Moor Mother – »Trying to save my black life by fetishizing my dead life…fuck, get away from me«
Af Nicklas Weis Damkjær – foto: Moor Mother
Med vitalitet og en politisk indignation, der får Beyoncé til at ligne en undskyldning for sig selv, skaber Camae Ayewa under navnet Moor Mother poetisk protestmusik, som sætter spørgsmålstegn ved racisme, ulighed og musikindustriens evne til at gøre sorte kvinder til salgssucceser.
Siden 2012 har Moor Mother uploadet ikke mindre end 18 udgivelser på sit Bandcamp-site. Med hastig frekvens bryder hun ikke kun med normerne for, hvilke temaer en racegjort kvinde må behandle, men også med normerne for, hvordan budskaberne kommer til udtryk musikalsk.
Kategorierne på siden er hjemmelavede og ret udogmatiske såsom “slaveship punk”, “blk girl blues”, “witch rap”, “death poems” eller “project housing bop”.
Til den første udgivelse, “Alpha Serpentis”, følger den nøgterne beskrivelse “jeg prøvede bare at lave et eller andet, ville prøve noget nyt og har bare lagt det op. Jeg sparede $400 op, købte en iPad, betalte et lille gebyr for et musikprogram.”
Men det er ikke kun beskrivelserne, der er anarkistiske. I opklippede støjmontager sampler Moor Mother afrofuturismens koryfæer som Alice Coltrane og selvfølgelig Sun Ra. Faktisk har hendes udgivelse ASUNRA SUNYA SIFR fra 2014 undertitlen “An Homage to Sun Ra”.
Montagerne peger ikke kun tilbage på inspirationen fra afrofuturismens kosmologiske forestillinger om musik som en frigørende teknologi, men også på Moor Mothers egne musikalske trædesten: Nirvana, Fugazi, Misfits og Slayer samt riot grrrl-punk som Sleater-Kinney og Bikini Kill.
De opbrudte samples og skæve beats danner baggrund for Camae Ayewas egen poesi, der peger på racisme og klasseskel, særligt i USA. Der er ikke meget forsoning og positive budskaber at spore, og hvis der overhovedet er at tale om afrofuturisme, er det i en mere dystopisk og vred udgave end 70’ernes saligt håbefulde drømme. Sun Ras utopiske Saturn er ikke længere en mulighed.
På sit seneste album, “Fetish Bones”, rapper hun over grusede og mørke lydlandskaber: “trying to save my black life by fetishizing my dead life/fuck, get away from me/you can see my dead body at the protest,” og peger dermed – ligesom titlen på pladen – på feticheringen og udstillingen af den sorte krop.
Vareliggørelsen af den »sorte kvinde«
Erfaringerne fra hendes eget liv og det aktivistiske arbejde former musikken, der problematiserer strukturel racisme og ulighed.
Moor Mother, der er vokset op i et område af Philadelphia med ekstrem fattigdom, er musiker, poet og aktivist i sit community. Med projektet Black Quantum Futurism laver hun workshops om afrofuturisme, ligesom hun er med i et netværk, der laver aktiviteter for områdets børn og unge.
Musikindustriens profit på den sorte krop uddyber hun i et interview til det hollandske musik- og kulturtidsskrift Subbacultcha, når hun retorisk spørger: “How long has Solange been rich? Her sister was in Destiny’s Child at 15. She grew up exposed to wealth and fame, reaped those rewards.« Hun har hverken noget imod hverken Beyoncé eller Solange, men er kritisk over for det, de to kunstnere ikke repræsenterer.
For popstjerner som Solange har fået mulighed for eksplicit at sætte fokus på det at være racegjort kvinde i et sexistisk og racistisk samfund. Og det er et ubetinget fremskridt, at flere og flere racegjorte kvinder, queers, sexpositive feminister osv. dyrkes og optræder i musikken og finder vej i en industri, som ellers er domineret af hvide mænd.
Men som Camae Ayewa gentagne gange har understreget, findes der ikke nogen samlet homogen identitet for “sorte” eller “farvede” kvinder. Den position er i sig selv gennemskudt af klasseskel, og netop de klasseskel bliver meget sjældent italesat i musik.
En ny protestmusik
“I am not speaking ill of people with money, it’s just wild that class is not discussed in the context of art and music making,” siger hun i Subbacultcha-interviewet.
Moor Mother angriber altså det faktum, at minoritetspositioner sjældent bliver repræsenteret i musikken, og hvis de gør, er det på en bestemt måde.
For er det muligt at lave musik, der er vred, aggressiv og uden glamour eller stereotyper, og samtidig nå ud til et stort publikum, før industrien blot har gjort dig til endnu et produkt?
I populærmusikken er det tydeligt, hvordan kunstnere og deres musik øjeblikkeligt bliver kapitaliseret, gjort til et produkt og genstand for spekulation. Det er altså hverken Beyoncé eller Solange, der repræsenterer noget forkert, men en branche, der skaber bestemte normer. Der er en helt bestemt måde “sorte kvinder” bliver vareliggjort på, som gør det ekstremt svært at bryde med de strømlinede normer.
Det er måske lykkedes for Moor Mother. Militant poesi over radikale støjmontager lyder ikke som opskriften på berømmelse. Og berømmelse er måske heller ikke, hvad hun har opnået eller har villet, men Moor Mother er nået langt med sin musik og sine budskaber. Siden udgivelsen af “Fetish Bones” er hendes praksis nævnt i alt fra i The Wire og Pitchfork til The Fader og herhjemme Information.
Og måske er det netop, fordi det er vred musik, der eksplicit angriber klasse- og kønsproblematikker og samtidig insisterer på at frigøre sig fra musikindustriens glansbilleder, at Moor Morther kan få selv Beyoncés omdiskuterede Black Panthers-sceneshow til NFL til at ligne en undskyldning.
Info: “Fetish Bones” er ude nu på Don Giovanni Records, og Moor Mother giver koncert i april på Jazzhouse (RSVP).
Redaktørens note – Skribenten er tilknyttet det regionale spillested Global/Jazzhouse, men var ikke bekendt med den forestående koncert, da arbejdet med denne tekst blev igangsat.
