Alucarda – Kværnende riffs, kultritualer og D61-dåb
Af Emil Thorenfeldt
Da Jus Oborn fra Electric Wizard i sin tid skrev en guide til sine yndlingshorrorfilm, fremhævede han bl.a. bikerfilmene “Devil’s Angels” og “Psychomania” med begrundelsen: “[they] represent how a band like Electric Wizard should be … like a crazy fuckin’ bike gang; burning, looting, raping and shooting. There’s so many inspirational moments in those movies.” En anden af Oborns yndlingsfilm er den mexicanske kultklassiker Alucarda, en kontroversiel blanding af satanisme, orgier, blod og lesbisk sex, der nu også har lagt navn til et nyt, dansk projekt.
Selvom både inspirationskilderne såvel som musikken kunne lede tankerne i anden retning, er Alucarda i bund og grund et enmandsprojekt signeret Hampus Wahlgren, med hjælp fra diverse musikere fra bl.a. Scavenger Brats og Mold. Demoen “D.F.F.L.” fra efteråret 2013 er første udgivelse fra Alucardas hånd, men 2014 tegner til at blive et produktivt år; foruden en debutkoncert i aften i Ungdomshuset er en 12”-udgivelse også i støbeskeen.
Indtil mere materiale foreligger kan man dog med fordel forsøge at få fingrene i “D.F.F.L.”, der er udgivet på kassebånd i 100 eksemplarer. Musikalsk og tematisk ligger båndet tæt op af Electric Wizards rifftastiske dommedagsmetal krydset med øresønderrivende fuzz punk i stil med Satan’s Satyrs, fint eksemplificeret på åbneren, “Electric Tower”, hvis tekst om sadisme, åndemanere og sort magi ledsages af lige dele tung, slæbende doom og kværnende punk.
Stilen fortsætter på “Nosferatu’s Doom”, hvor knap 2 minutters beskidt punk afløses af gradvist tungere riffs, mens båndets enlige instrumentalnummer (dog med samples fra horrorfilm), “Wicked Sabbath”, er mere klassisk doom i form af et enkeltstående, dæmonisk riff, der skiftevis brøler og danser som var det en forevigelse af et blodigt ritual.
Seancen lukker med titelnummeret, der lyder som en bastardsøn af Birds of Maya og førnævnte Satan’s Satyrs. Meget passende starter nummeret med et sample fra 1969-filmen “Satan’s Sadists”, hvori en morderisk motorcykelbande terroriserer alle, der krydser deres vej. Alucarda er (såvidt vides!) ikke en motorcykelbande endsige morderisk, men “D.F.F.L.” er et kværnende, terroriserende bekendtskab og en brutal hyldest til psykotroniske kultfilm.
Info: Alucarda spiller med Tumor Warlord og Yuri Gagarin (SE) i Ungdomshuset i aften (RSVP). De sidste eksemplarer af “D.F.F.L.” kan erhverves til showet.