Jonas Munk & Nicklas Sørensen – Samfundsundergravende hovedmassage
Jonas Munk & Nicklas Sørensen: “Always Already Here” (El Paraiso Records, 2019) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Det er samfundsundergravende musik, det her! Nej, ikke punk, politiske tekster eller noget i den dur. Men når de samfundsopholdende borgere sidder i køer uden for København, Aarhus og Herning, når de kører børnene i institutioner, når de sidder på deres kontorer eller står på deres byggepladser, så kører popmusikken fra de lokale og nationale, kommercielle radiostationer, og musikken, der lyder derfra, har en fast, dansabel rytme. Den lyder lys og venlig, selvom teksterne godt kan handle om hjertesorg. Lidt psykologisk bearbejdning. Men det er musik, man kan komme fremad til, som man kan arbejde til. Det kører, det kan man høre på rytmen. Det er bare om at banke løs derudaf og arbejde på staten Danmarks BNP og være omstillingsparat, innovativ og regneark.
Jonas Munk og Nicklas Sørensen står stille. De er “Always Already Here”. De skal ikke nogen steder. De accepterer til enhver tid deres placering i tid og sted. Og det er da samfundsundergravende. Hvordan skal aktionærerne i Kosmos A/S nogensinde få vækst og aktionærudbytte med den indstilling?
Jeg ville nu gerne leve i et samfund, hvor Munks og Sørensens musik dominerede radiostationerne. For det er en smuk, stillestående plade, de to har skabt sammen. Og i øvrigt et samarbejde, der har været undervejs længe. Munk har spillet med på og indspillet Sørensens to solo-plader, hans afbræk fra Papir.
De nævner selv Steve Reichs og Terry Rileys minimalisme og Brian Enos og Manuel Göttschings ambient og kosmische som inspiration, og det er også ganske tydeligt på pladen, at disse samfundsundergravende kunstnere fra 1970’erne spøger på pladen. De havde også et behov for at træde væk fra det bestående og skabe deres eget univers gennem musikken. Man kan måske sige, at i stedet for at adressere samfundet direkte, som punken gjorde, så placerede de sig udenfor, transcenderede, og lod andre om den slags trivialiteter.
Der er dog også andre inspirationer, der trænger sig på, bevidst eller ubevidst. De rytmiske guitarfigurer på de to første numre, især “Patterns”, lyder inspireret af Robert Fripps proto-mathrock på King Crimsons “Discipline”- og “Beat”-plader fra starten af 1980’erne. Og “Here” har noget af Michael Rothers nostalgisk-romantiske tone med sine dappende synthtoner og halvakustiske, ekkoende guitaranslag med tydelige strengegreb.
Sangtitlerne antyder i første omgang bevægelse, “Shift” og “Patterns”, mens “Here” indikerer stilstand, for så igen at antyde bevægelse med “Magnetic” og “Tide”, men de to sidste er langsomme bevægelser på stedet, mens de to første er langt mere rytmiske, hektisk bevægelige sprællemænd.
Guitarrytmerne dominerer på “Shift” og “Patterns”. I “Patterns” slår høje synthtoner flere rytmer ind i og omkring guitarrytmerne. Men i begge numre anes også en kosmisk, søgende guitartone i baggrunden; et klassisk Göttsching-trick, melankolien indkodet. Der er en fornemmelse af dynamik og komposition i de her to numre. Måske ville aktionærerne være glade. På coveret af pladen står der også “Compositions and Improvisations for Synthesizers and Electric Guitar”. Albummets to sidste numre virker mere som improvisationer.
Her er der hele tiden små variationer og tilføjelser, der gør deres stilleben mere levende. Der er en konstant, mens lagene varieres og bliver mere komplicerede. I “Magnetic” trisser bløde, elektroniske beats af sted akkompagneret af en blød, rund bas, mens ekkoende guitartoner griber ind i hinanden. Strygerlignende arrangementer tilføjes blandt andet, men nummeret er hele tiden låst i sine faste strukturer, samtidig med at det bølger med varierende krusninger.
“Tide” er næsten det mest moderne stykke, da det domineres af både hakkende, glitch-lignende synthtoner og en dyb, dyb drone. De svævende, længselsfulde guitartoner beholder afghanerpelsen på, men ellers er det det nummer på pladen, der mest tydeligt afslører, at pladen er fra 2019.
Man kan indvende, at det virker dovent at lave noget, der så tydeligt nikker til nogle 40-50-årige musikalske inspirationskilder. Hvorfor finder de ikke på noget det nyt? Men er det ikke lige så dovent at lave popmusik i tidens tone? Dér sætter man vel heller ikke noget på spil? Hvis Munk og Sørensen bare havde liret et eller andet garagerock-knald af, så ville jeg da også have tænkt, det var ærgerligt. Men de hylder nogle hoveder, der trods alt ikke er overeksponerede, og de fletter deres lyde sammen til deres eget udtryk.
Desuden har vi behov for at blive mindet om de hyldede kunstneres pointer. Regneark og Nem-ID-registreringer er ikke saltvandet i vores krop, og alt kan ikke klares med corporate mindfulness. Det minder Munk og Sørensen os om.
Info: “Always Already Here” udkom i august på El Paraiso Records.
