Julius Eastman – “Femenine” og en frasigelse af fraværet
Af Alexander Julin
Julius Eastman bliver født i 1940 og dør i 1990, 49 år gammel. Han figurerede i New York som danser, sanger og ikke mindst komponist. Hans kompositioner indeholdt ofte en politisk dimension, og flere kredser tematisk om homoseksualitet. At homoseksualiteten var udgangspunkt for Eastmans musik, udfordrede heteronormativiteten inden for den minimalistiske kompositionsmusik. Eastmans oeuvre var i mange henseender kontroversielt, hvilket bl.a. resulterede i, at John Cage afskrev Eastmans kunstneriske virke som intet andet end centreret om homoseksualitet i mangel på andre idéer. Det skete, efter at Cage havde set Eastmans homoerotiske fortolkning og opførelse af Cages “Songbooks”.
Eastman arbejdede desuden sammen med blandt andre Peter Maxwell Davies, Meredith Monk og Arthur Russell, men vigtigst af alt virker han til at dvæle ved tanken om, hvor mange år der dog må gå, før tingene viser sig. Nu viser det sig, at vi lever i en sådan verden, hvor en komposition som “Femenine” fra 1974 skal stå glemt og upubliceret indtil året 2016.
Det er absurd at tænke på, hvor mange år “Femenine” har været væk, før den er dukket op på ny, idet Frozen Reeds nu har udgivet værket. Ved udgivelsen af kompositionen er min blinde tiltro til, at alt af værdi selvfølgelig også vil blive dokumenteret, endnu en gang for alvor blevet udfordret. Hvor meget har vi alle ikke glemt i årenes løb? Hvor meget meningsfuldt får ikke lov til at stå i skyggen af dokumentationens fravær?
Heldigvis kan “Feminine” nu frasige sig dette fravær, om ikke andet så længe vi har adgang til Frozen Reeds’ udgivelse. Således bliver det muligt ikke blot at få fortsat at få adgang til Eastmans dragende kompositioner, men ligeledes at få indsigt i en eksplicit politisk dimension af et musikalsk spektrum, der ofte associeres med mere rendyrket akademia. Det giver derfor kun god mening, at Eastmans værk posthumt er blevet genopdaget, da han netop er en fortælling om en mere udtalt politisk eksponent for den minimalistiske kompositionsmusik. Det ville være absurd, at hans værker skulle forgå, blot fordi han ikke selv gjorde et stort nummer ud af få dem manifesteret, muligvis grundet hans egne personlige kampe.
Værket “Femenine” blev oprindeligt opført af S.E.M. Ensemble, hvor Eastman spillede klaver under opførelsen. Stykket, der i sin tid blev opført i Albany, New York, strækker sig over en time og 12 minutter og er et enormt dragende stykke kammermusik, der foruden klaver udgøres af mekaniserede slædeklokker, vibrafon, horn, strenge, træblæser og syntheziser.
“Femenine” er muligvis forholdsvis langsom i sin opbygning, men den pulserende rytme fra klokkerne, der driver værket frem – og som Eastman selv lavede – vedligeholder en intensitet i kompositionen fra start til slut, og rundt om rytmen skaber de øvrige instrumenter en let opløftende eufori. Denne konstante bevægelse munder ud i en slutning, der efter sigende skulle være tilsigtet at lyde som himlen blive åbnet af englene. Jeg tror ikke på, at ét rigtigt illustrativt billede vil kunne gengive, hvad “Femenine” åbner i mig, og jeg tror ikke, at jeg forstår, hvad englenes åbning af himlen som sådan vil sige. Det kan tages for et billede på den frigørelse, der finder sted i kraft af og til slut i kompositionen, hvor musikken får lov at opbygge denne eufori for blot at forsvinde og erstattes af en kort klapsalve. Som et ekko fra fortiden af en mand, der blev sat fri; et ekko, der varigt hænger i luften og håndgribeliggøres af den nu fremlagte dokumentation.
Info: “Femenine” er ude på Frozen Reeds som CD.
