Jay Reatard – Memphis’ sidste konge
Mindeord, af Jens Franco (sanger i Tumor Warlord)
Da Jay døde 13. januar 2010, havde han medvirket på 22 albums samt et utal af singler. I alt ca. 100 udgivelser. Udover sine soloplader var den produktive sydstatsdreng involveret i bands som Lost Sounds, Nervous Patterns, Bad Times, Terror Visions, Evil Army, Final Solutions, Angry Angles, Destruction Unit, Digital Leather og selvfølgelig The Reatards, der udsendte deres første single i 1998 på det legendariske Memphis-selskab Goner Records.
Jeg missede Lost Sounds-koncerten i 2002, hvor Double Space spillede deres debutshow, men i 2005 var Jay igen forbi Århus med The Reatards, Angry Angles og Tokyo Electron. Jeg tror, at vi er rigtigt mange, som aldrig vil glemme The Reatards’ sæt, hvor Jay nærmest destruerede Sway stedet i et vanvidsshow af aggression og smadrede ølkrus. Nogle år senere var jeg oppe på Elværket i Helsingør og se Jay Reatard og Boston Chinks, der på det tidspunkt fungerede som hans backing band.
I september 2008 var min ven Martin (trommeslager i Tumor Warlord) og jeg til Gonerfest 5 i Memphis. Vi skulle nogle dage senere hooke up med Cola Freaks, der var på USA-tour og også skulle spille til festivalen. Efter en overnatning på Red Roof Inn var Martin og jeg på vej mod den berømte pladebutik Goner Records for at købe os fattige i billig vinyl. Vi ankom til Cooper & Young og konstaterede, at butikken først åbnede nogle timer senere. Pludselig råbte en fyr ’Hey Martin!’. Det viste sig at være Jay, hans daværende kæreste Lindsay og nogle venner, som sad i solen på en diner og drak bloody marys. Martin havde arrangeret Jay’s Helsingør gig og været ude og bade nøgen med ham, Kenni (Moonless), Emil (Tumor Warlord) og Cola Freaks i Østersøen.
Jay, der var i højt humør efter at festet hele natten, bestilte straks nogle flere bloody marys til os. Da han så, at vi trak vores rullekufferter efter os, spurgte han om vi manglede et sted at sove, og tilbød at vi kunne overnatte i hans hus, som var beliggende få minutter væk på Nelson Avenue. Klassisk southern hospitality. Vi sagde selvfølgelig ja til tilbuddet, men først skulle vi lige ha nogle flere øl på en bøssebar, der viste Abba videoer til flok fulde ejendomsmæglere. Hjemme hos Jay og Lindsay fortsatte festen, og vi blev introduceret til deres glade hund, der hed Cola Freak. Det er ikke nogen stor hemmelighed, at Cola Freaks var et af Jay’s favoritbands.
Næste dag spurgte Jay om vi ville med på et musikvideo shoot for ”See/Saw” nummeret i en park for handicappede børn (!). Vi kørte afsted med hans bassist Steve og trommeslageren Billie. Det var en afdeling af Dell-computerfirmaet fra Austin, som stod for optagelserne og de havde heldigvis en lækker stor bus med masser af øl og mad. Martin fik et videokamera og skød noget footage sammen med Dell drengene bl.a. på nogle togskinner og i parken, mens Jay blev kørt rundt i en indkøbsvogn af Billie. Senere iførte Jay nogle beskidt klude, som var blevet efterladt i en busk af junkier, og gav den gas på sin berømte Flying V-guitar. Man kan i slutningen af videoen på youtube svagt skimte Martin og jeg.
I løbet nogle få dage fik jeg lært en virkelig sød og flink fyr at kende, som lige havde fået succes, en Matador pladekontrakt og købt sit eget hus. Jay havde ikke nogen skoleuddannelse af betydning og kun haft lortejobs, men han var kvik og havde via sine tours i Europa fået pæn indsigt i forskellene mellem USA og vores del af verden. Vi var på et tidspunkt op at toppes – efter vi havde delt en flaske tequila – da jeg, for at irritere Jay, sagde at jeg var en hedensk viking, og han var en kristen sydstatsdreng, som var bange for gud, hvilket han blev meget fortørnet over. Vi blev dog hurtigt gode venner igen.
Jeg mødte Jay flere gang senere i København og til Gonerfest 6, men han var ikke helt til stede som de dage i Memphis i 2008. Som ”Better Than Something”-dokumentaren sikkert vil vise (premiere den 30. august i København, RSVP), havde Jay en meget barsk opvækst med en enlig mor samt et stort problem med stoffer, hvad der desværre til sidst frarøvede verden et af de aller største musikalske genier i alder af blot 29 år. På de sidste tours i USA og Europa havde han Anders og Jacob fra Cola Freaks som backing band, hvorfor der har altid været tæt bånd mellem Jay og Danmark. Sidste år var jeg igen med Cola Freaks på USA tour, hvor vi bl.a. besøgte hans grav i Memphis. Jay er – meget passende – begravet ved siden af en anden Memphis legende, nemlig soulmanden Isaac Hayes.
Jimmy Lee Lindsey Jr. – Never to be forgotten!
