Passive/Aggressive

ÆMÆX – Det ny årtusindes folklore i en cirkulær logik plus en uendelig lydsløjfe (premiere)

Blog November 21 2014, af passive/aggressive forside2_c1080

Af Simon Christensen

Lille Kommune og Jvtlandt udgiver nyt album med Michael Mørkholt og Theis Boisens projekt MX, som efter udgivelsen af debutalbummet “Ni Runder Modsols” er vokset til et band med navnet ÆMÆX. Og det er netop bandkonstellationen, man får serveret på “Stof & Energi”.

Nye numre fra samme æra, men hvor “Ni Runder Modsols” havde en mere rå lyd og baserede sig på modulerede kassettebåndsoptagelser og 10 års udforskning af folkemusik fra hele verden, er “Stof & Energi” en live-optagelse med en mere flydende og psykedelisk energi.

Konceptuelt er ÆMÆX fortsat funderet i det repetitive kompositoriske forløb og cirklen som symbol – eller hvirvlen, kuglen, hjulet, breddegraderne, solen osv. Men der er også et frigørende/åbent element i, at bandet ikke dyrker perfektionen, men i stedet flyder ud i det, som de i en tekst kalder ‘casual yet ceremonial music for the eternal layman’. Udgangspunktet er nemlig stadig folkloren både i strukturen i numrene og valget af (elektrificerede) folkemusik-instrumenter: Eva Maria Hartvig Lund: el-orgel, Karen Mette Foeg Pedersen: el-orgel & slagtøj, Benedikte Sander Laursen: violin, Gitte Kjær: banjo, Jesper Poulsen: trommesæt, Jan Høegh Stricker: el-bas, samt Mørkholt og Boisen selv på guitarer.

Som altid i hænderne på Lille Kommune og Jvtlandt er udgivelsen vildt flot lavet med minutiøse detaljer. Omslaget er silketryk på genbrugscovers, som er limet i hånden. Spilletiden er præcist 2.000 sekunder, hvilket er 33 minutter på 33 rpm. B-siden af LP’en flyder ud i et ‘locked groove’. Og producer/guitarist Martin Vognsen (Jvtlandt) har fået denne optagelse fra Angel’s på Nørrebro til at lyde mere som en reel livesession fra et studie, hvis det ikke var for det hujende publikum mellem numrene.

Info: ÆMÆX “Stof & Energi” udkommer den 29. november på Lille Kommune/Jvtlandt og kan forudbestilles her eller købes til releasefest på lørdag den 29. november på Lygten (RSVP). Video til “Gloende Kugle” af Benedikte Sander Laursen.