”Collision With an Insignificant City” – Et øjebliksbillede af Aarhus’ undergrund i fuldt flor
Anmeldelse af Daniel Niebuhr
Collision With an Insignificant City var navnet på den aarhusianske engangsforestilling, som løb af stablen i forbindelse med sidste års udgave af snart hedengangne Pop Revo. Arrangementet – hvis formål var at hylde byens blomstrende musikalske undergrund, der gennem de senere par år har fået tilsat en ordentlig omgang progress – er nu klar som liveudgivelse.
Det er uden tvivl en lang række af de mest iørefaldende og interessante navne fra de breddegrader, som er samlet under CWaIC-fanen, hvor i alt 13 aktørers respektive bidrag til den halvanden time lange forestilling er blevet indkapslet. Death/noise/free-jazz/rocksekstetten Narcosatanicos får lov til at stå for første indslag med ”Nausea”, der ligeledes er at finde på gruppens debut fra 2014. På ”Collision With an Insignificant City” nyder nummeret rent faktisk godt af det uforfalskede og mere direkte livemix, der fungerer som katalysator for Narcosatanicos’ destruktive kaosagenda.
Liveoplevelsen er bestemt også intakt på Fossils’ ”Crack Horizon”, men desværre ikke i højere grad, end at man ”kun” bliver en liveoptagelse rigere, hvor de mange nuancer og den polerede helhed fra duoens studieudgivelser især føles savnet.
Og mere forglemmeligt lyder både Blod og Snaredrum, som med henholdsvis ”Hvid” og ”Stick to the City” mest af alt er anonyme bidrag, der bare ikke lyder særligt godt i netop disse liveversioner.
Andre mindre, lokale navne som Bad Stroke og Pleasure bidrager heldigvis med insisterende (post)punkskæringer med grundlag i 80’ernes kronede dage og den nye, danske postpunkbølge, og i løbet af henholdsvis to og tre numre giver de vished for, at det aarhusianske musikvækstlag kan følge med udviklingen i hovedstaden. Et mere etableret band som Yung, der siden CWaIC-arrangementet har formået at tage springet op på en større, national scene, leverer den optræden, der står skarpest, hvilket langt hen ad vejen skyldes gruppens eminente nærvær på en scene.
”Collision With an Insignificant City” er et glimrende sammenkog – med de forventelige højde- og lavpunkter – af en aarhusiansk musikundergrund, der er i rivende udvikling og næppe har lydt mere indbydende, end den gør i dag.
Info: ”Collision With an Insignificant City” udkom 8. april på Shordwood Records, og 7. maj kan man opleve flere af kunstnerne, heriblandt Narcosatanicos, Fossils og Ærkenbrand, i en lignende optræden på Københavns Hovedbibliotek (RVSP).