Pendant – En forening af det fremmede og hjemlige
Pendant “Make Me Know You Sweet” (West Mineral, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin
Brian Leeds, bedst kendt som Huerco S., brød for alvor igennem med udgivelsen af 2016’s “For Those of You Who Have Never (And Also Those Who Have)”. Albummets gennemslagskraft lå formentlig i de kærtegnende melodilinjer og varme atmosfære, der forårsagede en intim og indbydende stemning, hvis magi langtfra blev udtømt, selv om man lyttede igen og igen. Nogle af numrene sluttede uventet og bastant, men derudover var det et værk, der fremstod som arketypisk ambient. På “Make Me Know You Sweet” – Leeds’ første album under det nye alias Pendant og ligeledes den første udgivelse på hans nystartede label West Mineral – er det endnu sværere at pege på, hvad der udgør hans originale og særegne udtryk. Ikke desto mindre fremstår udgivelsen som mere end blot en veludført stiløvelse. Der er grænser for, hvor original en lyd Leeds på noget tidspunkt har arbejdet med, men hans forståelse for at arbejde med musikkens potentiale er fortsat bemærkelsesværdig.
En udfordring ved at anbefale Pendants nye album er, hvor svært det er at redegøre for, hvordan det adskiller sig fra alskens anden ambient. Hvis man skulle introducere genren for første gang til et andet menneske, ville der ikke være noget mærkværdigt i at gøre det med “Make Me Know You Sweet”: Den nærmest udtømmende og monotone repetition, den meditative langsommelighed eller den auditive følelse af at blive sunket ned på havets bund eller skudt ud i universet (ergo: blive indhyllet og opslugt af det hidtil ukendte), kunne fungere som markører for ambient musik i sin almenhed. “Make Me Know You Sweet” lyder utroligt tidløs og synes at have mere tilfælles med ambient i sin grundessens end givne fremadskuende eller kontemporære tendenser eller stilistiske valg.
Originalitet er imidlertid ikke det eneste succeskriterium for ny musik. Og selvom Leeds’ musikalske håndværk heller ikke fejler noget, er det de rum og følelser, hans musik indbyder til, der hæver ham op over suppen af de utallige dronede ambientudgivelser, man kan opstøve på Bandcamp eller Soundcloud. Jeg kan ikke fremføre nogen form for argument for, hvordan man adskiller den ene fra den anden – og i en vis grad må det også være en subjektiv afgørelse. Nogle gange fungerer musik, andre gange ikke.
Meget musik kan stilistisk set kategoriseres i et nært slægtskab med Pendant (og Huerco S.), men Leeds skaber musik, man har lyst til at vende tilbage til, fordi det ikke er synderligt krævende, men dog tilstrækkeligt ‘stimulerende’ i mangel på et mindre klamt ord. Det er ikke musik, der nødvendigvis kræver en total hengivenhed af lytteren, men derimod kompositioner, man kan vende tilbage til og hæfte sig ved noget nyt gang på gang. Det er detalje- og stemningsmæssigt rig musik, der ikke insisterer på at skulle høres på én bestemt måde, om det skulle være højt eller lavt, alene i skumringstimen eller sammen i sengen. Det er ikke soundtracket til et specifikt scenarie eller et album med ét optimalt udbytte under bestemte lytteforhold. I stedet besidder den et potentiale til at kunne høres og værdsættes på forskellig vis, og netop denne åbne dimension ved musikken er også en af dens store kvaliteter. En kvalitet, der til gengæld er svær at sætte på formel.
Men hvordan føles det så at lægge øre til “Make Me Know You Sweet”? Albummet besidder ikke samme varme og ømhed som “For Those of You (…)”. Fremfor at være musik, der kan høres som en gengivelse af (mellem)menneskelige følelser, har “Make Me Know You Sweet” mere karakter af et territorialt soundtrack knyttet op på steder, som det står fantasien frit for at forestille sig. Med sin lag på lag-opbygning af luftige og repetitive sekvenser lyder albummet som en tåge, hvor man ofte kun lige – eller for en stund – kan ænse percussionen klinge i baggrunden, lyden af fodspor eller et dyreliv, der siver igennem overfladen af rungende droner og syngende synth-strøg. I det tågede territorium, albummet skaber, er det imidlertid ikke kun orienteringsevnen i det musikalske landskab, der bliver sat på prøven, men også lytterens tidsopfattelse. Ofte lyder flere loops, som var de strakt i uendelighed. Det resulterer i en rammende følelse af, at man ikke blot lægger øre til et ukendt sted; man er også frosset fast deri på ubestemt tid.
Alligevel er musikken fortsat enormt indbydende og i en positiv forstand ligeledes meget vant. Det er med til at skabe den ene af de to ellers modstridende poler, som musikken besidder; en form for tryg hjemlighed i et univers, der ellers er æterisk, fremmed og eventyrlig. Hjemligheden til trods er “Make Me Know You Sweet” dragende, som kun det endnu ukendte og uoplevede kan være.
Info: “Make Me Know You Sweet” er ude nu på West Mineral. “For Those of You Who Have Never (And Also Those Who Have)” genudgives på Proíbito til marts og markerer selskabets sidste udgivelse, inden det ophører.
