The Dove Is Dead – Fortrydelsens kakofoni (interview)
Af Mads Rosgaard
Et nyt og mere organisk udtryk er ved at materialisere sig for The Dove Is Dead, som er det alias odenseaner Jens Aagaard arbejder under. Det vidner hans to nyeste optagelser om. Det er i det hele taget bare et spørgsmål om tid, inden Aagaard finder et musikalsk udtryk, hvor den hans musikalitet og drive kan komme til sin ret. Vi har spurgt ham lidt om, hvor hans projekt er på vej hen, samt hvor inspirationen til det nye materiale kommer fra. Lyt til “Memories Will Vanish” og “In Hours Of Regret” i bunden.
“The Dove Is Dead arbejder på at udgive en plade, inden året er omme – hvor det bliver, kan jeg endnu ikke fortælle. Men det bliver en neo-folk/ambient plade. I forhold til mine tidligere numre, bliver den nye retning mindre elektronisk. Jeg fokuserer på det organiske. Jeg tror, at numrene er kommet som resultat af det nylige brud med mit gamle band: The Road to Suicide, som vi har arbejdet intenst med de sidste par år. Pludselig var der et kæmpe hul, hvor jeg blev nødt til at erstatte den tid og kærlighed med et andet projekt. Og hvorfor så ikke indspille et nyt album?”
Der er en tydelig musikalsk transformation at spore i det nye materiale. Jens Aagaard fortsætter med at indspille alle instrumenterne selv, men udtrykket og instrumenteringen er anderledes. Et nyt element er de mange strygere og en udbredt brug af percussion. “Memories Will Vanish” indeholder nogle meget voldsomme passager, en snerrende vokal som giver associationer til et band som Swans, mens de dissonante strygerdroner maner John Cale i Velvet Underground-regi frem. Mens “In Hours Of Regret” er et mere lavmælt, men ikke mindre dynamisk lydmaleri med kakofonier af forvredne strengeinstrumenter i alle afskygninger, som i baggrunden spiller op til den gennemgående melodi.
“Jeg er meget optaget af den europæiske neo-folk scene fra 80’erne og 90’erne. Current 93, Nature And Organisation. Og samtidig psykedisk freak-folk såsom Kemialliset Ystävät fra Finland.”
“Processen har været meget simpel. Jeg indspiller mange violin-spor. Og jeg kan IKKE spille violin, men når man indspiller, kan man heldigvis være meget tålmodig. Derudover gonger, gamle klokker (ved ikke hvad de hedder, men forestil dig mindre kirkeklokker), trommesæt, akustiske guitarer, en analog bånd-delay og en enkelt synthesizer. Jeg har valgt den instrumentering, fordi den mindsker afstanden fra det, jeg gerne vil udtrykke, til musikkens endelige resultat. Når man sidder med elektronisk musik bliver det hurtigt og nemt intellektualiseret og ændret tusinde gange undervejs. Men egentlig er The Dove Is Dead mere proces-orienteret end det er resultat-orienteret…. Måske lyder det dumt, men The Dove Is Dead er en rodekasse. Jeg sætter mig ikke fast på en fast stil, men bruger projektet til at eksperimentere. Hvis nogle numre hænger sammen stilistisk, så kan der være tale om udgivelse. Hvis ikke, så har jeg lært af at indspille.”
Det giver mening at tale om en udvikling fra et lille elektronisk set-up men med et større studie med rigtige instrumenter. Tilgangen og den grundlæggende filosofi er den samme, men udførelsen giver et anderledes, mere håndgribelig og fysisk resultat.
“Projektet er stadig solo. Jeg har indspillet alle numrene selv. jeg skal ikke ud og spille før jeg finder en live-besætning. Jeg leder efter en cellist, to violinister og en trommeslager.”
