Emil Palme – stenen synger døden ind
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Roberto Bordiga.
En skifersten formet som en stor kniv inspirerede guitaristen Emil Palme til at gribe sit instrument an på nye måder. Med stenen som bue kunne han høre sælsomme overtoner og en resonans, der klingede, mens små støvskyer rejste sig fra strengene. Det har dannet afsæt for et værk om døden som del af en lang bevægelse, pladen Death by angel.
Døden er endelig, uomgængelig, definitiv. Når vi dør, er vi væk, så er den ikke længere. Det er den strengt materialistiske indstilling til døden, der ikke levner mytologien eller åndeverdenen nogen plads i ens forestilling om eksistensen. Det beviselige, det uafvendelige. Men døden er selvfølgelig ikke bare døden: Døden er et livsvilkår, bevidstheden om den former vores måde at leve på – og når vi ikke lever længere, lever vi videre i tanker og minder hos dem, vi har berørt med vores måde at leve på. Det behøver man hverken være spirituelt eller sentimentalt anlagt for at overveje.
Men døden er samtidig så uforståelig i sin endelighed: Tænk blot på barnets fortvivlelse over at forsøge at begribe, hvordan det er ikke at være mere. Eller hvordan det eventuelt måtte være at leve evigt som engel i det hinsides, en observatør af jordelivet uden selv at kunne deltage i det. Med en harpe, på en sky, om man vil.
Døden fylder i vores liv, og vi bliver aldrig færdige med den, før den indtræder for os selv. Måske fordi vi i vores fredelige hjørne af Nordeuropa lever med så uendeligt lille sandsynlighed for at blive ramt af pludselig, voldelig død eller opleve vores nærmeste blive det, er den et tabu, vi ikke kan lade være med at pirke i. Derfor virker det på mig på én gang næsten trættende, at guitaristen Emil Palme har sat sig for at udforske den på sit nye soloværk, Death by angel, og besnærende at finde ud af, hvad han får ud af at udforske hele det rum, der er omkring døden.
For hvad er der tilbage at sige om døden? Hvad er der tilbage at føle for den?
En kollektiv rejse gennem dødsriget
Death by angel bevæger sig over ti satser gennem en række tableauer, som vi i tematik og melodik kan genkende fra salmerne, fra den klassiske musik og fra heavy metal. Det er højstemt, men ikke svulstigt – det opleves for mig som en ganske nøgtern undersøgelse af vores kollektive forhold til døden som fænomen. Det forhold skyldes velsagtens, at værket netop er skabt ud af en søgen, fortæller Emil Palme over telefonen et par uger inden udgivelsen af Death by angel.
“Det er ikke intellektuelt gennemtænkt eller skabt ud fra en musikteoretisk forestilling om, hvordan sådan et værk skulle skabes. Måden, musikken er skrevet på, er meget funderet i instrumentet. Jeg skriver tit ved at improvisations-komponere, hvis man kan sige det: Jeg arbejder med motiver, som jeg prøver at folde ud og udforske for at se hvilke potentialer, der ligger i det, jeg improviserer frem. Jeg skrev de første satser, der dannede rammen om værket, op til en koncert på Mayhem helt tilbage i 2021. Siden har jeg skrevet på det periodevist, været ude at spille det, skrevet videre og sideløbende været i studiet i lokalerne ved siden af Mayhem med Jesper Bagger Hviid som teknikker.
“Det er ikke bare sådan, at jeg puttede distortion på guitaren, og så fik det mig til at tænke på døden.“
– Emil Palme
På den måde er soloværket Death by angel blevet til i en art kollektiv proces, hvor Emil Palme med koncerterne har været ude at opleve værket i andre rum og situationer end i øvelokalet, samtidig med at det har været selve det at skulle spille solokoncerter, der har inspireret ham til at skrive og afprøve nyt materiale. Det var tidligt i den arbejdsproces, han indså, at det måtte blive et værk om døden, fortæller han.
“Musikken skaber følelser og indtryk i mig. Jeg fik hurtigt titlen, og så var det den vibe, musikken gav, der dikterede min måde at arbejde med værket på. Hele den mytologiske tankegang med forskellige passager og plateauer, man skal over for at komme til døden, inspirerede mig til at tænke hovedsatserne som bevægelser eller porte, man som lytter skal igennem. Det skaber den parallelle fortælling i værket. Det, jeg ser i titlen Death by angel, er en slags rekviem, en åndelig rejse efter livet.”
Kan man også se det som en videreudvikling af temaet fra din første soloplade, Ripen: At man går fra modning til død og genfødsel i en cyklus?
“Det er da noget, jeg har tænkt over. Det er temaer, der optager mig. I og med at der ikke er et tekstligt univers på pladerne, er jeg meget optaget af det i musikken og urlyden; af hvordan musik kan forbinde os til naturen. Der er noget, der modnes og forgår og bliver til frø, der kan spire igen. Ligesom dødens engel kan tage én videre til noget nyt – ikke at jeg er specielt religiøs, men jeg tror på, at der findes noget større, som kan manifestere sig på mange måder, alt efter hvem man er, og hvilken virkelighed man befinder sig i.”
Er det måske nemmere at binde an med så store temaer, når musikken er instrumental? spørger jeg, både fordi jeg kan mærke, at det bliver banaliseret, når værkerne reduceres til naturreligion, myter eller overtro, og fordi det adskiller sig markant fra det hverdagsligt fjollede tekstunivers, der er i artpunkbandet Baujillaud (tidligere Boujeloud), hvor Emil Palme også spiller.
“Det er i hvert fald nemmere, når det er et soloprojekt, hvor man bestemmer alt selv. Det gør én i stand til at udforske tematikken i dybden. Men nu er det ikke mig, der skaber teksterne i de andre bands, jeg spiller i. Melankolien og de store temaer har jeg altid haft i musikken – især hvis jeg har været enehersker, men man kan også høre det i Yngel,” siger Emil Palme med reference til den guitarduo, han har sammen med Taus Bregnhøj-Olesen.
Men hvad kom så først, tror du: Døden som tema eller den doom metalliske lyd, der skiller sig meget ud fra Ripen?
“Jeg kan ikke pege på, om en af de to er kommet først eller sidst. Det er også svært for mig at genrebestemme Death by angel, for i lange passager lyder den mere som dark ambient eller neoklassisk. Det er ikke bare sådan, at jeg puttede distortion på guitaren, og så fik det mig til at tænke på døden.”
Men tror du, det ville være muligt at lave en musik, som omhandlede døden og ikke var tung, som Death by Angel i lange stræk er det?
“Ja. Jeg tror godt, man kunne lave det, uden det var tungt. For i det tema findes der også et håb. Der er noget smukt i, at vi alle skal videre, og hvad der så skal ske eller ikke ske. Det kommer meget an på, hvad man selv læser ind i den tematik.”
Instrumentet fortæller sin egen historie
Når jeg som lytter oplever Death by Angel som et musikalsk tungt værk, der refererer til doom metals årtier lange romantiske sværmen for døden som tema, er det ikke mindst på grund af den afsluttende sats, ‘X’. Den lyder for mig ikke bare som Frédéric Chopins knap 200 år gamle ‘Marche Funèbre’, men meget specifikt som det svenske doom metal-band Candlemass’ version af sørgemarchen fra 1987. Det er en komplet utilsigtet reference, bedyrer Emil Palme, som ikke er bekendt med Candlemass’ version og heller ikke har tænkt på Chopins klaversats som udgangspunkt for sin egen musikalske rejse gennem dødsriget.
På den baggrund kunne man hævde, at århundreders vestlig musiktradition har præget os med et særligt sprog at behandle døden med: Stemt i mol, svøbt i vemod, sat i sten. Men den fossen og dirren, der er i klangene på Death by angel, kommer samtidig af en meget konkret arbejdsmetode: Som på Ripen er store dele af musikken på Death by angel spillet på elektrisk guitar med et stykke sten brugt som en bue, strengene stryges med.
“Flere af satserne spilles med et tyndt stykke skifer på en fods længde, som jeg har fundet på en strand på Bornholm. Det ligner lidt en kniv, når jeg holder det i min højre hånd. Jeg bruger det til at spille melodier i toppen af registret. Det giver en synthesizer- eller theremin-lignende klang, en næsten overnaturlig lyd, som det er svært at placere. Med venstre hånd spiller jeg baslinjerne samtidig. Der ligger noget spændende i at arbejde med sit instrument sådan: Man kan sige, at instrumentet selv dikterer en måde at arbejde på. Som om det har noget at fortælle. Og klangene på pladen kommer af den karakter, skiferstenen har.”
Skal det forstås som en måde at arbejde mod guitaren som instrument?
“I stedet for at tænke det som imod, vil jeg hellere definere det som at bruge instrumentet på nye måder, at folde det mere ud. Det får guitaren til at fortælle noget andet. Det er meget gennemgående for, hvordan jeg har arbejdet med guitaren i mange år nu. Kigger man på guitaren, kommer den oprindeligt af en slags harpe: Det er nærmest et urinstrument med en streng spændt op, som giver vildt mange forskellige former og udtryk. Det er blevet til mange forskellige instrumenter på tværs af kulturer og tid. Alle strengeinstrumenter er jo et eller andet sted i familie way back.”
Ligger der også en pointe i forhold til værkets tema gemt i stenens forgængelighed? Skifer er jo en ret porøs stenart?
“Igen er det en inspiration: Der ligger hints gemt i det materiale, jeg arbejder med. Man må være åben for de ting, der bliver givet én af materialet. Skiferstenen er ikke så hård som det metal, strengene bliver lavet af, så hver gang, jeg stryger den, kan jeg se lille sky af støv danne sig. Stenen forlænger tonen, når den rammer strengene. Men altså, jeg tror ikke, jeg når at slide stenen op i min levetid. Der er nok større chance for, at jeg taber den, så den går i stykker.”
“Instrumentet selv dikterer en måde at arbejde på. Som om det har noget at fortælle.“
– Emil Palme
Emil Palmes praksis med at bruge forskellige stenarter til at udforske guitarens klangmuligheder stammer fra duoen Yngel, hvor Taus Bregnhøj-Olesen introducerede sten i processen, men sten er blevet brugt i musikken i flere tusinde år. Jeg nævner den tyske new age-komponist Stephan Micus’ dumpt rumlende værk The Music of Stones fra 1989, hvor han sammen med tre andre musikere spiller på resonanssten i katedralen i Ulm. Igen lykkes det mig at ramme, hvad jeg synes er en fuldstændig oplagt reference, som Emil Palme med et grin replicerer, at han heller ikke kender.
Vi må blot konstatere, at vi nok lige så lidt bliver færdige med at udforske stenenes klange og de historier, de kan fortælle, som vi bliver det med at dvæle ved døden og de spørgsmål, den stiller ved vores liv.
“Noget af det spændende ved at arbejde med sten er, at det er et materiale, der er så gammelt. Skifer er opstået af hårdt pressede lerlag, der har ligget i undergrunden under et enormt tryk i så mange år: At bruge det til at skabe musik er interessant for mig. Det er, som om det giver en slags urlyd: Det synger, når det kommer i kontakt med guitarstrengene, jeg kan forlænge sustainen med stenen, der opstår overtoner af det. Det er sin egen lyd. Jeg er slet ikke færdig med udforske det.”
Et af de andre værker, Emil Palme lige nu arbejder på, er således med akustiske guitarer, som der spilles på med meterlange stenbuer – “det bliver meget spektraltoneklangligt,” fortæller han med begejstring i stemmen. Et andet skriver han for strygekvartet og guitar med og uden sten. Undersøgelsen ophører ikke, der bliver ved med at være nye historier at finde i instrumenterne og musikken – også når det er de gamle, evige historier om døden, der fortælles igen på nye måder.
Death by angel udkommer på selskabet Vasen d. 11. april. I den forbindelse opfører Emil Palme værket i Valby Kulturhus til en koncert sammen med den britiske bratschist Alison Cotton.
