Miley Cyrus – Et mindfuck af kosmiske dimensioner
Af Emil Thorenfeldt
Hvis man har haft fingeren inden for en kilometers radius af populærkulturpulsen, er Miley Cyrus’ Fugl Føniks-udvikling fra Disney-darling til genderqueer-enfant terrible næppe gået éns næse forbi. I fællesskab med utallige nøgenbilleder, en meget omtalt internetfejde med Sinéad O’Connor samt indrømmelsen af en langvarig kærlighed til cannabis cementerede 2013s hyperseksualiserede “Bangerz” – med hits som “Wrecking Ball” og “We Can’t Stop” – Cyrus’ position som popdronningen, der kunne tillade sig alt.
Det er da også netop denne privilegerede situation, der har gjort det muligt for den 22-årige kontra-alt at udsende en 23 skæringer og 92 minutter lang plade som gratis stream på Soundcloud uden nogen som helst promotion inden udgivelsen. Indrømmet, “Miley Cyrus & Her Dead Petz” blev annonceret i søndags som afslutning på en turbulent udgave af mediecirkuset ved navn Video Music Awards, hvor Cyrus som vært kæmpede en hård kamp med bl.a. den kommende præsident, Kanye West, om at dominere spotlightet. Det så endog særdeles skidt ud for Cyrus, da Nicki Minaj svinede hende til fra scenen, men den gennemtænkte, om ikke udspekulerede, beslutning om at annoncere en ny plade formåede i kombination med premieren på “Dead Petz”-åbneren “Dooo It!” at stjæle billedet.
“Miley Cyrus & Her Dead Petz” er dog en interessant plade af langt flere, og væsentligt vigtigere, årsager end markedsføringen. Pladen, der har kostet cirka 98 procent mindre at producere end “Bangerz”, er blevet til i samarbejde med Cyrus’ platoniske sjæleven, Wayne Coyne. Hans fingeraftryk er overalt i den spraglede, luftige og til tider psykedeliske lyd, der dominerer udtrykket på størstedelen af numrene. Coyne har leveret melodier til en række numre og har sammen med resten af The Flaming Lips produceret godt halvdelen af pladen, der ellers er blevet til med hjælp fra Cyrus’ vante samarbejdspartnere, Mike WiLL Made-It og Oren Yoel.
Flaming Lips-indflydelsen kommer da også til udtryk i form af albummets næsten totale mangel på dansevenlige bangers. I stedet bevæger Cyrus sig rundt i et melankolsk, ballade-domineret univers, der til tider vækker meget klare minder om “Yoshimi Battles the Pink Robots”, Flaming Lips-konceptpladen fra 2002, hvis atmosfæriske refleksioner om dødelighed og sorg især giver genklang på de smukke “Karen Don’t Be Sad” og “Space Boots” samt “The Floyd Song (Sunrise)”, Cyrus’ ode til sin hund, der døde i 2014 som følge af et prærieulveangreb. Senere på pladen vender Cyrus tilbage til mere vante emner, bl.a. på den cunnilingus-hyldende “Bang Me Box” og “Slab of Butter (Scorpion)”, der med linjerne “self control is not something I’m working on / »we fuck, you turn me on« is all I can say about you” ligger fint i tråd med Cyrus’ renommé som sex-positiv rebel.
Der er dog ikke meget, der tyder på, at “Miley Cyrus & Her Dead Petz” er lavet med image-pleje in mente. Albummet fremstår derimod som et idiosynkratisk værk af en superstjerne, der ikke længere behøver gøre oprør. Cyrus’ vokal er ganske vist længere tilbage i mixet, men rent metaforisk står hendes stemme væsentligt stærkere i det farverige “Dead Petz”-univers, end den har gjort tidligere. Samarbejderne med Ariel Pink, Big Sean og især Wayne Coyne klæder de i forvejen stærke sange eminent godt, og trods enkelte svage numre holder pladen et nærmest ufatteligt højt niveau dens længde taget i betragtning. Spændvidden fra den pumpende “Dooo It!” til den kosmiske spiritualitet i “Miley Tibetan Bowlzzz” vidner om en selvsikker kunstner i fuldt flor, der efter otte tumultariske år i pladebranchen har transcenderet metervare-radiopoppens restriktioner og fundet sig selv som avantgardistisk popsmed.
Info: “Miley Cyrus & Her Dead Petz” blev udsendt søndag d. 30. august.
