NESM – Samtidens egentlige indieselskaber er finansieret af frivillighed (interview)
Af Simon Christensen
Det lille label NESM har med tre båndudgivelser inden for et halvt år præsenteret tre meget forskellige debutudgivelser med Panxing, Rash og Gel, der er et alias for Karis Zidore, der tidligere har danset med musikgruppen Meshes.
Bag NESM finder man et kollektiv bestående af Nick Bruhn-Petersen, Bastian Kallesøe (The New Spring), Niklas S. Hessel og Christian Thomasen, der beskriver det filantropiske selskab som ‘economically unsustainable’ og finansieret 95% af frivillighed. I anledning af de nye udgivelser har vi interviewet NESM om deres credo.
P/A: Skal NESM forstås i betydningen de udødelige – og hvorfra kommer det navn?
“NESM ser godt ud som et lille ord i sig selv. Længere behøver den ikke at være. Oprindelsen er nok ganske rigtigt, at det er en forkortelse af det tjekkiske ord for udødeligheden (nesmrtelnosti). Det er et ord, vi er snublet over i en Milan Kundera-kolofon, dengang man læste ham. Så hvis man absolut skal tolke, består “nesmrtelnosti” af lidt over 45% “nesm”. Vi betragter 45% udødelighed som en acceptabel succesrate. Kundera er forresten ikke helt dum. Hans sene korte bøger er ganske vist konservative og lidt gnavne, men der er kommet mange sandheder ud af det gnavne.”
P/A: I har indtil videre udgivet musik med Panxing, Rash og Gel. Det er tre vidt forskellige udgivelser, men kan I fortælle lidt om hver af de tre, og hvorfor I har valgt at udgive netop dem?
“Panxing blev opdaget til en privatkoncert i et sommerhus, Rash var en årelang ønskeudgivelse, og Gel kom som manna fra himlen. Vi vælger kunstnere, som er gode, og derfor fortjener en udgivelse. Lige nu tegner NESM’s profil til at blive, at vi er eklektiske i vores lyd, men måske tiden vil vise noget andet. Men et hiphop-label bliver NESM nok aldrig.”
P/A: Hvorfor er der behov for endnu et båndlabel, og hvad er jeres vision for det i det her musiklandskab?
“Der er lige så stort behov for endnu et båndlabel, som der er behov for alt andet ny kunst. Hvordan det behov så kvantificeres er en smagssag. Vi kan godt lide nye musikudgivelser.
Man kan nedlaste eller streame alt, vi udgiver. Men ved at udgive musik i et fysisk format, udvælger vi kunstnere fra et næsten uendeligt digitalt vinterlandskab og pisser vores navn i sneen. Med det fysiske album følger en aura, og i sin konkrete afspilning er man nødt til at trykke eject, sætte båndet i og igen trykke play. Vi kunne også have udgivet CD’er eller vinyler. Kassettebåndet er i sit fysiske format ydmygt. På et tidspunkt gør vi måske noget andet.”
P/A: Hvordan vil I karakterisere det udgivelsesmiljø og de tekniske platforme, der er for at udgive musik i øjeblikket?
“Nemmere end nogensinde. Men ikke noget man bliver rig af. Vi har nu udgivet tre kassettebånd, og folk hører vores albums, og båndene bliver udsolgt. Men alle i NESM arbejder sideløbende med den faste arbejdstid. Samtidens egentlige indieselskaber finansieres 95% af frivillighed. En megaloman deltager i X-Factor sagde engang til sin audition, at hun ikke ønskede at stå på en stor scene, men snarere drømte hun om en ‘lille, dedikeret fanskare’. Den drøm er kommet nærmere med Bandcamp osv. Med det sagt er det et tveægget sværd. Demokratiseringen skaber også en overflod, hvor det særlige bliver sværere at få øje på – ikke fordi det ikke eksisterer, men fordi der også er så meget andet.”
P/A: Jeg vil gerne diskutere en forskel på selvlærte og professionelle musikere, på selvlærte labels og “professionelle” labels osv. Amatørerne og de professionelle, begge dele kan for så vidt være betændte begreber – men jeg tænker tit, at der er en skillelinie mellem det skolede og det ikke-skolede, som begge parter forsøger at skride indover. Det kom jeg også til at tænke på med NESM. Er det noget, I kan genkende fra ‘musikscenen’ eller tænker over i regi af NESM?
“Det skulle gerne stå klart nu, at vi i NESM ikke er professionelle i den forstand, at vi aldrig kommer til at leve af arbejdet. Vi giver uetablerede musikere en mulighed for at udgive i en kontekst, hvor musikken bliver taget alvorligt. Det gør vi selvfølgelig kun, hvis musikken er god nok. Daniel Bedingfield var også ‘uprofessionel’, da han indspillede “I Gotta Get Through This” i sit soveværelse. Måske var det netop overskridelsen af denne skillelinje, han sang om. Den der ler sidst, ler bedst?
Skillelinjen mellem det skolede og det ikke-skolede nedbrydes ganske enkelt, når man øver sig. Vi øver os. Til gengæld er det fedt, hvis vi kan skubbe artister i en retning. Som eksempelvis med Panxing, der for nylig har været med på en udgivelse på Posh Isolation.”
P/A: Er rockmusikken, og herunder indierocken som vi kender den fra 90’erne, uddød i dag?
“Alanis spiller på Tinderbox i år.”
