PC Worship – når skallen knækkes
Det yderst produktive støj-inferno PC Worship, der efterhånden har rumsteret i Brooklyns bredtfavnende musikliv som en del af kollektivet Le Wallet, holder nu fortsat det smalle udgivelsesinterval ved lige, som han nu atter er aktuel med efterfølgeren til forrige års ‘Toxic Love’.
På ‘Beat Punk’ lader PC Worship stadig barrieren af feedback og skævt klingende guitarstrenge tale for sig, mens vokalen mumlende lægger sig i lydbilledets baggrund, gemt væk i en nærmest uigennemtrængelig skal af noget uforståeligt, men svært dragende. Herved overdrages stemmen og dens funktion altså til den øvrige instrumentering og flytter fokus fra Justin Frye’s tilstøjede vokal og til en lyd, der både er psykotisk i dets utilregnelige udbrud af saxofonskrig og hvinende strenge samt idérig i et noget så bemærkelsesværdigt omfang.
Når denne skal endeligt knækkes, som det f.eks. momentvis sker på ‘Born In My Shell’, lyder det monotomt: ”I wanted a taste, it all tasted the same”, hvilket leder mig videre til, hvor irrelevant at det nu engang er, at gøre sig et forsøg på at høre Beat Punk, og PC Worship generelt, ud fra bestemte genrers præmisser. Som overstående citat også indikerer, er PC Worship en plade, der følelsesmæssigt bevæger sig indenfor den mere tungsindige del af følelsesregisteret – alligevel ville det være et skud langt ved siden af, at påstå at pladen indebærer elementer af post-punk trods tematikken, da angstens nerve, som må være kendetegnende for genren, for længst er døet ud. Ligeledes er sangstrukturerne for faste, til at der er tale om decideret drone, såvel som for kompromisløse til at kunne uddele det et prædikat af alternativ popmusik.*
* Ifølge Justin Frye selv er der tale om et ”Mutant Soul Band”, hvis det hjælper…
Info: PC Worship udkommer den 1. marts på New Images, der drives af Matt Mondanile fra Real Estate/Ducktails.
