Passive/Aggressive

Joe McPhee mellem free-jazz og R’n’B – Genren, der aldrig blev til

November 6 2014, af frederikdenning

4+-+D

Af Frederik Denning

I december 1970 optog Joe McPhee sammen med sin kvintet pladen “Nation Time”, som på mange måder står som et unikt dokument for, hvor free-jazzen kunne være gået hen. Det var i tiden, hvor free-jazz stadig var stærkt påvirket af Coltranes død, og hvor store dele af den i høj grad imiterede og dedikerede sig til Coltrane.

Noget af det, der kendetegner den retning, free-jazzen gik med Coltrane og hans ligesindede som Sanders og Shepp, er afsættet i gospel, blues og r’n’b. Ligegyldigt hvor udknaldet musikken bliver, kan man altid identificere disse rødder. Alligevel bevægede Coltrane sig mod gradvist sværere tilgængelige lydlandskaber, mens folk som Sanders og Shepp i høj grad dyrkede en pan-afrikansk filosofi under det, jeg personligt ynder at kalde Uhuru-jazzen: Uhuru betyder frihed på swahili og råbes så ofte som muligt i dette hjørne af jazzen.

Når jeg indleder med at skrive om alt muligt andet end den plade, der egentlig skal anbefales her, er det, fordi “Nation Time” netop er et alternativ til den retning, den amerikanske free-jazz gik i i årene efter Coltrane. “Nation Time” kan vel bedst beskrives som ånden fra Coltrane, men i et møde med R’n’B og funk – se lige hvor cool, han er på det cover! Selve mødet mellem R’n’B og jazz var der langtfra noget odiøst i, og folk som Cannonball Adderley og Wayne Shorter havde også med succes ført R’n’B-inspirationerne videre fra den oprindelige hard-bop i starten af 60’erne. Hvad der imidlertid er unikt ved “Nation Time”, er den totalt frenetiske stil: McPhees saxspil vælter nærmest ud af højtalerne i samme tempo, som man finder det på fx Coltranes “One Down, One Up: Live at the Half Note” eller Cannonball Adderleys “Mercy Mercy Mercy: Live at the Club”. McPhees gruppe mosler rundt mellem hinanden, men mens man hos Cannonball finder en vis tilbageholdenhed, der skyldes afsættet i hard-boppen, og hos Coltrane finder en stærkere dedikation til kaosset, så er McPhees gruppe noget så simpelt som funky.

Numrene “Nation Time” og “Scorpio’s Dance” er fremragende optagelser, men det er “Shakey Jake”, der for alvor introducerer lytteren for den storhed, som mødet mellem funk og free-jazz kunne bringe med sig. Her bliver kvintetten udvidet med en organist, en el-guitarist og en alt-sax – og så klatrer, vælter og smadrer gruppen ud i kosmos med en overbevisning, der findes meget få andre steder. Gennem stort set hele optagelsen ligger der to saxofonsoloer pannet ud hver sin stereokanal, og trods det ultimativt kaotiske lydbillede er det så sindssygt funky, at det ikke ville undre én, hvis James Brown pludselig bad én om at get on up.

“Nation Time” er en af den slags udgivelser, der gør, at man for altid leder efter noget, der minder om, lyder lidt derhen ad eller kan give én det samme. Men det indser man også gradvist med større og større sikkerhed, at der ikke er noget, der kan. Denne plade er et unikum og en dokumentation af det, der burde have været en hel genre, men i stedet blot er denne ene optagelse.

Info: Joe McPhee spiller ofte i København i forskellige konstellationer. Har spillet et par legendarisk gode koncerter med sin gruppe Survival Unit III, været forbi med Brötzmanns Chicago Tentet og senest spillet i en duo-opsætning med Chris Corsano.