Busy Doin’ Nothin’ – Beach Boys efter Pet Sounds (mixtape)
Tekst og mixtape af Jonas Munk
For et par somre siden satte jeg mig for at lave den ultimative Beach Boys-playliste – en liste, der fokuserede på de kvaliteter, jeg elsker mest ved bandets albums: den afdæmpede kaleidoskopiske art-pop, hvor easy listening møder psykedelia, og hvor gruppens karakteristiske vokalharmonier forenes med synthesizere og alternative produktionsteknikker. Med andre ord ville jeg i det store hele forbigå det Beach Boys, de fleste kender: de klassiske hits fra perioden 1961-1965 – naive popnumre, der handler om piger, strande og biler.
Men interessant nok tog jeg også mig selv i at udfase ”Pet Sounds”-numrene, efterhånden som playlisten gradvist blev forfinet. Jeg havde simpelthen hørt den plade til døde – hvorimod store dele af deres katalog fra perioden 1966-1976 stadig besad en friskhed i kraft af sin relative obskuritet.
Og det er i den forbindelse, at det mixtape, du kan høre i bunden af dette indlæg, også kan være relevant for andre: Det er begrænset, hvor spændende de tidlige sol-og-strand-hits er for andre end vores forældres generation, og vi har alle fået blæst ørene fulde med, hvor stort et værk ”Pet Sounds” er – især nu, hvor pladen netop er fyldt 50, og en lettere ødelagt Brian Wilson endnu engang er på tour med albummet. Og det er jo fint nok, men der er sjældent nogen, der fortæller noget om hvor awesome Beach Boys var efter ”Pet Sounds”, ud over når kool dudes som Julian Cope eller Thurston Moore i ny og næ namedropper ”Love You” eller ”Sunflower”.
Dette mix er tænkt som en introduktion til nogle af de mest undervurderede Beach Boys-plader – nogle plader, der aldrig rigtig er kommet ud af den obskuritet, de havnede i, da de i sin tid udkom.
For kort sagt var Beach Boys ikke cool sidst i 1960’erne og starten af 1970’erne, hvor de bedste af deres post-”Pet Sounds” plader (også kendt som ”Brother”-udgivelserne) udkom. Verden var mere optaget af, hvad The Who, Led Zeppelin, Marvin Gaye, Bowie, Yes og Pink Floyd havde gang i.
Desuden led Beach Boys under den effektive ”Brian’s a genius” kampagne deres pr-folk havde igangsat op til ”Smile”-albummet (der af forskellige årsager aldrig blev gjort færdigt). For nu brugte Brian mere tid på at spise burgere i sengen, sniffe coke og kæderyge med et Hustler i hænderne end på at arbejde i studiet. Roret var givet videre til de andre medlemmer – især lillebror Carl Wilson – og anmelderne stod klar til at pille bandet ned for ikke længere at være det, de var.
Det gjorde det nok ikke bedre, at det bedste materiale fra den skrinlagte ”Smile”, tilsyneladende tilfældigt, blev strøet ud over pladerne udgivet i 1967-1971, hvilket gav indtrykket af, at de ikke ligefrem havde en overflod af nye idéer, og at de i en vis grad stadig var afhængige af ”geniet” Brian som sangskriver og producer.
Og det er en skam, at Beach Boys for de fleste er et fænomen, der sluttede med ”Pet Sounds”, for der er masser at komme efter, især i perioden 1968-1971, selvom de fleste udgivelser fremstår en anelse usammenhængende som albums, for at sige det mildt. Det er faktisk på de her plader, man for alvor kan spore den indflydelse, Beach Boys har haft på fremtidige generationers alternative musik: Der er ingen tvivl om, at folk som Jim O’Rourke, Air og Stereolab har dyrket plader som ”20/20” (1969) og ”Surf’s Up” (1971). Og albummet ”Sunflower” (1970) kan tydeligt høres hos amerikanske indie-bands som Flaming Lips og Yo La Tengo. Et nummer som ”All I Wanna Do” (en Mike Love/Brian Wilson-kollaboration fra ”Sunflower”) fremstår i dag som en art tidlig shoegaze-prototype med maskinelle beats og spøgelsesagtige delay-vokaler. Også Carl Wilson-produktionen ”Feel Flows” fra ”Surf’s Up” er et fremragende eksempel på, at Beach Boys var mere end Brian Wilson. Det er vel nærmest det bedste stykke kosmiske pop, de nogensinde lavede – et nummer, hvor fløjter, fuzz-guitar og vokaler med baglæns reverb (!) på forunderlig vis svæver over en solid bund af Moog-behandlet orgel og hypnotisk percussion. Et fuldstændigt sublimt stykke musik.
Faktisk er både ”Sunflower” og ”Surf’s Up” udmærkede kandidater til at være den bedste Beach Boys-plade. Sidstnævnte måske især fordi den indeholder Brian Wilsons skæring af samme navn – et nummer, der oprindeligt var indspillet til ”Smile” og på formidabel vis udtrykker Wilsons vision i et enkelt, konstant muterende forløb på lidt over fire minutter. Både klangmæssigt, harmonisk, tempomæssigt og kompositorisk er ”Surf’s Up” en enestående bedrift, der stadig fremstår dybt unik og inspirerende i dag. Også ”’Til I Die” fra samme album beviser, at Brian langtfra var udtømt efter ”Pet Sounds” og den mislykkede ”Smile”. Her får de karakteristiske vokalharmonier et decideret mørkt præg i selskab med trommemaskiner, vibrafoner og inspirerende orgelflader. Det er visionen fra ”Pet Sounds”, men med en ny mystik og tyngde.
”Friends” (1968) og ”20/20” indeholder nogle af bandets bedste easy-listening momenter. Især ”Friends” besidder en fredfyldt, new age-vibe, der afspejler, at bandet i denne periode arbejdede med meditationsguruen Maharishi Mahesh Yogi, som de bl.a. havde med på tour. Med til historien hører selvfølgelig også, at Brian i denne periode var fraværende det meste af tiden, fordi han var indlagt på et psykiatrisk hospital. Og når Dennis Wilson ikke mediterede med Maharishi, drak han sig i hegnet, surfede, knaldede mindreårige piger og hang ud med Manson-familien (som endte med at overtage hans hus i en periode).
Dobbeltheden skinner også igennem rent musikalsk: Et generelt træk ved Beach Boys er, at jo mere glade og naive deres udfoldelser er, desto højere bliver weird-faktoren som regel.
Det er måske derfor, det trods alt er svært at blive færdig med dem – for modsat de tidlige, velkendte hits lader de bedste numre fra ”Brother”-årene sig ikke så nemt udtømme. Og så er det god musik at chille ud til.
Trackliste
00:00 Our Prayer (20/20)
01:08 Cabinessence (20/20)
04:32 Passing By (Friends)
06:52 Wonderful (Smile Sessions)
08:55 Diamond Head (Friends)
10:43 All I Wanna Do (Sunflower)
13:15 Let the Wind Blow (Wild Honey)
15:32 The Nearest Far Away Place (20/20)
17:41 Feel Flows (Surf’s Up)
22:27 I Went to Sleep (20/20)
24:03 ‘Til I Die (Surf’s Up)
26:38 Everyone’s In Love With You (15 Big Ones)
29:16 Wind Chimes (Smiley Smile)
31:09 Time to Get Alone (20/20)
33:44 At My Window (Sunflower)
36:10 I’ll Bet He’s Nice (Love You)
38:45 Our Sweet Love (Sunflower)
41:20 Busy Doin’ Nothin’ (Friends)
44:22 Cool, Cool Water (Sunflower)
49:20 Airplane (Love You)
51:46 Deirdre (Sunflower)
55:10 Friends (Friends)
57:41 Surf’s Up (Surf’s Up)
