Laurel Halo – Et forførende vanvid
Af Alexander Julin – foto: Ériver Hijano
Indtil det nyligt udgivne album, “Dust”, havde jeg ikke hørt en Laurel Halo-udgivelse siden “Quarantine” fra 2012. “Quarantine” var – med alle sine værdier: den stilistiske sikkerhed, idérigdommen og ikke mindst det umiskendeligt personlige udtryk – en plade, jeg inden for relativt kort tid både nåede at nyde utrolig meget og vokse fra og glemme. Derfor hørte jeg hverken “Chance of Rain” eller “In Situ”, før Halos nye plade, “Dust”, gjorde det klart, at hun på ingen måde har siddet fast i den samme rille trods den anerkendelse, som “Quarantine” førte med sig. Den musikalske udvikling virker til at have været konstant, men mest radikal lyder den på “Dust”, der trods det stilsikre udtryk mest af alt udmærker sig ved sin legesyge og letsindighed.
“Dust” veksler mellem mere eksperimenterende, elektroniske stykker og numre med en decideret, til tider nærmest flabet popappel. Pladens diversitet kunne i princippet have gjort den fragmenteret og ufokuseret, men den konstante vekslen mellem avantgardisme og popmusik går på besynderlig vis op. Den røde tråd, der bygger bro mellem de forskelligartede numre, er, at Halo i tiltagende grad inkorporerer analog instrumentering, såsom bas og saxofon, i sine ellers elektroniske kompositioner. Det er der som sådan heller ikke noget nyt i, set i et større musikalsk perspektiv – men jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har hørt et værk, der i så høj grad insisterer på at gøre sig kunstnerisk interessant ved sin genremæssige ekvilibrisme og frie kompositionelle tilgang, samtidig med at det skinner igennem ved sin melodiøsitet og den allerede påpegede popfornemmelse. På “Dust” er stemmen ikke blot et instrument, det er stemmen fra et menneske, og selvom lyrikken ofte er fuldstændig deadpan eller moduleret i diverse effekter, er den alligevel både øm og forførende – ikke ulig Arthur Russell. På samme vis som flere af Russells kompositioner formår Laurel Halo på “Dust” at skabe et værk, der både virker enormt gennemtænkt og perfektionistisk, samtidig med at det har en umiddelbar nerve. Som lytter har man en klar følelse af, at de her numre må have taget en uventet drejning i selve processen, og at spontanitet og improvisation har sneget sig ind i numrene. Det er også her, at “Dust” i særdeleshed adskiller sig fra de tidligere udgivelser.
Samtlige af Laurel Halos albums og ep’er fungerer udmærket som værker, enten ved numrenes stilistiske stringens eller måden, hvorpå de respektive numre komplimenterer hinanden. Det sidste gør sig gældende for “Dust”, både hvad angår variationerne i stilistik, men også dens humør, der overordnet virker mere letsindigt end på tidligere udgivelse. Jeg ville hurtigt være kørt død i et nummer som “Jelly”, hvis det skulle stå alene, men overraskelsen ved overgangen til “Koinos”, “Arskriecher” og derefter den skarpskårne popsang “Moontalk”, giver de enkelte numre så meget mere i kraft af den ekstreme uforudsigelighed og det vanvid af et spændingsfelt, som kendetegner pladen som helhed.
Info: “Dust” er ude nu på Hyperdub.
