Kvartalets bedste singler #17 – Deep listening, trompet-metal og Phil C. på percussion

Blog April 1 2020, af mikkelarre

Kaitlyn Aurelia Smith i den afslappede positur, vi vel alle troede, vi skulle sidde i, indtil det gik op for os, hvordan karantæne i hjemmet egentlig foregår.

Af Adam Thorsmark

Fire gange om året hylder jeg – ud fra 100 procent subjektive udvælgelseskriterier – en håndfuld af de nye sange fra ind- og udland (samt en perle fra arkiverne), som har sat det mest markante præg på mig i det kvartal, der netop er sluttet. Den røde tråd er simpel: ren kærlighed til det, der har ramt allermest plet hos mig.
Her er sangene, som akkompagnerede den helt forrykte indledning på det nye årti.

Kaitlyn Aurelia Smith ”Expanding Electricity”
Meget er allerede skrevet om coronavirussens indvirkning på vores hverdag og på vores kulturforbrug. Så jeg vil spare læserne for hjemmebrygget (lomme)filosofi bortset fra dette: Tiden er om muligt endnu mere til deep listening, til at lukke øjnene og glemme tid, sted og virus – og bare blive ét med sange, som tager dig med på en rejse. Det er der mange musikere, der evner, men blandt dem, som gør det exceptionelt godt, er amerikanske Kaitlyn Aurelia Smith, som på sit nye, 10 minutter lange mini-epos flexer med et både orkestralt og elektronisk overskud. Under titlen ”Expanding Electricity” og med modular synth som det primære våben er det, som om hun både hylder de elektroniske/elektriske pionerer før hende, såsom samarbejdspartneren Suzanne Ciani og Pauline Oliveros – og samtidig (helt i deres ånd) kigger mod nye horisonter og skaber sin egen niche.

Orm ”Mit Blod”
Deep listening kan også larme, og danske Orm har et forrygende bud på et sonisk mikro-eventyr i den danske andedam. Det er kun en måneds tid siden, jeg opdagede Orms seneste udgivelse, “Ir”, og med det lille mesterværk på repeat føltes det næsten som en ufortjent bonusgave med de to nye numre. Titelnummeret på ”Mit Blod”-ep’en cementerer Orms position som noget af det bedste og mest nysgerrige black metal, den danske scene har fået foræret. Ligesom på ”Ir” tager ”Mit Blod” flere drejninger og kommer vidt omkring i sindsstemninger. De afvejer de tungere og mere melodiske stykker og forstærker oplevelsen med noget så u-metalagtigt som trompeter og akustisk guitar. Man skal faktisk halvvejs ind i det 15 minutter lange nummer, før den står på klassisk black-metal lektion nr. 1: blastbeatet.

Bishbusch ”Du ved, det eneste om dig, jeg ved”
Bag forårets tåreperser står Søren Buschmann Friis, som tidligere har slået sine folder i Franske Piger. På den anden single fra sit Escho-udgivne soloalbum som Bishbusch (herlig shout-out til Scott Walker) imponerer han som en ægte singer/songwriter af karat. Og efter den noget triste og smukke indledning ser han ingen grund til at svælge for meget i patos, og i anden halvdel er det, som om sangens kerne går i opløsning og flyder ud i en mere drømmende masse af skæve samplede blæsere og den repeterende messen: ”Vasker kroppen, før den dækkes af blade.”

Loke Rahbek & Frederik Valentin ”Scarlett”
Når man lytter til de to herrers seneste fællesalbum, er det imponerende at tænke på den udvikling, de har gennemgået over et årti. Absolut ikke et ondt ord herfra om hverken Sexdromes genialt spiddende hardcore eller Complicated Universal Cums kraut-ekskursioner, men det vidner om en sjælden musikalsk alsidighed at forenes i 2020 med så cinematisk et ambient-album. ”Elephant” bygger fornemt videre på det, duoen startede med på ”Buy Corals Online” fra 2017 – dog med mindre melodisk tøven og med en bramfri omfavnelse af mere organiske elementer som klaver og guitar. Albummet bør høres som helhed, men start eventuelt med denne kosmiske skønhed.

…og til sidst én fra gemmerne:

Rupert Hine ’Immunity’ (1981)
Ha! Jeg løj, da jeg skrev, at der ikke ville gå for meget corona i kvartalsopsamlingen. Jeg håber virkelig, den her oversete popperle får en passende corona-revival og kan tjene som inspiration til fælles altan- eller morgensang. Rupert Hine har mest været kendt som producer for en lang række meget forskellige kunstnere, fra Tina Turner til Underworld. Men i starten af 80’erne udgav han selv et par rimelig eksperimenterende synthpop-plader, hvor man bl.a. finder smågeniale sange som den her virus-fornægtende pop-banger. Det er vildt underligt og vildt catchy på samme tid, og Wikipedia fortæller mig, at selveste Phil Collins kiggede forbi og stod for sangens noget aparte og spartanske percussion. Corona, kom an! (Tak til Felix Kubin for tippet.)