Rafael Anton Irisarri – En patosfyldt skildring af forfaldet
Rafael Anton Irisarri “The Shameless Years” (Umor Rex) – anmeldelse af Alexander Julin
Siden 2007 har den amerikanske producer, multiinstrumentalist og komponist Rafael Anton Irisarri udsendt i alt syv ambient- og drone-albums, som ofte har været præget af spinkelhed. På sit nyeste album, “The Shameless Years”, bevæger han sig i samme genrefelt, men ofte mere patosfyldt og ildevarslende end på især sine tidligste udgivelser.
“The Shameless Years” virker i det store hele som i naturlig forlængelse af Irisarris (især senere) bagkatalog. I modsætning til andre af hans tidligere værker er det ikke spinkelhed, der præger kompositionerne, selvom melodiøsiteten synes at indkapsle et apokalyptisk forfald, resonansen af en brist og en efterfølgende melankoli. Numrene er fyldige i volumen og indkapslet i støjflager, hvorunder melodien klinger, nogle gange ildevarslende og alarmerende, andre gang tungsindigt og sentimentalt. Det er også det, der adskiller “The Shameless Years” fra “La Equidistancia”, Irrisaris kollaborative album med Leandro Fresco fra før i år, som besad en vis grad af optimisme. Den er umulig at spore på “The Shameless Years”.
Mens “The Shameless Years” adskiller sig fra den nedbarberede spinkelhed på nogle af de tidligere udgivelser, har Irisarri beholdt sin sublime evne til at skabe en unik ambient- og dronemusik, der fortsat er enkel i sit udtryk. Man kunne meget vel påstå, at Irisarri ikke bringer meget nytænkning med sig; ingen uforudsigelighed, algoritmisk kompleksitet, eller hvad ved jeg. Hvad han derimod formår er at male et musikalsk billede af forfald, af tingenes konstante og voldsomme degeneration med et velkendt sprog. Forskellen på Irisarri og en stor del af vor tids ambiente lydkunstnere er, at dette billede står utroligt klart i Irisarris musik – og på “The Shameless Years” i særdeleshed. Derfor synes hans sprog heller ikke abstrakt eller uforståeligt – formentlig heller ikke for lyttere, der ikke er ambientkendere. Jeg føler selv, at værket taler til mig i sin umiddelbarhed, og at musikken ikke blot mimer følelserne vemod og anger, men tildeler dem et udtryk, så de fremstår endnu mere velkendte for mig.
På sin vis løber værkets kompositioner en risiko for at fremstå banale og til tider måske endda patetiske. Det skyldes muligvis den velkendthed, hvormed følelserne artikuleres gennem melodier, der godt nok ofte ligger under for støjen, men aldrig forplumres: Det er ren sørgmodighed, tungsind, etc. Melodierne står altså altid i centrum og dikterer også ofte, hvordan resten af kompositionen slæber sig af sted og langsomt forgår. Det drama, der udspilles, synes med andre ord velkendt, hvilket jeg også gerne nævner som en af “The Shameless Years” største kvaliteter. Degenerationen eller bristen i det almene fremføres med en patos, der ikke fremmedgør lytteren for det musikalske tema, men derimod inderliggør det.
The Shameless Years udkom på Umor Rex i august.
