Kvartalets bedste sange #3 – Hedensk gospel, primal-techno og flugtveje mod MRSA-fri galakser
Kvartalets bedste sange – udvalgt af Adam Thorsmark
Fire gange om året samler jeg ud fra fuldstændig subjektive kriterier op på de bedste nye numre fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra gemmerne), som har sat det tydeligste præg på mig i det forgangne kvartal. Et miskmask af både oversete og mere kendte sange med én rød tråd: ren kærlighed til det, der har gjort størst indtryk. Her er mine højdepunkter fra tredje kvartal af 2016. På gensyn, når det nye år er helt dugfriskt!
Ant’lrd “Kasuisai”
Når man får nok af 2016 med alt dets BREXIT-TRUMP-MRSA-ISIS-BOWIE, kan man blive ramt af en akut trang til at folde teltpælene sammen og rykke til en anden galakse. Ant’lrds ”Kasuisai” er soundtracket til den slags kosmiske tidsrejser og et kalejdoskopisk ormehul af repeterende synths, der vækker minder om både Tangerine Dream, John Carpenter og danske Jakob Skøtt.
Bernardino Femminielli “My Baby Takes My Money”
Montreals provokatør/charmør numero uno har udgivet en samling mørke, sexede discohymner. Det er overraskende mere iørefaldende end det, manden optrådte med på Mayhem i foråret, hvor han vitterlig smadrede alt, han havde med sig. Sammen med titelnummeret fra udgivelsen ”Plaisirs Americains” er vi på den fransksprogede ’My Baby Takes My Money’ ude i noget, der kunne minde om Serge Gainsbourg i færd med at talk-croone sig gennem en Gaspar Noé-adaptation af ”Miami Vice”.
Container “Insulation”
Hvis Puce Mary lavede dansemusik, ville det næppe være milevidt fra Containers støjende primal-techno, og manden bag Container, Ren Schofield, har da også rødder i noise-musikken. De forvrængede synthesizere og den synkoperede polyrytmik, der udfoldes lag efter lag i ”Insulation” er meget sigende for hele EP’en, der ikke tilbyder ét sekunds pusterum. Det er med andre ord musik til specielle anledninger – fra dunkle nattetimer til morgener, hvor man er for sent på den – men så er det dælme også genialt.
Warehouse “Resevoir”
Man skal være temmelig flabet for nærmest at tyvstjæle den berømte basmelodi fra omkvædet i ”The Man Who Sold the World”. Men bag denne kækhed og den skiftevis snerrende raspede stemme, der vil please Sheer Mag-fans, gemmer der sig hos Warehouse også en herlig lille jangle-popsang med et blødende hjerte og en tydelig kærlighed til tidlig R.E.M.
Musik til Mor “Fest”
Passive/Aggressive-skribent Kim Elgaard Andersen har allerede kastet sin kærlighed på Musik Til Mors “Fakles”. Og det er der god grund til. Det er bandets syvende udgivelse på fire år, hvilket i en præ-Bisse-tidsalder sikkert ville have udgjort en slags dansk rekord. Højdepunktet er albummets tredje sang ’Fest’, der med en snublende 5/4-taktart, en sart trumpet og Rasmus Baks skønsomme, gentagne tekstbidder som ”Du kysser dig hen mod nattens sang” skaber en svært dragende stemning.
Serpentwithfeet “Four Ethers”
Oven på efterdønningerne af den hysteriske Frank Ocean-fanfare (jovist, ”Nights” er et vanvittigt godt nummer!) er det på sin plads at vende opmærksomheden mod andre talentfulde og opfindsomme r&b-sangere. Serpentwithfeet er et samarbejde mellem sangeren Josiah Wise og Haxan Cloak, og resultatet er minimalistiske hymner – eller ’pagan gospel’, som duoen selv kalder det. Ud over Ocean ledes tankerne hen mod Anohni og Björks seneste udgivelser, især på sangen ”Four Ethers” fra debut-ep’en. Her befinder vi os i et poetisk queer-tekstunivers med klassiske kompositioner, der smyger sig om Wises skrøbelig vibrato, som blafrer rundt i et modigt, beatløst lydlandskab.
Meshuggah “Nostrum”
Apropos polyrytmik, så udgiver de svenske ekstrem-metal-pionerer Meshuggah sit syvende album, ”The Violent Sleep of Reason” næste måned. I hvad der er for mig er kvartalets video (ikke kun – men OGSÅ – på grund af bassist Dick Lövgrens ikke så onde Bart Simpson-hjemmefutter i venstre hjørne) kan man forsøge at lære at tromme med på sangen ”Nostrum”, der er en møgtung og næsten jazz-drillende satan med sit vanvittige komplekst, dog groovy, sammenspil.
The Radio Dept. “Swedish Guns”
I min verden ligger The Radio Dept. på top-10 over bands med det højeste bundniveau på album (og samtidig på top-10 over mest skuffende live-acts). Deres udgave af svensk midsommer-melankoli og ungdommelig refleksion fås ikke meget bedre end på deres tre første udgivelser, men ”Swedish Guns” fra deres kommende album, ”Running Out of Love”, fortsætter mere i sporet fra de seneste par års mere beske og politisk ladede singler (”Occupied”, ”This Repeated Sodomy”). Det er en svada mod den svenske våbenindustri og våbenlobby i en mere dub-inficeret variant af deres drømmepop, end vi er vant til.
… og til sidst: én fra gemmerne
Weezer “No Other One”
Albumjubilæer er oftest blot en undskyldning for et nostalgisk genlyt af gamle plader, som man for længst er vokset fra. Jeg er dog aldrig vokset fra Weezers andet album, ”Pinkerton”, som i sidste uge fyldte 20 år, selv om jeg på papiret burde, fordi: 1) min smag heldigvis har udviklet har sig, siden jeg var 11 år, og pladen udkom, og fordi 2) collegerock normalt er blandt de mest pinagtige genrer, der findes.
Men sammen med Weezers debutalbum, det blå album, består ”Pinkerton” ganske simpelt af en samling af de mest velskrevne powerpop-sange nogensinde. All killer, no filler. Bandet producerede selv ”Pinkerton” med en Steve Albini-gjaldende tyngde, der matcher sangenes dystre selvhad og -ironi, og ”No Other One” er et af mange højdepunkter på albummet (”Pinkerton”-pensum tæller bl.a. også ”Tired of Sex”, ”Across the Sea” og ”Pink Triangle”). Det er en bombastisk og smådeprimerende sag, der handler om at være i et forhold, hvor jeg-fortælleren (sanger Rivers Cuomo) er tryghedsnarkoman, mens kæresten er sådan rigtig narkoman. Bedst opsummeret i tekstbidden “we’re all we’ve got, and we don’t wanna be alone.”
