Kvartalets bedste singler #21 – Slæbende hiphop, båndløs bas og en udflugt til rockens kaninhul
Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark
Fire gange årligt sorterer jeg mig – ud fra fuldstændig subjektive kriterier – gennem udgivelserne fra det seneste kvartal og finder de nye sange (samt en enkelt perle fra arkiverne), som har sat de dybeste spor i mig. Herunder får du en blanding af oversete og mere kendte sange. Genremæssigt vender jeg kikkerten i så mange retninger som muligt – men den røde tråd er simpel: ren kærlighed til det, der har ramt allermest plet hos mig.
Yung ”Unresolver”
Fem år efter debuten er danske Yung tilbage med ”Ongoing Dispute”, en mere end godkendt og gennemarbejdet opfølger, der emmer af overskud. På sangen ”Unresolver” flirter kvartetten med 7/4-taktart og intrikat guitarspil, og sangens indspark med dead pan spoken word røber inspiration fra Ought (hvilket giver god mening, da Yung-forsanger Mikkel Holm Silkjær i albumpausen allierede sig med Ought-bassisten Ben Stidworthy og udgav en ep som Brooch). Dét ændrer dog ikke ved, at Yung er virkelig godt i gang med at finde sit helt eget udtryk– noget, som ellers ikke er helt ligetil her 70 års tid efter rockmusikkens opfindelse.
Navy Blue ”Dreams of a Distant Journey”
I sommer fremhævede jeg rapperen Medhanes fremragende, døsige sang ”TRS”. På sangen medvirkede en ny rapper ved navn Navy Blue, som nu træder frem med sit andet forrygende soloalbum på blot et års tid. Åbningsnummeret sætter barren højt med et svært hypnotisk beat, der nærmest væver sig ind og ud af sin egen eksistens. I dette slæbende vakuum træder rapperen med det borgerlige navn Sage Elsesser frem med rim og remser om sorg (broderen blev skuddræbt), spiritualitet og racisme.
Black Country, New Road “Sunglasses”
Den eksperimenterende rock har det ganske godt ovre på den anden side af Nordsøen. Black Midi og Squid holder fanen højt, og nu kan man føje Black Country, New Road til denne lille hær af This Heat-disciple. Som en om muligt mere frenetisk version af Pardans tager sangene på debutalbummet mange afstikkere – ofte for aldrig at vende tilbage til udgangspunktet. “Sunglasses” byder på 10 minutters dyk ned i sådan et kaninhul og berører postrock, mathrock og jazz-punk, mens både musikken og teksterne bliver tiltagende psykotiske: ”Leave Kanye out of this… leave my daddy’s job out of this!”
… og til sidst én fra gemmerne:
Joni Mitchell ”Coyote” (live i Santa Barbara, 1979
I 1976 udgav Joni Mitchell albummet ”Hejira”, som hun i min optik aldrig overgik. Albummet blev skrevet på et road-trip, hvilket i den grad kan mærkes på den drømmende stemning, og slutproduktet var en magtpræstation af jazzede og folkede fusioner. Mitchell var træt af bassens tilbagetrukne rolle i musikken og allierede sig med den innovative bassist Jaco Pastorius og hans båndløse bas. Denne nysgerrige tilgang til musikken, der også kan høres i de skævt stemte instrumenter, var ikke et stort hit på hitlisterne, da albummet blev udgivet, men sikke det er ældet med ynde! ”Coyote” er nok mit favorit Joni-nummer, og på denne live-optagelse fra 1979 træder albummets soniske eventyrlyst fint frem med god lyd og en imponerende musikalitet, der på elegant vis holdes i stram snor af sangens på én gang minimalistiske og vuggende struktur.
Andre opturssange:
Iceage ”The Holding Hand”
Smerz “Max”
Cassandra Jenkins “Hard Drive”
Spirit of the Beehive “There is Nothing You Can’t Do”
Field Music ”Orion From the Street”
Molina “Océana”
Nick Cave & Warren Ellis “White Elephant”
Guldimund “En sang om engle”
