Anders Vestergaard & Niklas Adam – Et mangesidet erindringsvæv fra et formatfrit label
Anders Vestergaard & Niklas Adam “Integrationer” (BIN, 2018) – anmeldelse af Sebastian Edin.
Anders Vestergaard og Niklas Adam har været yderst aktive aktører på den danske eksperimentalscene i en årrække. Deres første kollaborative udgivelse, som udkom på det danske label BIN sent sidste år, lover lytteoplevelser udover det sædvanlige, hvis bare man giver den tid.
Det, som umiddelbart slår mig, idet jeg får pakket Anders Vestergaard og Niklas Adams “Integrationer” ud og sidder med albummet i hænderne for første gang, er, at udgivelsens fysiske formgivelse sidder lige i skabet. De to plexiglas-cases, som hver især huser fire flexi discs og to tekst ark, er i sin klinisk uornamenterede udførelse visuelt meget tiltalende. Flexi-pladernes let farvetonede transparens forlener et orange-rødt respektivt brandgult skær til de to gennemsigtige plexiglashylstere og lader den ihærdige betragter afkode de temmelig tæt opsatte tekstark mod en baggrund af lagdelte pladeriller. Skarpt.
Cirka tre kvarter senere, da pladespillerens nål pligttro har fulgt de omtrent én kilometer lange spor som udgør de samlede “Integrationer”, sidder jeg i sus og knitren tilbage med et væld af distinkte, om end fragmenterede, indtryk: en sparsommelig dialog mellem en syntetisk fugl og en ubeslutsom printer; hvinende krystallinske toner over kradsende taktile teksturer; en ikke letgennemtrængelig promenadekonversation på haltende engelsk om udstoppede drone-katte, skiveskårne, vakuumpakkede bedsteforældre og Damien Hirst; sarte metalliske resonanser, som eksploderer ud i febrilske, kaotiske bylandskaber.
Jeg har det måske lidt, som er jeg blevet ledsaget igennem nogens minutiøst akkvirerede, om end noget atomiserede, rejseskildringer. Efter en stunds stille fordøjelse hengiver jeg mig til udgivelsen endnu en gang. Da “Integrationers” otte plader helt savner sekventiel nummerering, tager jeg mig friheden at lytte albummet igennem via en lidt anden rækkefølge end sidst. Jeg tillader mig endvidere at skifte lidt på gefühl mellem det brandgule og det orange-røde set undervejs.
Efter gentagne gennemlytninger aftegner der sig langsomt et album, som måske bedst kan lade sig beskrive som en strøm af øjebliksbilleder; en momentmyriade nøjsommeligt sorteret og flettet sammen til en slags erindringsvæv. De nogle gange tilsyneladende kaotiske klangforløb – de stundom ru lyde og naivistiske processeringer – kan ved første ørekast måske give lytteren det indtryk, at “Integrationer” er en noget upoleret udgivelse. At tage dette første indtryk for gode varer, for herefter at afskrive albummet som et usofistikeret spild af tid, ville dog være ganske tåbeligt. Den bedste måde at forklare, hvorfor det er tilfældet, er at foretage nogle helt konkrete nedslag i pågældende udgivelse. I denne anledning har jeg lavet et lille udvalg af, hvad jeg mener er to af “Integrationers” højdepunkter.
“Damsomaro” tager form af en sælsom dans mellem stemte og ustemte objekter. Buede og plukkede metalliske lydkilder og strengeinstrumenter – stundom pålagt dynamiske modulationsprocesseringer, som giver ophav til komplekse klangudviklinger – møder spektralt nøje afvejede impulser og støjfelter, af både konkret og mere rendyrket elektronisk karakter.
Lydbilledet åbner og lukker sig igennem korte gestiske indgreb, tit accentueret af førnævnte impulser. Disse impulser, placeret bredt ud for enderne af stereobilledet, kommer til trods for deres klanglige lethed til at ramme værket ind på en meget effektiv måde. “Damsomaro” når på knap fem minutter at etablere en rig – og samtidig meget behersket – klangverden, gradvis intensivere denne hen imod et punkt næsten præcis halvvejs igennem værket, hvor vi når et vidunderligt underspillet klimaks, for derefter gradvis at afspænde og lande i en slags semi-stasis, der bliver underbygget af den rytmiske ridsen fra en vinyl, som er ankommet til endestationen. Værket er en tour de force i økonomisk, præcis brug af et omhyggeligt udvalgt klangmateriale, som bæres frem af en gestisk velartikuleret sans for de pågældende lydobjekters indre kinetiske kvaliteter. Udtrykket er nøgternt, uaffekteret – dansens trin udføres med naturlig gravitas, en tilbageholdende intensitet ikke uden en vis ynde.
Anslaget af “Thems” har jeg nærmest lyst til at skrive en separat anmeldelse om. Der er tale om ét samlet klangforløb på omkring et halvt minut, som på elegant vis indbefatter og samtidig åbner op for det efterfølgende værk. Det er en kompleks komposit, bestående af resonerende metalmembraner; feedback-toner; field recordings fra bymiljøer; perlende sammenstød af et væld af små metalliske genstande; vand og noget, der måske kunne ligne den knitrende mikrosværm af lyde, vi nok alle kender fra kulsyreholdige drikkevarer. Hele denne herlighed bevæger sig, med entréer nogenlunde efter førnævnte rækkefølge, ligesom en flodbølge, som ophober betragtelig energi, inden den bryder og bliver til brænding.
Det er i denne brænding, vi kommer til at opholde os i det resterende værk. Under de tilbageværende fem minutter præsenteres man nemlig som lytter for forskelligartede konstellationer af disse lyde (skønt med visse variationer), som trådte ind i éns bevidsthed allerede ved værkets begyndelse. Disse klangrum bygges metodisk op, hvorefter subtile, velafvejede indgreb forårsager langsommelige forvandlinger. Disse forvandlinger til trods vedholder rummene altid en kvalitet af fysisk tilstedeværelse. Efter værkets tonegivende etablering kan man næsten sidde med fornemmelsen af, at man nyder en række momentane indblik i, måske, endeløse forløb. Man har lyst til, at det bare bliver ved – at læne sig tilbage, lukke øjnene, og lade disse klangarkitektoniske konstruktioner afløse hinanden, i iterationer uden ophør.
Ophører gør det jo dog, selvfølgelig, “Thems” ligesom samtlige af de andre syv værker på “Integrationer.” I forlængelse af denne noget tautologiske bemærkelse om tingenes uundgåelige ophør vil jeg afslutningsvis gerne bringe udgivelsens format på tale igen.
En stærkt bidragende faktor til værkernes ensartede længde (samtlige spor på “Integrationer” ligger omkring de fem minutter), er tvivlsløst flexi-pladernes tidsmæssige begrænsninger. Dette er ikke nødvendigvis en decideret brist ved udgivelsen, men jeg kan ikke andet end at bemærke, at man ofte kommer til at føle sig hevet ud af forløb, man sagtens kunne have opholdt sig i under væsentligt mere omfangstrige tidsrum. Det ret udtalte ‘lytte-tempo’, man kommer ind i, når man rejser igennem “Integrationers” otte fem-minutters akter, opleves så, igen, mere som et udgivelsens særpræg – ikke nødvendigvis som en mangel.
Der er dog ét aspekt af udgivelsens format, jeg føler mig nødt til at rette en vis kritik imod, og det er i forhold til afspilningskvalitet. Jeg oplevede, at et flertal af pladerne i min flexi-disc-udgave af “Integrationer” allerede ved første gennemlytning led af temmelig markante ridser – ridser, som gjorde aflytning af særlig hårdt ramte plader til et lidt enerverende foretagende.
Jeg kontaktede udgiveren BIN i denne anledning og fik at vide, at de produktionsmæssige problemer, man har haft i samarbejdet med den tjekkiske fabrik, som har trykt “Integrationer” (problemerne formidles, ikke uden vis humoristisk virken, på et af udgivelsens medfølgende tekstark, i form af uddrag fra hvad der forekommer at være en mail-korrespondance), selv efter to års arbejde ikke helt har ladet sig løse. Jeg fik efterfølgende tilgang til albummet i digital form, og jeg håber inderligt, at “Integrationer” også gøres tilgængelig i dette format i en ikke altfor fjern fremtid. Dels for at så mange som muligt kan få mulighed for at tilgå albummet i sin helhed, og dels fordi det virkelig er synd, når musik af den kvalitet, som er at finde på “Integrationer”, tvinges til at underlægges deciderede mislyde.
Info: “Integrationer” udkom på danske BIN i november sidste år. To af værkerne fra albummet, “Nunhead” og “Nul – Sum”, ligger til fri aflytning på Soundcloud. Udgivelsen kan høres i sin fulde længde i Sounds.
