G·Bop Orchestra – Pausens omgivelser
G·Bop Orchestra ”Punctuations in Space” (One Take, 2016) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen (foto: Maga Sokalska)
G·Bop Orchestra handler om pausen i musikken. Eller måske mere præcist: Når musikken bryder ind i pausen. Hvilket titlen på gruppens album, ”Punctuations in Space”, også antyder.
Gruppen består af seks trommeslagere, Oliver Laumann, Szymon Gasiorek, Morten Skøtt, Knut Kvifte Nesheim og Hasse Bruun samt Greta Eacott, der er en engelsk trommeslager, som studerer i København. I et interview i august måneds Wire fortæller hun, at hun er blevet undervist af den japanske marimba-spiller Keiko Abe og er inspireret af det japanske koncept Ma, der handler om placeringen af objekter og rummet omkring dem. Stenene til et tehus bestemmer måden, du går på, og dermed også din gangrytme. Således bestemmer pausen mellem an/slag også rytmen i musik.
Den tilgang dominererer eksperimenterne på ”Punctuations in Space”, der er udgivet på Eacotts One Take-pladeselskab og derfor indspillet i ét take.
Pladens første nummer, ”Unaligned Music #1”, løber godt nok fremad med hurtige, primitive, repetitive rytmer spillet på, hvad der lyder som et tommelfinger-piano, mens en langsom bastromme lyder i baggrunden.
Men derefter udforskes rytmer og diverse slagtøjs potentiale for at frembringe lyd i ikke-faste rytmer. Gruppen spiller sig hele tiden uden om klassisk 4/4. De sætter tempo op og ned og afholder sig fra at slå, hvor man som lytter traditionelt forventer det. De seks trommeslagere er ofte asynkrone. Og når de endelig finder sammen, som i ”Flats in Dagenham”, hvor claves, bækken, hårdt spændte trommeskind og triangel tidligere er blevet slået forbi hinanden og mødes i en skæv samba, så stopper det hurtigt igen. Der er derudover stilhed i kompositionerne, 10-20-30 sekunder, midt i og mod nogle af slutningerne, hvilket giver en uforudsigelighed, en pausens dynamik.
Legen med uforudsigeligheden udnyttes intenst på ”Regularly Irregular”, hvilket kunne være pladens motto, hvor lydbilledet domineres af slag på diverse materialer, træ, glas, blik, jern, som en afsøgen af lydenes fysikalitet i kontrastforhold. Men der bygges op til et momentum med flere tunge rytmer, flere og flere rytmer på stramme trommeskind, og lige som de samler sig i en intens finale, falder det hele fra hinanden og udkrystalliseres i et utal af arytmiske mikrorytmer på glas, blik og træ.
I dette sammenrend af rytmer og opbygningen til dem kan man godt høre inspirationen fra Keiko Abe og traditionel japansk slagtøjsmusik, men jeg kommer også til at tænke på nogle af Sun Ras eksperimenter på ”Strange Strings”, hvor han gav strengeinstrumenter til musikere, der normalt spillede blæsere. På den plade arbejdede han også med ophold i musikken, pauser inden crescendoer eller nye forløb.
Laboratorie-tilgangen er også tydelig på G·Bop Orchestras ”Canon no. 2”, hvor de rører trommeskindene med trommestikkerne i stedet for at slå, laver knaselyde, der er svære at bestemme oprindelsen af, og hvor det også lyder, som om de stryger en cello, men nok nærmere træet i stedet for strengene. I ”Limping/Grainz Movement #4 – Radio Edit” leger gruppen med stereoeffekter, så træpercussionen lyder som et ur i diskussion med sig selv, og de lader tyngdekraften spille med ved at spilde flere og flere perler på gulvet, og senere ryger lysestagerne på klinkegulvet. Pausen mellem tabet og kollisionen bestemmer rytmen.
Titlen ”Punctuations in Space” virker også som en kommentar til popmusikkens faste 4/4-skabelon, og to af numrene bærer suffikset ”Radio Edit” til sidst. Måske kunne pauserne i popmusikken være lidt mere irregulære?
Info: ”Punctuations in Space” er udgivet digitalt og som paperback.
