Sejerø starter pladeselskab og debuterer med Menthol
En af landets interessante festivaler Sejerø Festival debuterer nu også som pladeselskab. Cejero, som de kalder sig, udgiver som det første en single og dernæst en ep med danske Menthol, og senere på året følger sørme en ep med amerikanske Excepter, der spillede i år på Sejerø og som i sensommeren gav en artist talk hos Insula på Blågårdsgade.
Men først gælder det som nævnt Menthol. Første lyd fra duoen, der består af Niels Kristian Eriksen fra Thulebasen og croonerprinsen Kim LAS, er ren legeplads. Med singlen ”Infesdefenghis” befinder vi os i et maximalt chopped and screwed-lydunivers på en bund af mørke synthflader, som kunne stamme fra Oneohtrix Point Never. Med strofen ”future shadows” får Kim LAS’ autoritære stemme dog lov til at skinne klart igennem og bliver et flygtigt fikspunkt i deres virvar af vokalmanipulation.
Sangen kan downloades gratis indtil 1. januar, hvor næste single “Kathoya” tilføjes. Og hold så øje med Excepter-ep’en, der er varslet i samarbejde med Escho i foråret 2013.