Sami Baha – Stilbevidst grimehåb udvider paletten
Sami Baha “Free for All” (Planet Mu, 2018) – anmeldelse af Emil Grarup
Den tyrkiske producer Sami Baha, der bor og arbejder i London, udgav i juni sin debut-LP, “Free for All”, på det velansete britiske pladeselskab Planet Mu, der forrige år også udgav hans EP, “Mavericks”. Ligesom på EP’en er der på det 13 numre lange album tale om et udtryk, der både trækker på trap, drill, hiphop og grime, og som, frem for alt, kan karakteriseres som stramt og kontrolleret. Denne stringens i udtrykket kan både være en svaghed og en force.
På “Mavericks” fremstår det mestendels som en svaghed, fordi produktionerne virker for generiske, når de står alene. De kommer til at fremstå som individuelle demonstrationer af teknisk finesse, snarere end at de til sammen udgør et selvstændigt og ambitiøst kunstværk.
Dette er ikke på samme måde tilfældet med “Free for All”, hvilket skyldes, at Baha her bevæger sig i retning både af en mere drill-agtig lyd og af mere klassiske og subtile hiphopproduktioner end på “Mavericks”, der med sit trappede, grimede udtryk flere gange lyder som et decideret ripoff af Fatima Al Qadiri (særligt hendes “Desert Strike”-EP fra 2012) og andre af producerne omkring Fade to Mind.
Selvom der også er nogle ligegyldige numre på “Free for All”, er de stringente produktioner dog her klart en force, fordi de bliver en del af et udtryk, der både er mere originalt og mindre pænt end på “Mavericks”. Baha virker mere optaget af at skabe stemninger end effekter, hvilket især er tydeligt på numre som “Aliens”, der med sit skingert pitchede synth-ostinat og underspillede hi-hats er vidunderligt aparte, den afmålt dubbede “Path Riot” og det decideret fremragende afslutningsnummer “Cold Pursuit”, der med sine filmiske kvaliteter lyder som en uendelig motorvejstur i påvirket tilstand.
Enormt klædeligt er det også, at Baha har inkorporeret vokal på adskillige numre. Særligt vellykket er “Ahl El M8na”, hvor de to egyptiske rappere Dawsha og Abanob medvirker. Det er (beklageligvis) første gang, at jeg har hørt et helt rapnummer på arabisk – men rappen og produktionerne på “Ahl el M8na” skaber sammen et flow, der bedst kan indkapsles som aggressivt messende, og som er ulig nogen anden rapproduktion, jeg har hørt.
Helt anderledes, men næsten lige så vellykket er “When the Sun Is Gone” med den ellers ofte ret ligegyldige svenske rapper Yung Lean, som med sit dovne, flade flow rammer en stil, der er off på en enormt forfriskende måde. Det samme kan siges om nummeret “Thugs”, der dog hverken er dovent eller fladt, men snarere et dystert, hidsigt trap-angreb med vokal af footwork-producer og rapper DJ Nate (også kendt under det infantilt flamboyante alias Flexbabii).
“Free for All” adskiller sig markant fra sin forgænger, og det skal Baha have stor ros for. Han har formået at videreudvikle sin lyd fra en teknisk imponerende, men stilmæssigt tør ekvilibrisme til at skabe et album, der alsidigt fusionerer en lang række genrer, uden at det på nogen måde kommer til at virke hverken kedeligt eller rodet. Det er bare ikke det tekniske arbejde, der stjæler spotlyset længere. “Free for All” formår at eksperimentere med det samlede udtryk, men på en måde, hvor man ikke er i tvivl om, at Baha ved, hvad han kan, og hvad han vil.
Info: “Free for All” udkom i juni på Planet Mu.
