Mark Ernestus & Jeri-Jeri – polyrytmisk musikantropologi med Senegals talende trommer
Af Andreas Korsgaard Rasmussen
Den tyske producer, musikantropolog (?) og indehaver af pladebutikken Hard Wax i Berlin, Mark Ernestus, er uden tvivl bedst kendt for sit samarbejde med Moritz von Oswald. Som blandt andre Basic Channel og Rhythm & Sound, beviste de igennem en gradvist mere og mere nedbarberet tilgang til rytme, rum og repetition, at dub og techno er en del af det samme kontinuum. Dette kontinuum har Ernestus de sidste mange år overbevisende forsøgt at udvide til også at indbefatte afrikansk musik, igennem sine remix for Konono No. 1 og Honest Jon’s Shangaan Electro serie.
Denne gang er den den gambisk-senegalesiske genre Mbalax, som Ernestus har kastet sin kærlighed på. Mbalax har siden 70’erne været betegnelsen for nyere, elektrificeret musik, der tager sit udgangspunkt i den tidligere enormt populære cubanske salsa, men erstatter congas med de traditionelle ”talende trommer” (sabar) og spansk med stammesproget Wolof.
Efter at have opdaget genren og opstøvet alt hvad der fandtes af kassettebånd i europæiske pladebutikker, tog Ernestus til Dakar, hvor han hurtigt mødte en af genrens vigtigste personligheder: Bakane Seck, der som sabar-trommeslager i sin tid var med til at definere den. Det blev til en række sessioner i det berømte Prince Arts Studio, hvor en lang række af de mest prominente Mbalax-musikere medvirker. Disse sessioner resulterede i første omgang i en række 12”ere, der i vanlig techno/house-tradition indeholder en originaludgave på a-siden, og en dub-udgave (eller en version) på b-siden, hvor Ernestus skruer lidt op for studieeffekterne. Der er disse 12”ere der her er blevet samlet og udgivet som 800% Ndagga og Ndagga Versions.
Musikken er hypnotiserende, komplekst polyrytmiske slagtøjseskapader, beklædt med korte, repetitive guitarfigurer og underspillede, dybe basgange. Det er ikke svært at høre, at genren med sin blanding af oldgamle musiktraditioner og vestlig påvirkning, er opstået på en tid, hvor andre hybrider som afrobeat også først så lyset: Ligesom afrobeat er Jeri-Jeri’s Mbalax yderst dansabel, og dens tekstunivers næsten lige så politiseret. Mbalax handler dog i endnu højere grad end afrobeat om tekstur og repetition – og selv når der er sangere med, er det melodiske uomgængeligt underordnet rytmikken.
Ernestus har sat sit umiskendelige, subtile præg på produktionerne, med en lyd der skaber et enormt rum for de lave frekvenser, og overraskende meget plads til de mange, klaustrofobisk tætpakkede percussionlag foroven. Der er en hård, sprød og næsten metallisk klang i de hektiske trommespor, en klirrende, blød funk i guitaren og en tålmodig, elastisk fremdrift i bassen – en musik der i sin struktur og lyd minder mere om minimalistisk dubtechno end om stammemusik. Det kan meget vel tænkes at Jeri-Jeri live har en helt anden og mere rå energi, men med disse optagelser har Mark Ernestus formået at sætte den senegambiske Mbalax i direkte forbindelse med Jamaica og Berlin: 800% Ndagga og Ndagga Versions er to komplet globaliserede udgivelser, men de giver kun så god mening, fordi de samtidig har så utvetydigt et lokalt udgangspunkt. Det er moderne, universel dansemusik, men med rødder der stikker dybere end det meste andet.
Info: Mark Ernestus Presents Jeri-Jeri er ude nu på Ndagga. De giver koncert på Global fredag den 7. juni (RSVP).
