Lyra Valenza – åbensindet og ulmende klubmusik til imaginære Tom Cruise-film
Lyra Valenza, “Low Gear No Pressure” (Petrola 80, 2023) – anmeldelse af Andreas Korsgaard, foto af Coco Ardal
Lyra Valenza er Hjalte Lehmann Christensen (Yelzin) og Jens Konrad Barrett (Senso, Josiah Konder). Low Gear No Pressure er duoens debutplade, og er i lighed med de to EPer Scan, Deliver (2018) og Nightshade Edition (2020) udgivet på duoens eget label, Petrola 80. De tidligere udgivelser har blandet elementer af dekonstrueret klubmusik, en genremæssigt flagrende stil og en ofte temmelig ublu begejstring for storladne og trancede melodilinier (tjek f.eks. January Airdrop fra debuten) til et originalt og medrivende udtryk, som for alvor har udfoldet sig i deres altid virkelig gode live-set.
Low Gear No Pressure, hvis titel vistnok er en reference til, at pladen er lavet i et sommerhus under en længere ufrivillig corona-pause, fortsætter langt hen ad vejen hvor EP’erne slap: Et dansabelt og hardwarebaseret (eller i hvert fald hardware-klingende) udtryk, komplekse, snublende rytmeprogrammeringer, som med jævne mellemrum lader hånt om nogen form for abstraktion og bliver til regulær drum’n’bass og tindrende (og nogle gange lettere cheesy) melodier.
Pladen starter dog usædvanligt afdæmpet ud med “Ace & Fire”, hvis atmosfæriske synthflader er omtrent halvtreds procent Vangelis og halvtreds procent hvalsang. Derefter udvikler det sig til en slags næsten kammermusikalsk romantisk vignet via syntetiske cello-anslag og sammenflettede lag af melodier, til et udtryk der ikke er langt fra Kraftwerks “Schubert spillet på synthezisere”, især på tidlige udgivelser som Ralf & Florian. Kraftwerk er i det hele taget en nærliggende reference på pladens første halvdel, især på “True Computer”.
Lyra Valenza kan virkelig noget med melodier, og bruger dem hellere end gerne.
Det må da også næsten være bevidst, for udover titlen lyder nummerets kantede electro-beats og dets samplede åndedrag så meget som tyskernes “Tour de France”, at man sidder og overvejer om pladens udgivelsesdato er timet efter cykelsportskalenderen. Ikke at Lyra Valenza for alvor lyder egentlig tilbageskuende eller retro, her er snarere tale om en overvejende åbensindet og ukrukket tilgang til musikhistoriske referencer hvor musik, som duoen synes er fed, helt naturligt får en plads i det samlede udtryk, hvad end det er tidlig electro, eksperimenterende basmusik, drum’n’bass eller trance.
Det høres også på den følgende “Truthwork”, hvor den kølige electro gennem syntharpeggioer og overstyret guitar udvikler sig til en – undskyld udtrykket – cinematisk oplevelse af John Carpentersk format. Det minder mig også lidt om Oneohtrix Point Nevers og Mark McGuires Top Gun-inspirerede one off-sideprojekt Skyramps (med den ultrafede pladetitel Days of Thunder) men det er muligvis blot fordi det er af en eller anden grund er meget let at forestille sig Lyra Valenza komponere musik til hæsblæsende actionsekvenser med Tom Cruise i et jagerfly. Nummeret glider næsten umærkeligt over i “Joy Divided”, som med synkoperede trommeprogrammeringer og sugende bas opbygger en intenst ulmende ravestemning, der forløses af flere gange med kæmpestore synthlinjer, inden “Gameshow” sætter ind med pladens første regulære 4/4-beat. Så kommer guitaren tilbage, bassen spiller italo disco, og så er det ellers derudad i høj fart med intensiverende trommeprogrammeringer og svævende, melankolsk-trancede melodier. Lyra Valenza kan virkelig noget med melodier, og bruger dem hellere end gerne.
Low Gear No Pressure er en virkelig god og med sine 35 minutters spillelængde også dejlig afmålt plade fra en duo, som på trods af deres relativt afvekslende udtryk også er vældig stilsikre.
På “Life on the Line” går duoen næsten helt straight drum’n’bass, men med samme melankolske melodifornemmelse som på den foregående skæring, og tilsat æteriske kvindevokaler. Herefter skrues der ned for intensiteten og pladen runder så småt af med “Who Might Win”, inden den slutter med manér med “Stretch Your Arms”, hvor der til gengæld lukkes helt op for de melodiske sluser med Amanda Appel (Saltmother) på gæstevokal. Lyra Valenza kunne formentlig lave en hel plade udelukkende med autotunede bangers som denne, men så meget desto mere gåsehudsfremkaldende er det, at de holder sig i skindet og trækker den til allersidst. Om det kan blive et regulært hit ved jeg ikke, men det burde det.
Low Gear No Pressure er en virkelig god og med sine 35 minutters spillelængde også dejlig afmålt plade fra en duo, som på trods af deres relativt afvekslende udtryk også er vældig stilsikre. Sammenlignet med deres EP’er er pladen mere gennemkomponeret og måske også mere ligetil, men Lyra Valenza lyder stadig umiskedeligt som sit eget medrivende selv. Med andre ord, hør uden betænkeligheder pladen og sørg så endelig for at se dem live, næste gang muligheden byder sig.
Info: Low Gear No Pressure er ude nu via Petrola 80.
