Ecocidal – Refleksioner over teknologiens frigørende og destruktive potentiale
G.V.A ”Ecocidal” (selvudgivet, 2017) – anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen
For et par måneder siden modtog vi et mixtape fra en vis Gaucho von Als, der under navnet G.V.A havde udgivet mixtapet ”Ecocidal”. Hvorvidt der er tale om et nyt dæknavn for et af undergrundens usual suspects eller om en sydamerikansk/sønderjysk cowboy, er uvist, men da jeg et par uger senere satte mig ned for at skrive om dette mixtape, kunne jeg i hvert fald konstatere, at musikken var blevet taget ned igen. Jeg forhørte mig hos von Als om musikkens tilstand og fik svaret: “Musikken har slået sig selv ihjel og findes ikke længere.” Efter at jeg havde kondoleret, blev svaret dog modereret med beskeden om, at en ny version ville blive lagt op senere.
D. 14. maj fik jeg således endelig fornøjelsen af at kunne dykke ned i mixtapets univers af glitchede beats, rastløse digitale gejserudbrud og bitcrushede synthflader, der visse steder ikke er ulig den digitalt forvredne new age, som Fred Warmsleys Dedekind Cut-projekt (særligt debutalbummet $uccessor fra 2016) er garant for. Hos G.V.A er der dog gennemgående et højere tempo og en mere aggressiv fremdrift.
Ordet ecocidal betyder ødelæggelsen af store naturområder grundet menneskelig aktivitet som eksempelvis atomkrig, overforbrug eller udledning af kemisk affald, og det er bestemt heller ikke svært at tænke på Ecocidal som en række hyperaktuelle og tydeligt bekymrede refleksioner over teknologiens på én gang frigørende og destruktive potentiale. Frigørende qua dens tilsyneladende uendelige muligheder, understreget i selve mixtapets form: Udgivet anonymt, hurtigt og finansielt omkostningsfrit. Destruktivt ved langsomt at have overtaget den organiske sfære, om det så manifesterer sig i miljømæssige ødelæggelser eller et overgreb på menneskets mentale bevægelighed.
Nogle steder er der små henvisninger til en slags simuleret natur som på åbningsnummeret ”Puke”, hvor man får fornemmelsen af vand, der løber. Ligeledes fremstår den generelle musikalske fragmentering ikke kantet, men snarere som en slags digital simulering af naturens organiske bevægelser – vejrtrækninger, der væver selv de mest væsensforskellige fænomener sammen. Alligevel overtages denne natur-simulering af det digitale ved aldrig at få den ro, den ville kræve for at fremstå troværdig: Synthesizerflader vækkes brat af harkende beats; numrenes korte spilletid afbryder hektisk den stilistiske flirten med ambient dvale; og lyde, der ellers godt kunne optræde i en new age-sammenhæng, har ubehagelige skurrende overtoner, der minder os om, at den digitale disintegration aldrig er langt væk.
Derfor er det også meget passende, at menneskets tilstedeværelse på “Ecocidal” – foruden en mekanisk stemme på ”Meta Spasm” og lidt latter på ”Carry” – er begrænset til en rådvild monolog på nummeret ”Rift”:
”Always know where I am by how the road looks”
”Look I just know that I’ve been here before, I just know I’ve been stuck here before”
”A road that looks exactly like this, in another time and place”
