Passive/Aggressive

UIQ – En platform for progressiv leg

New Music November 9 2016 0008057580_10

Af Alexander Julin

Lee Gamble var et af de første navne, jeg stiftede bekendtskab med fra Bill Kouligas’ label, PAN. Derfor er Lee Gamble nok den kunstner, jeg i allerhøjest grad associerer med selskabet og dets vanvittigt høje kvalitetsniveau – og Gamble har udgivet hele fem udgivelser hos PAN siden 2012. Det virkede derfor også som et decideret befriende initiativ, da Lee Gamble sidste år lancerede sit eget label, UIQ.

Hvad angår sit eget virke som musiker, har Gamble endnu ikke lagt sig fast på én bestemt indgangsvinkel til sine kompositioner. Det mest rammende at sige er nok, at Lee Gambles udtryk er kendetegnet ved netop ikke at kunne kendetegnes særlig snævert eller specifikt. Hans værker er som barndommens lege, hvor regelsættet sjældent er fastsat på forhånd; reglerne for legen – i dette tilfælde den kompositionelle leg – bliver etableret, såfremt de kan accelerere noget nyt, og forkastes så igen, når dette nye er opnået. Vi har kort fortalt at gøre med en vedholdende originalitet, uden at det munder ud i ren skizofreni.

UIQ er hverken udtryk for et brud med PAN eller en afslutning på Lee Gambles’ eget musikalske virke (serien UIQ Inventions er således forbeholdt hans egne produktioner). Initiativet kan i stedet ses som en udvidelse af hans egen rolle som kunstner, der både har udgivet albums, opført mere eksperimentelle lydværker og markeret sig som både som dj og radiovært på NTS, hvor han også har lanceret en UIQ-radiosession mellem Mark Fell og filosoffen Thomas Metzinger. Med UIQ positionerer Lee Gamble sig i en ny forstand som kurator af ny, elektronisk musik.

Indtil nu har UIQ udgivet seks udgivelser fra henholdsvis N1L, Zuli, Lanark Artefax, S Olbricht, Lee Gamble selv og senest Renick Bell. På “Bionic Ahmed”, debutudgivelsen fra Zuli, skaber ægyptiske Ahmed El Ghazoly nærmest metallisk klingende lydfrekvenser, der får lov til at florere omkring klikkende percussion og repeterende vokalelementer i et sært dragende og unikt lydbillede, der trækker på elementer fra jungle og techno uden på noget tidspunkt at være en stiløvelse ud i en given genre.

Denne afvisning af at lade det musikalske virke være rene og skære stilistiske præstationer gør sig gældende på samtlige UIQ-udgivelser. På “Wrong Headspace” jonglerer N1L konsekvent mellem minimalistiske og mere fyldige og frodige elementer gennem fire kompositioner, der pudsigt nok vækker stærke associationer til Lee Gambles egen udgivelse, “Diversions 1994 – 1996″.

På “ZZM” skaber ungarske S Olbricht en form for eksperimentel deep house, hvis klikkende rytmer virker som stimulerende elementer i et ellers nærmest hypnotisk og sensuelt lydunivers, der kolliderer på udgivelsens sidste nummer, “Floa1″. Samtlige udgivelser har som fællesnævner appellerende og melodiske elementer, der er flettet ind i ofte udfordrende og eksperimenterende rytmestrukturer. Trods kompleksiteten i rytmestrukturerne opretholder melodierne en mulighed for umiddelbar nydelse i musikken, der rækker langt ud over en distanceret intellektuel eller æstetisk interesse.
Dette aspekt kommer ligeledes til udtryk på engelske Lanark Artefax’ EP, “Glasz”, der trods sine ofte abrupte og hakkende kompositionsmodeller fremstår som alt andet end et fortænkt eksperiment, hvor melodien i stedet får lov til at stå klart i fokus.

I oktober udkom den sjette udgivelse på UIQ, “Empty Lake” af japanske Renick Bell, der er live-coded ud fra Bells eget generative musiksystem, der selv skaber musik i konstant ændring. Selvom idéen om algoritme-genereret computermusik på papiret kan lyde som en både harsk og overakademiseret lytteoplevelse, udmærker “Empty Lake” sig bl.a. ved sine forholdsvis blide teksturer, der både skiftevis og simultant virker pirrende og beroligende som på eksempelvis “Trying to Control the Four Winds”. I andre tilfælde bliver kompositionerne dog også mere demonstrative i deres forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed, såsom på den eklektiske “The Deluge”.

Man hører jævnligt elektronisk musik blive kritiseret for at være mere intellektuelt mættende end følelsesmæssigt appellerende. De første seks udgivelser fra selskabet tegner et billede af UIQ som en platform, der kan gøre op med den kritik. Indtil nu har UIQ i al fald beriget os med musik, der emmer af en imponerende idérigdom og legende umiddelbarhed, der først og fremmest er emotionelt dragende og bevirker en eufori og dybfølt nysgerrighed.