Jakob Skøtt – En søgen indad og udad
På sit fjerde album under eget navn fortsætter Jakob Skøtt eksperimenterne med, hvor længe man kan koge et trommesæt og en flok synthesizere.
Jakob Skøtt ”All the Colours of the Dust” (El Paraiso Records, 2016) – Anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Pejlemærket på Skøtts nye plade er 60’ernes og 70’ernes eksperimenterende miljøer. Frihed og kreativitet var de dyr, de forfulgte ind i ørkenen i jagt efter et vandhul, de kunne sætte i kog. Skøtt følger efter, og ”All the Colours of the Dust” koger. Adskillige modulerede synthlinjer og -melodier bobler op, mens pågående rytmer og anden percussion får dem til at briste for så at boble op på ny, andre steder i vandhullet.
Skøtts rocktrommer driver pladen frem. Vi kender dem fra Causa Sui, som pladen binder et tydeligt åndeligt bånd til, selv om den musikalske inspiration ligger et lidt andet sted. Og der er et tryk på ‘rock’, som bliver markeret på pladens begyndelse i nummeret ”Age of Isotopes”, der starter som kaotisk freejazzet trommen med brægende (syntetisk) sax og flagrende synthtoner, inden en struktur tager form, som er toneangivende for resten af pladen. Denne freejazzede intro markerer et musikalsk slægtskab med jazzen, men lige præcis dér hvor den blev rytmisk orienteret og satte improvisationen fri på ny.
Det mest åbenlyse slægtskab er nok Miles Davis’ pågående, abstrakte ”On the Corner” og den udsvævende zen på ”Get Up with It”. Pladen er sgu funky! Især i kombinationen af rytmerne og de fuldfede synthlinjer, der til dels trækker linjer til Bernie Worrells syrede synthekvilibrisme i Parliament-Funkadelic. Men synthtonerne har en anden lyd. De lyder tit som 36 defekte modems og faxmaskiner, der forsøger at sende signaler ud på telefonnettet.
Umiddelbart tænker jeg også, at albummet virker inspireret af Ornette Colemans harmolodiske teori, som var baseret på brugen af ”melody, harmony and the instrumentation of movement of forms”. Det var dog ikke nogen videre udviklet teori, men den kunne bl.a. høres udfoldet på Colemans ”Dancing in Your Head”, hvis rytmesektion har samme fremdrift som Skøtts. Men musikken er også repetitivt flydende som den blødt rytmiske kosmische musik fra Tyskland: Cluster, Harmonia og Cosmic Jokers. Vi bliver i 1970’erne. ”Iron Nebula” er et sammenstød mellem Fela Kutis letflydende afropop og hvad der lyder som et hårdtslående lydspor til en blaxploitation-film med sci-fi-tema.
Og undergrundsfilm fra den tid er noget andet, pladen refererer til. Titlen på albummet kunne i hvert fald godt være en reference til Sergio Martinos giallo-film fra 1972, ”All the Colours of the Dark”, mens ”Face of Peradam” refererer til et begreb, der betyder et objekt, der kun afslører sig selv for den, der søger det. Ordet blev brugt første gang i ”Le Mont Analogue” af den franske forfatter René Daumal, men begrebet kunne i lige så høj grad være hentet fra Jodorowskys surrealistiske ”Holy Mountain” fra 1973.
Det er netop denne søgen, der ligger i begrebet ‘peradam’, som kendetegner pladen. En indre søgen, men også udadvendt, kosmisk søgen, som afspejles i titlerne ”Iron Nebula” (en sky af gas og jern?) og ”Age of Isotopes”, der så må være den ny tid, der følger efter vandmandens tidsalder, isotopernes tid. Nogle isotoper er radioaktive, og sådan lyder albummet også til tider. En geigertæller, der sprutter af aktivitet. Sådan falder naturvidenskab og spiritualitet sammen på pladen, ikke som hinandens modsætninger, men forbundne på tværs af tid.
Finder Skøtt så det, han leder efter? Jeg gætter på, at det ikke er målet, men processen der er i fokus, og den proces er inspirerende at følge. Især fordi han formår at formidle den med en særdeles vital live-lyd, til trods for at han nødvendigvis må have indspillet hvert instrument for sig. Det giver pladen en imponerende umiddelbarhed.
Info: ”All the Colours of the Dust” udkommer den 22. april på El Paraiso Records.
