Pop Revo 2004-2016 – Den aarhusianske undergrundsfestivals svanesang (interview)
Af Simon Christensen
Siden 2004 har den årlige Pop Revo præsenteret ‘indiemusik’ i ordets absolut mest positive forstand i dengang Århus og nu Aarhus. Fokus har særligt været på den svenske og den britiske undergrundsscene, repræsenteret ved de to bookere Bjørn Lydén (også Badstuerock) og Nikolaj Thorenfeldt (Smash!Bang!Pow!), samt været tegnet af pionerer og outsidernavne såsom Television Personalities, Norman Blake, The Clientele, The Bear Quartet, The Embassy og lignende samt 18th Dye, Cola Freaks, Kirsten Ketsjer, Thulebasen og Iceage fra den danske scene.
I år finder non-profit-festivalen sted for 13. og sidste gang, og den store finale er dedikeret til venskaberne, som er opstået til festivalen; mellem musikere, publikummer og arrangørerne, der har gjort poprevolutionen til en årlig musikhøjtid, som også både skabte nye relationer og nye scener for alternative danske navne. “Jeg kan godt lide tanken om, at tingene – også de gode – kommer til en ende. Det føles bare rigtigt at stoppe nu,” har Bjørn Lydén sagt om beslutningen om at trække stikket på Pop Revo.
Læser man lidt mellem linjerne, så står det imidlertid også klart, at Pop Revos værdier fra den alternative musikkultur – fx. at opspore de ukendte internationale navne, før major-aktører og tilbyde en scene til de skæve eksistenser – er blevet overhalet af den tilgængelighed, som er en selvfølgelighed i dag. Dels i tilgængeligheden af musikken på internettet, og dels i form af et på nuværende tidspunkt glimrende arrangørliv i Aarhus (og generelt i hele landet) med Flux Festival, Raum Eins, Skovgilde, Tape, Regelbau osv., som har samlet faklen op for den progressive kulturby.
På den måde stopper Pop Revo også med en historie om at have genfundet en række musikikoner, fundet internationale indienavne før deres store gennembrud og (med)opfundet nye initiativer i Aarhus – mest tydeligt omkring Urban Achievers og Flux. Pop Revo 2016 bliver formentlig den største og mest nostalgiske af de i alt 13 årgange, når der er scener på Radar, Atlas, Voxhall samt relaterede aktiviteter på Sway og Tape – og så stopper den med sin kunstneriske integritet i behold, mens festivalens forgreninger og venskaber formentligt vil leve videre i miljøerne som et minde om den evige uafhængighedskamp.
Bjørn Lydén: “Da festivalen i tidernes morgen blev søsat, var det ud fra et ønske om at præsentere nogle af vores yndlingsbands, der ikke ellers ville have spille i DK, hvis ikke vi selv satte et show op. At vi her 12 år senere skulle sidde med et CV, der tæller legendariske kunstnere som Television Personalities, The Bear Quartet, The Clientele (2004 og 2013), The Pop Group, Momus, Norman Blake, Jad Fair og Comet Gain, havde ingen nok turdet håbe på. Deerhoof og Harper Lee er der også. Det er hall of fame i min bog, selvom der har været mange gode. Det har først og fremmest været ufatteligt sjovt at være en del af, specielt at være med til at præsentere et dansk publikum for dengang ukendte navne som Grimes, Caribou, Whitest Boy Alive, The Radio Dept. og Future Islands.
Det startede på den måde, at Nikolaj (Thorenfeldt) kom ind i Badstuerock en tilfældig dag. Jeg var lige begyndt at arbejde dernede, og så spurgte han til The Clientele, og så var han meget overrasket over, at jeg vidste, hvem bandet var – og jeg var overrasket over at møde én i Aarhus, som lyttede til dem. For det var et hemmeligt bevaret indie-band, og der var ikke så mange, der kendte dem. Så begyndte vi at snakke meget om det, vores forskellige præferencer, hvordan det var at bo i Aarhus for indie og alternativ musik, og hvilke mødesteder der var omkring det. Vi følte, der var et eller andet, vi manglede generelt, og så faldt snakken på, at vi gerne ville have Clientele til at komme at spille. Det voksede sig helt vildt stort med to scener og tre dages musik. Vi gennemførte festivalen, selvom vi havde ingen erfaring med det på det tidspunkt. Det var nede på Musikcaféen, og siden da har festivalen flyttet rundt til Studenterhuset, Voxhall og Radar (hvor Musikcaféen flyttede hen), men er vokset støt. Og i år vender vi sådan set også tilbage til de gamle lokaler for Musikcaféen, hvor vi præsenterer tre koncerter sammen med Tape som opvarmning.”
P/A: Stiller du lighedstegn mellem ‘indie’ fra den tid og alternativ musik?
BL: ”Det kan du godt sige. Nu er indie altid et vanskeligt begreb, men det lå ligefor dengang. Nikolaj var ret interesseret i den engelske scene, og jeg var meget interesseret i den svenske indiescene, som stadig var ret hot på det tidspunkt. Ud over Clientele havde vi Action Biker, Radio Dept., Paddington D.C. og Epic 45. Når man kigger tilbage på det, kan man stadig blive nostalgisk over det, fordi den måde, vi brugte musik på internettet, var anderledes. Der var stadig en indiekultur med en masse bands, man dyrkede. Der var meget stor forskel på indiekulturen og mainstream, så på den måde var indie en stor del af det alternative. Det var en tidsalder, hvor man skrev personligt med bandsene, formentlig via deres MySpace – en måde, hvor man kunne connecte med folk rundt omkring, og det var meget centreret om musik.
Mange af de bands, vi bookede dengang, var via personlig kontakt på MySpace, men det har ændret sig radikalt. Nu er det meget mere high-level med booking agencies, og der er kommet store penge i koncerterne. Mange føler at det at gå til en koncert er den måde, hvor man realiserer sin musikinteresse på, hvor det fysiske pladesalg fyldte mere i 2004. Nu er det blevet mere big business med koncerter, men det har aldrig været Pop Revos værdier. Der var en ideologisk grund til, at vi præsenterede musik, som andre folk ikke kendte. Og det er en ting, hvor jeg føler, vi har været loyale igennem årene.
Vi har booket nogle bands – fx. The Rumour Said Fire, Caribou, Grimes, Future Islands og Caribou – på et tidspunkt, hvor meget få kendte dem, men så var de blevet et navn, inden festivalen fandt sted. Det har været rigtigt sjovt, men det var ikke en intention. Det har bare været at præsentere noget musik, som de kunne elske, men som de ikke kendte. Kultnavne, som ikke havde fået den opmærksomhed, de fortjente, og helt nye navne, som vi syntes om.”
Det er i den optik lidt komisk, at Bjørn Lydén lever af at sælge plader og at drive pladeforretningen Badstue Rock i Aarhus. Nikolaj Thorenfeldt er medejer af Smash!Bang!Pow!, som arrangerer koncerter i Aarhus, København plus lidt til.
P/A: Er det dig, der hænger fast i fortiden, og Nikolaj, der er gået ind i fremtiden?
BL: “Det kan du godt sige, men nu ser det jo ud til, at pladesalget vender, og generelt sker der rigtigt meget med vinylerne! Ud fra et helt personligt perspektiv synes jeg, at noget af det, der er mest fantastisk, er, at Pop Revo har været med til at muliggøre det, vi laver i dag. Dengang var der ikke noget, der hed Smash!Bang!Pow!, og jeg havde et studiejob i Badstuerock og levede af småjobs. Pop Revo har på den måde spillet en stor rolle i, hvor vi to personligt er i dag. Og det er også derfor, at det ikke har været en nem beslutning at sige, at det her skulle være sidste udgave af festivalen.
Med Pop Revo har vi lavet noget, vi aldrig nogensinde havde drømt om. Jeg har været med til at booke bands, jeg troede, jeg aldrig skulle få at se live. Og det har været meget taknemmeligt at have det publikum og kunne have de oplevelser sammen med dem. Når vi vælger at stoppe, er det også med den tanke i baghovedet, at mange gode bands lavede deres bedste plader tidligt i karrieren. Mange bands ville være blevet endnu bedre og federe, hvis de havde stoppet i tide, og det er det, det handler om. Vi stopper Pop Revo, fordi det er det rigtige valg at stoppe i tide. Og derfor er det en glæde at stoppe det på den her måde i stedet for at skulle stoppe med noget trist.
Jeg ved godt, det er paradoksalt, men normalt vælger man at stoppe tingene, mens det går dårligt, men det her er også en måde at gøre tingene på. Det har ikke kørt dårligere de sidste år, end da vi lavede vores første festivaler. Tværtimod har vi oplevet en stigende interesse, og vi har haft flere scener med Atlas og Radar. Og jeg synes, vi har været tro mod vores linje både mod de bands, som præsenterer noget unikt og anderledes, men også nyere danske bands, som repræsenterer en masse forskellige ting, som deler en eller anden approach. På den måde har Pop Revo altid været en kurateret festival med mange tanker bag hvert eneste navn. Til tider har vi også gjort det svært for publikum, for vi har også valgt den svære vej og sagt nej til at hoste op med pengene for at booke det, som vi vidste folk kendte i forvejen. Når vi vælger at stoppe, er det altså ikke, fordi det har kørt dårligt. Det er mere et spørgsmål om, at vi gerne vil stoppe det, mens folk husker det som nogle gode historier.”
P/A: Årets tema er “friends”. Jeres personlige forhold til musikere osv. synes at have stor betydning for Pop Revo. Hvorfor?
BL: “Det hænger bl.a. sammen med venskabet mellem Nikolaj og jeg. Vi har også stiftet venskaber med de musikere, der er kommet for at spille – forstået på den måde, at mange af de kunstnere kan jeg nu også kalde venner i virkeligheden. Jeg kunne godt lide tanken om, at hvis vi skulle have et tema, skulle det være til den sidste festival, hvor folk har skabt venskaber gennem musikken. Publikum, musikere. Yung kan fx føres tilbage til det tidspunkt, hvor Mikkel med sit gamle band Urban Achievers mødte rytmesektionen i Snaredrum første gang, og derfra voksede deres venskab. Og det er en af de ting, der gør musik værdifuldt: den måde, den kan knytte bånd mellem mennesker på.”
P/A: Hvad ser du mest frem til på årets festival?
BL: “Jeg er superpsyched over udsigterne til årets festival. En utrolig bredde, bands fra USA, Skotland, Argentina, Israel. Der er så mange, man kunne fremhæve. Hvis jeg skulle vælge én, så skulle det være koncerten med det danske band Starcrash, der har lavet en plade, der udkommer senere i år. Det er noget det bedste danske, jeg har hørt i mange år, og de kommer til at opføre den plade i sin helhed. Det er sjovt med Starcrash: Det er meget, meget begrænset, hvad du kan finde på det ud over en titel fra en gammel italiensk science fiction-film fra 1979. Jeg har fået lov til at lytte til en demo af den plade, men kan ellers ikke finde noget om dem. Jeg har prøvet at lokke folk til at komme til den koncert, fordi jeg ved, at man skal lytte til et band, som man ikke har haft mulighed for at høre deres musik på internettet før, hvilket er en sjældenhed.
Et andet band, jeg må fremhæve, er The Pastels fra Skotland. Det band har været med til at skabe det, vi forstår ved indie, og være en del af den scene i Storbritannien, som siden starten af 80’erne begyndte at lave og distribuere musikken selv. De var en del af den revolution inden for musik, som havde en demokratiserende effekt, hvor langt flere fik mulighed for at udgive egen musik. Der er Pastels interessante, fordi det er lidt svært at definere: Det er ikke punk, men det er melodisk og lidt løst spillet, og det var med til at skabe den skotske scene med Orange Juice og Josef K, som førte videre til Teenage Fanclub.
Pastels var sådan en slags guru-band. Forsangeren har en pladebutik i Glasgow nu, og de har deres eget pladeselskab. De har hele tiden den der selvstændige ånd med at lave musik og ikke at gå på kompromis. De personificerer den indie-ånd, som er meget i lige linje med det, som Nikolaj og jeg selv har prøvet at lave. Det er et band, som ikke så tit giver koncerter, og jeg mindes ikke, at de har givet koncert i Danmark før. Vi har prøvet at booke Pastels siden 2005, så derfor banker hjertet selvfølgelig også for den koncert.”
Det samlede line-up for Pop Revo 2016 er: Cavern of Anti-Matter (UK), The Pastels (SCO), Neil Hagerty & The Howling Hex (US), LUH. (UK), Julien Baker (US), Day Wave (US), The Space Lady (US), Kikagaku Moyo (JP), Seth Bogart (US), Mueran Humanos (ARG), Housewives (UK), Useless Eaters (UK), Häxxan (ISR), Yung – performing “A Youthful Dream” (DK), Lust For Youth, Starcrash, Modest, TEARS, First Hate og Værket.
Info: Pop Revo 2016 finder sted på Voxhall, Atlas og Radar den 20.-21. maj (RSVP), samt warm-up den 19. maj på Tape. (RSVP)
