Lanark Artefax – Flakkende vokaler og elastiske beats
Af Alexander Julin
Selvom han udsendte sin første udgivelse som Lanark Artefax i 2015, har den nu 23-årige Calum MacRae produceret musik i sit soveværelse siden 2009. Sidste år udgav han EP’en ”Glasz” på Lee Gambles label UIQ, hvorefter der fulgte en (meget) limiteret 12’er på det londonbaserede label Whities, et sublabel til Young Turks. Nu er MacRae vendt tilbage til Whities med en reel EP, ”Whities 011”. Som ”Glasz” er den legesyg og eksperimenterende i sine rytmiske og kompositoriske valg, uden at det dog bliver formen frem for indholdet eller den følelse, som musikken afføder, der er det primære.
Fyldigt og elastisk som gummi får beats og vokal lov til at bounce frem og tilbage på EP’ens to første numre, ”Flickering Debris og ”Touch Absence”. Uden den store form for udvikling, men blot ved repetitionens forstærkende effekt, bliver samspillet mellem numrenes enkeltelementer stærkere og stærkere, som numrene skrider frem. Lanark Artefax’ kompositioner er fyldige og detaljerige, men den simple og overordnet gentagende rytmestruktur på eksempelvis ”Touch Absence” giver følelsen af, at de enkelte elementers potentiale udtømmes ved at lyde gang på gang med få variationer.
Samme følelse opstår, når man lytter til ”Hyphen to Splice” og albummets sidste nummer, ”Voices Near the Hypocentre”, der ligesom åbningsnummeret virker som en opbygning: et varsel om, at der er mere i vente, og at følelsens intensivering fører noget med sig. Men nej, numrene slutter uden at tæmme lytterens begær efter at få bekræftet sine forventninger – og den uregelmæssighed gør dem betagende. Det er måske ingen genistreg ‒ især ikke inden for et spektrum, man kunne fristes til bredt at definere som eksperimenterende, elektronisk musik ‒ men der er intet så forfriskende som at blive strøget mod hårene.
Netop dette gør Lanark Artefax, bare ikke demonstrativt, men derimod blidt. Enten ved at numrene bygger op imod noget, de ikke kan eller skal nå, eller ved at skarpe trommerytmer og bløde, flakkende vokaler kontrasterer hinanden. For selv om der er noget kompositionsmæssigt interessant at hente på ”Whities 011”, er det ikke i så høj grad idéerne, der er udgivelsens force. Det er derimod den altid bekræftende oplevelse af, at ‘eksperimenterende’ musik kan være så intuitivt fængende, så fløjlsblød og kærtegnende, selvom den også er legesyg, og at der netop leges en leg, man som lytter måske ikke er indforstået med.
Populærmusik og eksperimentalmusik er ikke nødvendigvis diametralt modsatte størrelser (hvilket ellers er en antagelse, man let kan støde på), og det er ”Whities 011” et strålende eksempel på. Den har ikke ‘en fod i hver lejr’, men viser, at denne lejr kan være ét og samme sted. Det vante kan let udfordres uden at skulle bortkastes, men inkorporeres i andre rammer ‒ og en eksperimenterende tilgang til, hvad der muligvis kunne have været lettilgængelige klubnumre, behøver ikke være en krævende lytteoplevelse.
Info: Whities 011 er ude nu på Whities.
