Oxx – Bersærkergang mod metalkonventionerne
Oxx ”Bury the Ones We Love and Burn the Rest” – Anmeldelse af Peter Ellermann
En af de glædelige tendenser på den danske metalscene er, at der i øjeblikket er stadig flere bands, som tager udgangspunkt i avantgardemusik og eksperimenterende kultur. Blandt bannerbærerne inden for denne nye bevægelse er aarhusianske Fossils med deres hårdtslående no-nonsense-tilgang til instrumental, matematisk metalmusik og deres legesyge eksperimenter live.
Oxx er også fra Aarhus (og har ligesom Fossils arbejdet sammen med Klaus Q Hedegaard, red.), og deres andet album, ”Bury the Ones We Love and Burn the Rest”, var for mig en af de plader, der skilte sig positivt ud i 2015. Der er fire skæringer, og i løbet af de 36 minutter kommer trioen godt rundt i diverse stilarter.
Åbningsnummeret ”Terror” emmer i afsættet af mathcore med flere hektiske riffs. Efter kort tid i dette modus skifter bandet brat til sludge i en dyster stemning, hvis desperation vokser gennem sangen. Til sidst skifter det tilbage til stormvejret fra starten, og bandet runger ud i en intens samklang: en ren bersærkergang.
Pladens mest velfungerende nummer, ”Sjælen er større end verden”, starter med en blanding af stemningsfyldt clean guitar og saxofon med en febrilsk pumpende jazzet lilletromme ovenover. Herefter sker der mange skift, og sangen rummer mange forskellige dele: fra en primal metal, der virkelig rykker, over en musikalsk og rodet guitarsolo og flere jazzede og frit flydende passager. Der er også en fornem vokallevering, hvor alt står på spil.
Her tager Oxx metalmusikkens traditionelle virkemidler som riffs og soloer, omarrangerer dem og gør dem til sine egne. I samme ombæring gør trioen op med de fortærskede klichéer om spilleteknisk perfektion og et forfladiget produceret udtryk: Guitar og lilletromme rammer ikke altid oven i hinanden, men man mærker tydelig intension, retning og vilje bag hver tone, der spilles.
”Bound to the Infinite Engine” er pladens korteste nummer og samtidig den skæring, der peger mest i retning af traditionel sludge metal, tilsat den karakteristiske saxofon. Pladen slutter med det 16 minutter lange ”Hidden Deep but Ever Present”, hvor der i starten udfolder sig en polyrytmisk figur – trommer i 7/8-dele, og synthesizer i noget, der for mig lyder som 10/8-dele. Tilsæt hertil en mild guitar, og man har en drømmeagtig intro, der bliver afløst af en sang, der tager sig tid til at vokse i intensitet. Her er overgangene ikke så abrupte som på åbningsnummeret, og vi skal godt 10 minutter ind i sangen, før intensiteten bliver afbrudt: Basfeedback tager over for en kort stund, tilsyneladende grundløst, for sangen fortsætter ufortrødent efter dette break.
Med ”Bury the Ones We Love and Burn the Rest” har Oxx lavet en plade, der ikke er for sarte ører, og som demonstrerer, hvordan man kan skabe ny og varieret musik, der tager udgangspunkt i metalgenren, men som ikke allerede er hørt til hudløshed.
Info:”Bury the Ones We Love and Burn the Rest” er ude nu på eget label. Oxx spiller på Atlas i Aarhus (med bl.a. Slægt) lørdag d. 13. februar (RSVP).
