Lawrence English – Orglets rolige røst
Af Alexander Julin Mortensen
Orgelet har, som jeg oplever det, aldrig føltes så præsent i eksperimental minimalisme og ambient, som den gør i disse år. Jovist har det været brugt længe før og med vellykkede resultater: Tænk eksempelvis på “Cycles” (1977) af Jon Gibson. Men instrumentet har ikke virket så, ja, nærmest allestedsnærværende, som tilfældet er i disse dage.
Kali Malone har i de senere år meget muligt været dét mest anerkendte navn blandt de adskillige nye kunstnere, der har taget orgelet til sig. Men man kan også pege på Stefan Fraunberger, sidste års “Improvisations on the Pipe Organs of Europe” af Blake Hargreaves eller på Minais B og Grøn herhjemme, der også har inkorporeret orgelet i nogle af deres seneste udgivelser.
For nylig udgav australske Lawrence English værket “Lassitude”, der består af to kompositioner for orgel. Lawrence English er en af de største nulevende og aktuelle kunstnere inden for drone og ambient sammen med bl.a. Tim Hecker og William Basinski (som han da også har udgivet musik sammen med), og australieren driver desuden det prominente selskab Room 40, der for nylig – blandt meget andet – genudgav tre kompositioner af Beatriz Ferreyra. Orglet er ikke et fuldstændig nyt instrument i English’ virke – det optrådte også på albummet “Cruel Optimism” – men det er første gang, at han dedikerer et helt værk til instrumentet og sætter det i hovedfokus.
De to kompositioner varer lige godt 20 minutter hver og kan karakteriseres som hypnotiserende og underspillet dronemusik. Den første, “Saccade (for Eliane Radigue)”, er det mindst underspillede af de to. Man kan lige netop mærke den sagte pulseren af orglet i English’ musik, der føles som at blive berørt yderst nænsomt og forsigtigt af et andet menneskes fingerspidser. Den minder derfor også om flere af Eliane Radigues egne udgivelser, der er præget af en ro og ømhed, som kræver en stærk dedikation af sin lytter. Der er meget at give sig hen til i hendes musik – og ligeledes på “Lassitude” af English – men det kræver også, at man giver noget af sig selv.
Titelnummeret, der er et one-take uden efterfølgende redigering, er kendetegnet ved en endnu mere ekstrem lethed. Musikken er ifølge English selv inspireret af Phil Niblocks arbejde med vibration, klang og tålmodighed. Selvom det i den grad er musik til deep listening, lyder musikken selv alt andet end dyb. Snarere som en flygtig, tonal brise. Musikken er der umiskendeligt, men også kun lige. Som lytter står jeg nemlig tilbage med en følelse af, at de svævende, monotone toner er på nippet til at fordampe og opløses, i selv samme øjeblik jeg lægger ører til dem.
Info: “Lassitude” udkom på Room40 d. 1. maj.
