Replacements “Let It Be” – Lyden af turbulente teenageår, en personlig beretning
Af Alexander Julin, blogger på Eventuelt.org, dette indlæg er en del af Favorite People, hvor gæsteskribenter udøser visdom og/eller passion om musik, der gør indtryk.
Rock’n’roll don’t give a shit, you know
De kolde facts. Replacements – eller The Mats – startede tilbage i 1979 som et ud af mange stenede coverbands for at holde sig i live og undgå at falde hen i fabriksarbejde og ligegyldighed. Det blev til debutpladen, Sorry Ma’, Forgot To Take Out The Trash (1981) og ep’en Stink (1982), der begge med en vis nøjsomhed ville kunne defineres som hardcore punk. På den opfølgende plade, Hootenanny (1983), begyndte de melodiske og mere poppede elementer at spille en større rolle. I 1984 skulle Replacements både bredere og mere poppede lydsignatur munde ud i deres tredje studiealbum, mesterværket Let It Be.
Da jeg for første gang hørte Let It Be, følte jeg i løbet af pladens tre første numre (I Will Dare, Favorite Thing & We’re Comin’ Out), at jeg havde en klar opfattelse af, hvad pladen indeholdt – eller mere groft sagt; hvilken kasse den kunne proppes i. Jeg må indrømme, at jeg var ret uforstående (dog begejstret!), som Androgymous’ klaverdrevne figur ca. halvvejs på pladen søvnigt og ængsteligt brød med den indtil da gennemgående punkrock-æstetik. Det føltes lidt som et velfortjent spyt i ansigtet. Jeg tænkte; ”Hvad havde du regnet med? At The Replacements var letgennemskuelige?”
Jeg ville senere hen finde ud af, at The Replacements i al deres små-barnlige rebelskhed også gjorde en dyd ud af, ikke at blive sat i en kasse. Derfor var det også generelt for bandet, at hvis de som udgangspunkt spillede for et punkorienteret publikum, gerne fyrede et eller andet cheesy Bryan Adams-cover af for at provokere crowden. Selvom provokationen lå godt i ånd med punk-æstetikken, var den stadig utilregnelig såvel for datidens publikum som for mig og mit første møde med The Replacements.
Hvor forsanger Paul Westerberg førhen ofte tog en ironisk distance til sin mere personlige lyrik, kom hele hans følelsesregister frem over pladens elleve numre med stort nærvær – Om det så var på den enestående popskæring, Unsatisfied, eller det opgivende afslutningsnummer, Answering Machine, synges så direkte ind i hjertet, som muligt må være:
”Try to free a slave with ignorance
Try to teach a whore about romance
How do you say ”I miss you” to an answering machine?”
Det lyder som én kæmpe kliché, og det er det også – i ordets bedste forstand endda. For man er ikke et sekund i tvivl om, hvor meget Westerberg har givet af sig selv under indspilningerne ved lyden af sin vrængende, hæse stemme.
Let It Be er i sin kortfattethed (33 minutter) en utroligt alsidig plade og ideelt teenagesoundtrack. Bandet ramte med pladen plet med deres collegepunk og skabte et værk med såvel intimitet i både punk-udbrud og ballader såvel som sarkasme og uforfalsket spille- og livsglæde. Det er lyden af de turbulente teenageår (læs; fulde teltovernatninger, for evigt hemmelige forelskelser, eksistentiel krise, skole-had, m.m.), smeltet ned på lak og udødeliggjort af et band, jeg stadig ikke forstår, ikke er blevet integreret i et større omfang som allemandseje, end tilfældet er.
Muligvis virker det for nogle en smule umiddelbart og banalt – måske endda også for bandet selv efterhånden. For Let It Be kan som sådan sagtens forstås som en naiv flugt fra virkeligheden som rockband. Men i den flugt, der ligger til grund for The Replacements, ligger der også en ubenægtelig menneskehed, der efter flere år sammen som band, endelig blev sluppet ud.
