Quirke – Mellem ambient slummer og eksplosiv eufori
Quirke “Steal A Golden Hail” (Whities, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen
Den britiske producer Quirke har tidligere udgivet enkelte numre og EP’er på egen hånd, via Young Turks samt på Whities. Sidstnævnte har også udsendt Quirkes debutalbum, “Steal A Golden Hail”, der er en magtdemonstration ud i sfærisk, IDM- og jungle-affilieret techno. Men pladen er meget mere end det.
Mens Whities udsendte en række eksperimenterende udgivelser sidste år, såsom Rupert Clervauxs “After Masterpieces” og det henrivende – eller nok nærmere hjemsøgende – udspil fra Carl Gari og Abdullah Miniawy, “Whities 023 (The Act of Falling From the 8th Floor)“, lægger “Steal A Golden Hail” sig tættere på selskabets mere dansable udgivelser.
Uden på nogen måde at fremstå kedsommeligt kontemporær vækker Quirkes album dog også klare associationer til flere prominente artister og udgivelser fra de seneste år. Jeg tænker bl.a. på Skee Mask, hvis musik (såsom på “Compro” og flere numre fra sidste års EP’er), bevæger sig i krydsfeltet mellem sværmerisk ambient og hårdtslående og hurtige beats. Et karakteristika, der har gjort sig gældende for meget elektronisk musik i disse år, der bl.a. har forsøgt på eksperimenterende vis at bryde med og skubbe til klubmusikkens konformitet.
Det samme krydsfelt kan “Steal A Golden Hail” også høres som en dyrkelse af. I den forstand er der egentlig heller ikke noget åbenlyst originalt over værket. Quirkes debut er også en vekslen mellem – og forening af – det blide og kærtegnende og det hårdtslående, på grænsen til det brutale. Dens kvalitet ligger altså ikke i nytænkningen som sådan, men skal findes andetsteds.
“Steal A Golden Hail” virker enormt gennemarbejdet, både hvad angår de enkelte numre, men i særdeleshed også som et samlet hele. Udgivelsen har nemlig desuden også en reel værk-karakter, idet numrene taler til og komplimenterer hinanden i stedet for blot at fremstå som en usammenhængende samling af sange. Udgivelsens to første numre leder i stemning og tempo langsomt op til “Sample Devon”, der med sin over-accelererede rytmesektion markerer ét af udgivelsens mest intense og euforiske øjeblikke. Derefter daler tempoet markant igen, og stemningen bliver ligeledes mærkbart mere indadvendt, i enkelte numre (“Fluorescent Phlegm”) nærmest vemodig. Som var musikken blevet udmattet af sit eget virke, får de ambiente lydflader herefter ofte forrang over de rytmiske eskapader lige indtil sidste nummer, “Spinhaunt Coil”.
Nummeret er både det mest melodisk fængende på albummet, men også det tætteste, man kommer på “Sample Devon”, hvad angår tempo og intensitet. Rytmisk bliver jeg rullet ud af den ro, de forhenværende numre ellers har kastet over mig, for at slutte i det samme euforiske sindelag, som første del af albummet talte til.
“Spinhaunt Coil” formår derfor at vække mig af den slummer, pladen ellers skaber midtvejs, for således at afslutte med den samme energiske eksplosivitet, som “Sample Devon” indkapslede. Det er den rene rutsjebane-effekt, der meget muligt er hørt før, men ikke desto mindre fungerer eminent på Quirkes debutalbum – endda i en sådan grad, at det var et af de musikalske højdepunkter i 2019. “Steal A Golden Hail” kan man med god grund tage med sig ind i 2020 – og formentlig længe derefter.
Info: “Steal A Golden Hail” udkom i december på Whities.
