestemt at skulle være det ene eller det andet.
I forhold til udgivelse har vi dannet et selskab, der hedder Visage, som foreløbig udgiver “Min Erindring” som første udgivelse, og der er flere ting i støbeskeen, som pludselig virker oplagte at udgive på den platform.
Info: “Min Erindring” udkommer på CD den 17. april. Samme aften fejres udgivelsen med releasekoncert på Mayhem (RSVP).